Under coronajustitsen ironiseres der over, at kommer man for tæt på nogen i supermarkedet, bliver man beskyldt for at dræbe deres bedsteforældre. Der advares om, at rethaveriskheden under pandemien udarter til en utålsomhed, hvor selv de mindste fejltrin udpeges som dødssynder, naturligvis med deraf følgende konflikter.

Men absolutismens sejrsgang, eller kravet om absolut renfærdighed, er ikke kun at spore i hverdagens indkøbsture (hvor det klima-korrekte har samme tendens), men er også den mentalitet, der truer med at ensrette hele det vestlige åndsliv. Hosstående pyramide for det ”hvide overherredømme” udformet af en såkaldt progressiv organisation illustrerer udmærket tankegangen.

Hvis man ikke handler aktivt antiracistisk i alle dagligdagens små sammenhænge nederst i pyramiden, støtter man og gør sig skyldig i alt længere oppe i pyramiden, i sidste ende folkemord. Det antiracistiske tankepoliti sværger til en slags politisk og åndelig ”sommerfugleeffekt”, hvor selv den mindste gestus i privatsfæren blæses op til noget skæbnesvangert.

Det er jo en religiøs mentalitet, hvor selv de mindste, skjulte synder kan vokse og koste saligheden. Mange kristne plager sig selv med sådant, det er så deres eget problem, men ærketypisk er det et muslimsk fænomen at gøre absolutte og intolerante ritualer for den rette tro til et samfundsanliggende. For så vidt agerer de politisk korrekte islamisk uden islam.

Og det er jo en for europæerne mere skadelig lovreligiøs holdning end den islamiske, fordi sidstnævnte ikke ville få et ben til jorden i Europa uden den politiske korrekthed. Og alternativet er ikke et omvendt totalitært hysteri, der ser en katastrofe i ethvert lille fejltrin i forhold til en slags national politisk korrekthed, skønt man udmærket med samme logik kunne opstille en pyramide med afvisning af alt fremmed som konsekvens.