Det er netop i april 2021, at afgørende begivenheder i Lars Hedegaards knap fire år gamle roman om den tilspidsende islamisering, Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031, finder sted. Eller det gør de så (heldigvis) ikke, hvilket man næppe heller kunne forlange. Jeg vil her tale for den måske kontroversielle påstand, at trangen til de meget dramatiske fremtidsscenarier (yndet af mange debattører) kan siges at vildlede ved at skabe blindhed over for mere prosaiske, sandsynlige udviklingslinjer, med en henvisnen af nationalstaten uden at generelle konflikter er nødvendige. Forventer man det ”store brag” som signal til handling, er den største fare, at man aldrig bliver vakt.
Nu er fremtidsromaner en taknemlig genre (eller utaknemlig, når de bedømmes af en bedrevidende eftertid). Udviklingslinjer påvirkes af menneskenes reaktioner på dem, og helt uforudsete innovationer og tilfælde kan spille ind. Mange alternativer kan forekomme besnærende, og der er da også efterhånden kommet en hel skønlitterær genre af forskellige bud på, hvilke konsekvenser den igangværende masseindvandring har i Europa. Forudsigeligt får de konsekvent dårlige anmeldelser i mainstreammedierne, hvis de advarer om islam.
I forhold til Jens-Martin Eriksens roman Helter Skelter, som jeg tidligere har omtalt her på Frihedens Stemme, er det en fordel for realismen i Hedegaards bog, at konflikten ikke drives frem af et mystisk samarbejde mellem nationalister og islamister, der begge er interesseret i en optrapning: Konflikten kan udmærket udvikles ved, at begge parter for så vidt kæmper med åben pande. At Eriksen skulle gøre nationalisterne odiøse, var ikke overraskende, men ej heller at Hedegaard vælger de værst tænkelige scenarier og blot forlænger kendte danske reaktionsmønstre ud i fremtiden.
I Hedegaards roman anerkender den danske regering det muslimske flag som ligestillet med Dannebrog. Statsministeren taler om racistiske og islamofobiske skadedyr og sammenligner Dansk Folkepartis ordfører med Hitler. I 2023 vedtager Folketinget et generelt forbud mod kirkeklokkeringning, klokkerne smeltes om, men muslimers bønnekald tillades. Der oprettes et særligt renhedspoliti, der slår ned på smugkroer og drikkeri i hjemmene, og en lang række bøger forbydes. Ghettoerne bliver samfund utilgængelige for danske myndigheder, og der opstår Emiratet Tingbjerg, Emiratet Nørrebro, Emiratet Amager, Emiratet Vollsmose, Emiratet Gellerup… Færdsel igennem disse områder standses, togpassagerer afkræves passerafgifter, og ved Københavns indfaldsveje ”blev biler, der ikke var forsynet med sorte flag – beviser på, at bilens ejer havde betalt beskyttelsespenge til emirerne – i flere tilfælde beskudt med adskillige dødsfald til følge.” Stemmeretten udvides til enhver, der har opholdt sig tre uger i landet, til stor fordel for muslimerne, hvis frænder blot kom fra Sverige kort tid inden valget og bidrog til det yderligere skred mod islamisering (også) af Danmark.
Givet er det, at muslimerne i landet langtfra behøver at være i flertal for at få betydelig magt, bl.a. fordi mange frygter deres voldspotentiale. Men for mig at se er svagheden i Hedegaards bog, at han hæmningsløst benytter sig af ”glidebanelogikken”, der er lige så gal, når den bruges af islamkritikere til at profetere med, som når den bruges af modparten til at stemple ethvert tilløb til indvandringskritik som et første skridt mod nazisme.
Man kan sige: Hvis blot fronterne var så indlysende, udviklingen så entydig og urimelighederne så iøjespringende som i Hedegaards roman, ville et opgør være nemt nok. Men det problem, vesteuropæerne vil stå med, er (for mig at se) ikke en for alle synlig samarbejdspolitik, men politikere af Mette Frederiksen-typen, der (selvfølgelig) må reagere på en stigende folkelig utilfredshed og derfor på mange måder står stadig fastere imod islamiseringen end forgængerne, så udskejelser, man ellers kunne imødese med uændret politik for bare få år siden, undgås (og ved en eventuel tilspidsning er der potentiale for yderligere politiske modtræk).
