Op til afstemningen om EF i 1972 illustrerede Folkebevægelsen imod EF konsekvenserne af den truende “åbenhed” med de gryende fremmedproblemer i Europa på en i dag bemærkelsesværdig politisk ukorrekt facon (her i Demokraten, Aarhus 24. sept. 72) . Ingen kan påberåbe sig uvidenhed om de forhold, der var på vej…
Den netop afdøde kendte EF/EU-modstander Jens-Peter Bonde var også en grund til, at ingen dansker behøver at være uvidende om Unionens mørke sider. Han havde netop viden, og fokuserede trods sine formelle politiske sympatier oftest på det væsentlige. I 1993 hævdede en EU-rapport således, at “EU har behov for immigranternes arbejdskraft, men meget tilbagestår endnu på det internationale samarbejdes område for at hindre racisme og fremmedhad med henblik på at jævne vejen til imødekommelse af dette behov.”
Da så Jens-Peter Bonde faren ved åbningen for dette “behov”, hvilket fremgik af hans udtalelse på JuniBevægelsens landsmøde, der rammer det centrale i det stadigt aktuelle skæbnespørgsmål: “Jeg er meget gæstfri, men jeg vil ikke slippe nøglerne til hoveddøren… Jeg tror gæsterne har det bedst ved, at jeg bestemmer, hvem der kommer ind.”
Vejen til ophævelsen af denne sikring blev jævnet med Amsterdam-traktaten, som blev vedtaget i Danmark ved folkeafstemningen i maj 1998, efter at ledende meningsdannere som fx Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden havde stemplet nej-sigerne som “fascistoide”.
Ja, selv en tidligere kommunist og radikal som Bonde blev i mainstreams øjne fascistoid, blot ved at gå imod visse herskende hjertesager. Det viser dels, hvor tåbelige de gængse ideologiske stemplinger er, og dels Bondes format, at han var konsekvenserne af sin store viden tro og stod fast i sin væsentlige kritik, hvis saglighed får hans bortgang til at efterlade et tomrum, der bliver svært at udfylde. Dertil var han en flink og vennesæl mand, der kunne tale ordentligt med alle og villigt dele sin viden, hvis man havde spørgsmål, hvilket undertegnede også har haft glæde af.
Hvil i fred, J P Bonde.
Disse ældre artikler er ikke kun afslørende omkring politikeres forhenværende udtalelser og datidens generelle holdninger til indvandringsspørgsmålet fra både personer og organisationer.
Det er også afslørende for hvad den virkelige dagsorden for hele denne begivenhedsrækkefølge var- og er. Nemlig befolkningsudskiftning.
Jeg tror ikke der var særlig mange andre end den exceptionelt begavede Glistrup og mennesker i kredsen omkring Fremskridtspartiet, der dengang kunne se igennem de ledende kredses fuldstændige og totale forræderi og – lad os kalde det ved rette ord- folkefordrivelse, mod den danske og europæiske
befolkning. Et ufatteligt og utilgiveligt forræderi, der nu er gået op for så stor en del af den brede befolkning at de samme forræderkredse nu er nødt til at skjule sig bag en politistat for at kunne undgå retsforfølgelse og hævn for. Der er ingen måde, de ledende kredse kan rulle deres egen plan tilbage på nu, de er tvunget til at gå “all-in” og lægge mere på.
Ja. Der skete meget i 1972.
HMS. Kong Frederik den IX døde.
Glistrup fik et kanon valg.
og Dobbeltmordet på Lærkevej.
https://fightthepowerwithfreespeech.blogspot.com/2019/02/lrkevej-nar-der-kommer-muslimer-sa.html?fbclid=IwAR2wmQS5vgBK4I-NJs_TV4MIr_2uKc-zDNGeZngEjtSFBE0LfBSvZTg_Dcs
Tak for dette link, Charles. Særdeles interessant og, i betragtning af nutidens strabadser omkring samme samfundsemne, desværre også særdeles aktuelt.