Man kan kun være enig i langt det meste, Martin Henriksen skriver i sin bog Nationalt selvforsvar. Han virker desuden som en retlinet og sympatisk fyr. Fulgte Dansk Folkeparti hans råd om mere skarpt at fokusere på hjemsendelser, gå imod EU og konventioner samt en familievenlig politik, ville der være potentiale for fremgang for partiet ved næste valg, skønt det vel nok vil skræmme flere, end det vil lokke, med en markant kristent-konservativ profil. En svær balancegang, men mere indlysende er det, at partiet p.t. kun vakler videre mellem at være ”kontroversielt” og støtteparti for de mainstream-borgerlige, skønt disse jo med sikkerhed aldrig vil levere det nødvendige. Med rette skriver Henriksen, at ”det brede strammerflertal” er ”danmarkshistoriens største bluffnummer”. Troskab mod Danmark vil af et nationalt parti kræve troløshed over for både rød og blå blok, en overtagelse af De Radikales alt for succesfulde taktik med at udnytte begge til at få mest muligt realiseret af sit eget.

Jamen er den af Henriksen anbefalede politik ikke allerede DF’s? Partiet vakler dog også typisk mellem hjemsendelser og at skrue bissen på for ”integration”, skønt budskabet også er, at islam er uintegrabel. Der er stadig lidt flimmer på skærmen hos Henriksen, således når han taler om, at for at ”overbevise” muslimerne (og Kina m.fl.) om vore værdier, er det nødvendigt, at vi selv tager dem alvorligt. Ud over, at det kræver konsensus om, hvad Vestens kerneværdier egentlig er, så er problemet dog ikke, at vi skal overbevise andre om noget som helst. Bliver vi selv mere islampositive af at se Saudi-Arabien tage sine værdier alvorligt? Nej, vi må bare konsekvent stå fast på vort eget, insistere på at have det i fred og give andre samme vilkår, ikke for at ”reformere” andre. Henriksen taler også en del om de muslimske ”rollemodeller”, han desuden gerne ser som medlemmer af DF, men så kan man spørge om forskellen mellem denne holdning og den egentlige integrationsnaivisme, thi de mange ser jo efter alt at dømme ud til altid at ødelægge projektet for de notorisk få.

Man kan indvende, at Henriksens og DF’s vekslen mellem ”nul indflydelse til islam” og så alligevel at indvilge i ”moderate” muslimers forbliven her er den realpolitiske vej, men man ser jo heller ingen opgive idealet om at bekæmpe kræft, fattigdom og global opvarmning, blot fordi målet ikke er lige om hjørnet. Giver man køb, næsten før man er begyndt arbejdet, lover det i hvert fald ikke godt for resultatet.  Men en pointe er, at i overskuelig fremtid er det samme vej, man som nationalsindede må gå, uanset hvordan man forestiller sig slutmålet. Henriksen fremhæver med rette, at splittelse blandt de nationale kun gavner de antinationale, men hvad har han selv leveret i den forbindelse?

På Facebook skrev han i 2019: ”Det er min klare opfattelse, at Rasmus Paludan og Stram Kurs samlet set har gjort mere skade end gavn i forhold til at føre en nødvendig islam-kritisk debat.” Og efter valget i juni 2019 udpegede han Stram Kurs som hovedårsagen til, at det var gået så skidt for DF. Det ligner jo en gentagelse af, at Glistrup blev gjort til syndebuk for, at ingen, der mente ”det samme”, kunne komme frem. Den logik bruges ganske unikt i indvandringspolitikken (fx hvorfor ses Thunbergs hysteri ikke som en hindring for klimapolitik, eller de mørkerødes økonomiske krav ikke som en stopklods for socialpolitik?), så den må tolkes som et dække over egen uformuenhed. Reelt blev der plads til SK netop pga. DF’s svigt. Kronologien må fastholdes.

Og hvad er Henriksen konkret uenig med SK i? Over for Rasmus Paludans retorik vil DF typisk gerne fremstå renfærdigt, men som Henriksen skriver:  ”Jeg mener, at vi skal piske en stemning op, for det gør man, når skibet er ved at gå ned med mand og mus. Så skal der råbes højt, så alle vågner,” og han medgiver også, at Paludan satte tiltrængt fokus på muslimsk voldsmentalitet. Men efter at Nørrebro havde stået i flammer, ”blev det kun til et show for ham selv”. Hvorfor det? Vel mere ærligt udtrykt blev det en uvelkommen konkurrent til DF, der havde sovet i timen. Man kan jo lige så godt vende argumentet, at SK har gjort mere skade end gavn, imod DF selv, der i mange år har været en sovepude, som med sin selvros har givet vælgerne en tro på, at der reelt vil ske noget markant.

Sådan kan man fortsætte mudderkastningen og forestille sig kontrafaktiske forløb. Henriksen skriver også i sin bog, at DF’s styrke i forhold til SK er, ”at vi ikke ’kun’ er imod islam, men at vores islam-modstand tager udgangspunkt i, at vi er for det danske folks førsteret til Danmark”. En ren vrøvlekritik (a la Iben Thranholms påstand om SK’s “tomhed”), der afslører, at Henriksen åbenbart slet ikke har læst Stram Kurs’ program.  Det er så vist legitimt at komme med saglig kritik, og det har vi andre også gjort imod DF (og Nye Borgerlige), men det må hele tiden gøres med den parlamentariske virkelighed in mente, at næppe nogen nationalsindet gruppering opnår noget alene. Så der må knæsættes en etos, hvor man kan tåle – og også lytte til – kritik, men alligevel stå sammen imod de egentlige fjender. Man må ønske for Henriksen, at han får succes med sine ambitioner om at lægge i det mindste en dæmper på den nuværende signalforvirring i sit parti, der har sit naturlige vælgersegment og (potentielle) rolle i meningsdannelsen, ligesom SK og NB har deres.