Det er, med andre aktører, Enoch Powells forudsigelse om, at Europa gentager USA’s tragedie, der forekommer mest realistisk i overskuelig fremtid. Hvad der sker om 50 eller 100 år, inddrager så mange usikkerhedsfaktorer, at vi i dag kan vide lige så lidt, som man i 1900 kunne forestille sig verden i 1950, eller i 1950 den i år 2000 (for ikke at tale om det ubegribelige 2000 for dem i 1900)… Men den permanente tilstedeværelse af en stor minoritet, der trods alle tiltag føler sig forbigået eller undertrykt, kan forblive den politiske hovedsag, en kilde til splittelse og et bundløst økonomisk hul samt skabe et generelt dårligere samfund, skønt man også ligesom i USA bibeholder det formelt demokratiske og industrialiserede samfunds ydre former nogenlunde intakte. Dette er ikke så spændende og dramatisk stof, at det er let at skrive romaner om det, og den politiske håndtering bliver faktisk også sværere end den sort-hvide krigssituation.
Hedegaard bringer med rette i sin roman hele Johan Chr. Nords kendte indlæg i Information fra 2017, betitlet Jeg er træt af islamsnakken, hvor Nord sammenfatter: ”Vi vil begynde at længes efter særlove til inddæmning af islams tilhængere i Vesten – og en skønne dag vil vi indføre dem.” Nord opremser de restriktive tiltag, som stadig flere vil støtte. Men den logik modsiger dog logikken i Hedegaards bog, som forudsætter, at det store flertal fortsætter blindt ud ad tangenten som en flok lemminger, med veritabel krig som naturlig konsekvens. Danmarks aktuelle regering viser dog (faktisk ikke overraskende), hvordan mennesker reagerer i virkeligheden. Så vidt kan man være enig med Mette Frederiksens nationalkonservative fans. Men humlen er, at de rådne frugter af fem årtiers svigt allerede er her og spreder en syge i hele samfundet og er en trussel mod ægte danskeres liv og velfærd i den fremtid, som det har politisk mening at overskue.
Et forarmet samfund er ingen malerisk ”katastrofe”, hvor store historiske datoer markerer oprør og nederlag, men en umærkelig og gradvis overgang til relative ”ulvetider” uden afslutning i syne, og svære at råbe vagt i gevær mod. Stram Kurs forsøger på sin måde og får mest kun utak derfor, men man kan i hvert fald ikke sige, partiet bruger skræmmebilleder. Det viser netop, at den tilstand, vi må frygte, allerede er her, og kun kan rulles tilbage (hvilket er noget andet end som Frederiksen bare at holde stand) med ganske pragmatisk at vende de seneste årtiers migrationsstrøm.
De, der med De Radikale i spidsen reelt klynger sig til, at menneskeheden arbejder sig frem mod en enhed om et par århundreder, svarer til at Napoleon omkring år 1800 lagde planer for en krigstilstand, som ville kræve umådelige ofre og først ville nå sit mål i form af en verdensstat i vor tid, mens alle de mellemliggende generationer måtte lide for det fjerne mål (så gal var vel at mærke ikke engang Napoleon). Alle parter bør besinde sig på de problemer, vi faktisk står med – og de er alvorlige nok. Der er kun alt for mange fristelser til at fortabe sig i dystopier så vel som utopier.
Om jeg begriber, hvad det er, der gør, at så mange kritikere af den muslimske invasion, så bløde i knæene i forhold til Mette Frederiksens, påståede, strammerlinje?
