Lars Løkke Rasmussen vil danne et nyt parti. Det har med hans egne ord ”ambition om at blive en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ‘blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ‘rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat.”
Snakken om at være ”saglig” i kontrast til værdipolitikere og ideologer kan være god nok, men hvad er sagen så? ”Værdipolitik” er jo bare et andet ord for det grundlæggende, meningen med alt det lavpraktiske, som Lars Løkke går op i, men som dog kan blive positivt skadeligt, hvis man fejer overvejelserne om det formål, det tjener, til side. Ligesom Poul Schlüter, der mente, at ”ideologi er noget bras”, er der hos Løkke tendensen til kun at se det som ”sagligt”, der i sidste instans kan gøres op i kroner og øre. Og skridt for skridt giver han værdipolitisk efter for de mere principfaste røde ideologer.
Men er det virkelig rød bloks hovedproblem, at den hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat? Tror nogen efter al erfaring, at de borgerlige, nyt parti eller ej, rykker andet end marginalt her? Er det ikke det røde syn på internationalisme kontra nationalstaten, som bestemmer samfundets øvrige kvaliteter, snarere end at rykke lidt rundt på skatter og tilskud? Men humlen er jo, at i dette ”værdipolitiske” er Løkke også rød, ikke rød-hvid. Han mener, at der ”dybt i den danske folkesjæl er en længsel efter at finde balancen mellem forandring og forankring i det trygge og velkendte”. Men Løkke har jo i praksis mindst lige så voldsomt som nogen rød bidraget til at lægge Danmark åben for ”verden” og forcere en udvikling, skønt en stor del af verden endnu ligger i middelalderen, som nu også trænger ind hos os.
Lars Løkkes egen biografi antyder (se fx billedet ovenfor), at han selv personligt står for den korrumperende hedonisme, som Vesten ikke overlever på at fodre yderligere, men tværtimod behøver en injektion af en mere gammeldags idealisme imod. En begejstring for noget, der ikke kan måles eller vejes og er større end én selv.
Stifteren af partiet Dansk Samling, Arne Sørensen, spurgte i 1937, hvordan det mon kunne gå til, at en række ”bøger og film, hvor alle handlinger foregår i krig, revolution, barbari, hensynsløs og åben magtkamp, netop strømmer ud over demokratiets og den fredelige kulturs hyggelige lande”. Han mente, at det netop var fordi ”vi længes efter at leve. Helt, enkelt, primitivt. Fordi vi har en drøm, om sæder, men ikke synker ned i, om mad, hvor det grove brød er tykt og pålægget tyndt, om situationer, hvor alt sættes på spil, om førere, som forlanger alt af os, om ord, som udløser hele vor handlekraft, om kvinder, som tør sælge sig betingelsesløst til én kærlighed et langt liv, om dette at vove at få børn. Fordi aviser og biler og lyntog og diskussioner og arbejdsløshedsunderstøttelse og læbestifter og fyldepenne og god tyk, brun sovs og vor hensovende rigsdag alt sammen er ting, som hænger os langt ud af halsen.”
Forskydes balancen mellem menneskets åndelige og materielle behov for meget i politik, kan det hævne sig på flere måder. Marxismen vendte tingene på hovedet: Det materielle er ikke grundlaget, men afhænger af en åndeligt begejstrende eller mobiliserende kraft. Den slags tilbyder Lars Løkke ikke. En stakket frist kan mange nok leve federe af hans reformer, men nationen og kulturen udhules og visner under teknokratiet.
Vor tids celebre hollandske forfatter Cees Nooteboom har sammenfattet sagen præcist: ”Først alle disse fundamentale ændringer og ofre, og så opdager man, at demokratiet er kedeligt.” Det er ”kun, når vi er truede, at det politiske bliver interessant”. Når de mere grundlæggende principper og eksistensen er stridsemnet, bliver demokratiet også mere underholdende, hvilket faktisk er et foragtet, men vigtigt element for dets overlevelse. Forfriskende er således fhv. lektor Klaus Kjøllers bog Tak fordi du kom – Realityshowet Demokrati, der bringer et forsvar for den uhøjtidelige og underholdningselskende mentalitet, der ikke mindst er et dansk karaktertræk.
Intet har i nyere tid herhjemme givet folkestyret en saltvandsindsprøjtning som det glistrupianske oprør, der i både form og indhold var en redningsplanke snarere end en trussel mod demokratiet, der allerede omkring 1970 var ved at sande til i uinspireret og selvhøjtideligt teknokrati. I dag er det lige så fuldt af selvhøjtidelig politisk korrekthed kombineret med Løkke-typernes fokus på sekundære økonomiske og administrative småtterier, mens selve huset brænder, så på flere måder virker et parti som Stram Kurs som en bedre kur mod tidens onder end Lars Løkkes ”mere af det samme”-projekt.