Det er muligt snakken på muslimområdet er “strammet”,som et led i det nøje planlagte vælgerbedrag. men det er også alt, hvad der er strammet på. Nu “skal syrerene udvises” – ja men det bliver de jo ikke! Heller ikke selvom Tesfaye skruer bissen på, og inviterer invasionsstyrken til dialogkaffe, hvor han hårdt og brutalt konfronterer dem med en stor pose af vores skattekroner med ordene: “Har du overvejet, om det ikke var en god ide, at prøve at tage et lille smut “hjem”, når jeg nu giver dig en pose betingelsesløse feriepenge, at fornøje dig med? Så kan du jo altid overveje, om du ikke har det bedre der”
Er det 14 personer, der hat taget mod det tilbud og som selvfølgelig står her igen, så snart pengene er brugt. Tilbagebetaling? Nå ja selvfølgelig, når den lille liste-Ø stemmende socialrådgiver i kommunen skal skrue bissen på, og i øvrigt lade som om, hun slet ikke hører de medfølgende dødstrusler fra hele den medindslæbte klan.
Nej ærlig talt. Jeg vil hellere høre på, Pernille Skipper, Zenia Stampe og Co. De er i det mindste ærlige om deres forehavende. Det er det sidste, man kan kalde Socialdemokraterne.
Ja, alt er relativt, og mens man ikke skal forvente nogen remigration af betydning under Mette F, er det dog plausibelt, at hun tillader mindre indvandring end både Lars Løkke og hans afløser. Det skaber i bedste fald en stagnering i den nuværende sump, som også er slem nok at fokusere på at dræne. Hvis man som Hedegaard gør meget ud af at advare om et snarligt truende kalifat, taler man til en meget lille menighed, fordi de fleste bare ikke ser det (men nok den aktuelle hverdags fortrædeligheder). Og drænes den aktuelle sump, afværges et hypotetisk kalifat jo også…
“Det er dog plausibelt, at hun tillader mindre indvandring end både Lars Løkke og hans afløser.”
Det er netop denne udbredte optimisme, jeg har lidt svært ved at se det konkrete grundlag for:
– Har hun annulleret Løkkes underskrift på Marrakesh aftalen?
– Har hun opsagt statsløsekonventionen?
– Har hun sat fuld stop for familiesammenføringer, medmindre de går den anden vej, det vil sige ud af landet?
– Har de muslimske friskoler fået frataget deres støtte, eller hvordan gik det lige med det?
Nu har en af hendes hånddukker Tesfaye været ude at sige, vi skal have “Dansk” og ikke “Mellemøstlig” islam i Danmark, hvilket imamerne selvfølgelig vil gribe med kyshånd. Så kan de altid stikke deres kritikere den i næsen, at de selvfølgelig kun praktiserer “Dansk islam”
– Hvor mange kilometer kan vi så køre på det fatamorgana, og dermed få påført endnu mere uoprettelig skade på Danmark, før også den løgn bliver pillet fra hinanden?
Jeg forstår behovet for at blive taknemlig for uendelig lidt, fordi det ser så sort ud, som det gør, og jeg vil da håbe, jeg får uret. Jeg har bare ikke så meget at gøde det håb med.
Det er klart, at så længe en regering ikke vil “diskriminere” og bryde med det “internationale samfunds” krav, er der snævre rammer for, hvad man kan forvente. Så optimisme er nok ikke rette ord (for mit syn), men derfor kan man godt se gradsforskelle. Uden at begå den (igen) “glidebanelogiske” fejlslutning at tro, at Frederiksen er på de første skridt mod noget skelsættende. Men man kan jo også sammenligne og vurdere, om Lenin eller Stalin er værst, eller Khomeini eller Ahmadinejad, uden at tro på at nogen af dem vil stå for noget markant bedre end de andre! Noget helt andet er, at Frederiksens småtterier, blot kosmetiske eller ej, også kan ses som en farlig sovepude, nationalstrategisk set et tilbageskridt, fordi mange (helt ind blandt nationalkonservative) tror, at der sker noget stort. Man kan mene, at det skal blive virkelig galt, før det kan blive godt. Men mit bud er altså så, at man i stedet for at sætte sin lid til fremtidige katastrofer mere bør pointere, at det faktisk allerede er meget galt, det burde ikke behøve at blive værre, og at “stop” ikke er nok.