Lars Løkke er så irrelevant at jeg slet ikke følger med i, hvad han laver mere. Han er indbegrebet af det sammenspiste levebrødspolitikernetværk, der har sat sig på magten her i landet, igennem og ved hjælp af en mere og mere udemokratisk samfundsstemning; alt tyder mere og mere på at politikerne hjælpes kraftigt på vej af befolkningens generelt set negative syn på individuelle friheds- og borgerrettigheder, som igen er et resultat af de totalitære kræfters indoktrinering af ungdommen siden 1960erne og den efterfølgende resulterende generelle og nærmest virusagtige udbredelse af uvidenhed omkring vores egen historie og kultur.
Sandt nok er dét, Løkke og de fleste mainstreampolitikere kommer med, indholdsmæssigt irrelevant. Men den parlamentariske virkelighed er jo desværre sådan, at man er nødt til at orke at beskæftige sig med dem og imødegå dem for ikke at lade deres urimeligheder stå uimodsagte. Flertallet falder åbenbart stadig for dem.
Jeg kan godt forstå pointen, Buhl. Jeg må bare indrømme at for mit eget vedkommende så betragter jeg den slags politikere, som Løkke tilhører, som del af en flok med en bestemt mentalitet, der, fordi de ikke følger med i de afgørende bagvedliggende samfundstrends, simpelthen forhindrer dem i at identificere og agere overfor de reelle problematikker i dagens samfund. De er så irrelevante at jeg er kommet til det punkt hvor, selv med din glimrende pointe om den parlamentariske virkelighed og flertallet, som tager Løkkes initiativ særdeles seriøst og i fuld alvor tror at det kommer til at gøre en forskel, suppleret selvfølgelig af en begejstret presse, der nu kan tale op ad stolper og ned af vægge i årevis om de efter deres mening utroligt interessante perspektiver for det politiske liv på den yderst befolkede danske midte- selv med disse realiteter in mente og på trods af at de får en pressedækning, som i øjeblikket kan lade “black lives matter a/s” tilbage i misundelse, så har jeg den automatreaktion i mit sind at ignorere dem fuldstændig, fordi det er spild af livstid at beskæftige sig med. Jeg synes det er prisværdigt at du gider at gøre det- al respekt for det og ros til dig, også fordi dine indlæg på fremragende vis udstiller blandt andet, men ikke kun, Løkkes nyttesløse og fuldstændigt ligegyldige projekt, der ikke kan andet end at anrette yderligere skade i det danske samfund. Løkkes projekt er endnu et af den slags, der ikke er baseret på stærke borger- og frihedsrettigheder for befolkningen; det er endnu et globalistisk initiativ, der, uden at meddele det til den forventede “køber”, vælter rundt i en alternativ-realitets verden og de sædvanlige propaganda-floskler og utopiske drømme om et harmonisk verdenssamfund med velfungerende globale organer, som er universalt anerkendte og med alle de “demokratiske regler” og “inklusionsprincipper”, som man her i Europa i sin febervildelse tror at alle andre anerkender (samtidig med at man selv afskaffer borger- og frihedsrettigheder for kontinentets egne borgere i en ufattelig demonstration af magtarrogance). Der er, som du også selv antyder med citationstegnet i overskriften, intetsomhelst “sagligt” omkring hans projekt, tværtimod. Manden ser ud til at leve i en anden verden, hvor masseindvandringen ikke er et problem, kolossal gældsætning endnu mindre og befolkningens velbefindende overhovedet ikke interessant; det er kun opbygningen af et bestemt system, Løkke interesserer sig for- nøjagtig ligesom de andre toneangivende totalitære kræfter.
Udviklingen vender ikke før den brede befolkning indser at man for det første ikke skal lægge vægt på hvad politikerne siger, men hvad de gør. Og derefter begynder at betragte hvad realiteterne fortæller dem.
For en frihedselsker som mig er det en gåde hvordan hele befolkninger kan gå rundt og tro at de har særlig meget frihed i de samfund, vi lever i nu.
Og det vil kræve en opvågning af nærmest bibelske dimensioner før den danske befolkning indser hvad der er sket i de seneste 50 år og hvilken situation vi befinder os i.
Derfor vil jeg i denne forbindelse gerne rette en stor tak til dig og Uwe Max for jeres mange fremragende afslørende artikler om ledende politikeres håbløse projekter og aktiviteter og angreb på deres egne borgeres frihed- og de mange fremragende indlæg og generelle betragtninger, du/I kommer med på denne side. Jeg tror jeres indsats er med til at få læseren til at indse at mere af det samme i dansk politik vil medføre de samme ynkelige resultater. Måske skulle man synes at det er logik for burhøns men eftersom hele landet ser ud til at være i en permanent tilstand af realitetsbenægtelse så har befolkningen behov for, gang på gang, at få gentaget hvordan tingenes tilstand faktisk er.
Jeg kan ikke forestille mig andet end at flere og flere i den nærmeste fremtid vil få øjnene op for nyhedssider som denne, af den enkle grund at hvis man vil have et grundigere og bredere perspektiv på de problemer, vi trækkes med i det danske samfund samt ikke mindst afslørende artikler, som man kun finder ganske få andre steder i det danske mediebillede, så er der ganske enkelt ikke andet at gøre end at læse med her- og gerne kommentere, samt overveje at yde et økonomisk tilskud til Frihedens Stemme.