Under den nuværende regering er det blevet endnu mere sandt, hvad dr. phil. Claus Friisberg skrev i sit omfattende værk Dansk demokrati og politik 1973-2015 i en verden i hastig forandring (2016): ”Udviklingen siden 1973 har medført, at det danske demokrati er blevet udhulet. En lille kreds af toppolitikere og embedsmænd sidder på magten og træffer alle de afgørende beslutninger i det danske samfund.” Denne konklusion er parallel med Lars Hedegaards i bogen Der var et yndigt land (2014), som med henvisning til Ole Hyltoft nævner tre snævre, styrende eliter i Danmark: En erhvervselite, en embedsmandselite og en kulturelite, der ”ligger et sted mellem SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten”. Disse eliter beskrives som påfaldende ensrettede, og man kommer til at tænke på fascismens korporative stat, som på det ”liberale demokratis” nuværende stadie blot har nyt ideologisk indhold. Eller måske på Østtyskland, der havde en lang række forskellige partier, men magthaverne og politikken forblev sært den samme, uanset hvem man stemte på. Formelt var Østtyskland både et demokrati og et selvstændigt land, men jo reelt underlagt Sovjet, ligesom vi er EU, og bag den flotte facade var der kun stagnation.

Folkeafstemninger er så at sige den eneste mulige bypass som kur imod den reelt dårlige elitecirkulation i det angiveligt meget demokratiske Danmark. Tidligere har jeg i Den Korte Avis gennemgået nogle indvendinger mod folkeafstemninger og argumenteret, at fordelene er større. Mogens Glistrup holdt på Folketingets suverænitet over for ikke-dansk indflydelse (og måtte derfor efterhånden opgive sit håb om et nationernes EF), men kun som det næstbedste i forhold til folkeafstemninger. Disse ses jo af de etablerede politikere som et typisk populistisk instrument, der bør anvendes uhyre sparsomt, mens samme politikere ihærdigt kastrerer folkestyret opadtil ved at underlægge det alskens internationale forpligtelser. Det er en sær logik og hykleri, at folkeafstemninger skulle være værre for folkestyret end globalismens konventionsdiktatur. Hvis folkeafstemninger skader et demokrati, må det dog være, fordi det i forvejen konkret lider af andre skavanker, i form af fx et polariseret samfund via multikulturalisme. Et demokrati bør ikke blive flertalsdiktatur, men det er trods alt mere demokratisk, at de 51 procent bestemmer over de 49, end at under 1 procent træffer beslutninger, som over 75 procent er utilfredse med. Politiske spørgsmål kan ikke blot besvares med ”ja” eller ”nej”, lyder en anden indvending, men i de vigtigste spørgsmål er der dog i alt væsentligt kun to muligheder. Fx enten tillades muslimsk masseindvandring eller ej. Og for og imod EU. Disse valg skal også træffes af det repræsentative demokrati, og både dette og det plebiscitære/direkte demokrati har samme opgave med at tilpasse en beslutning de realistiske muligheder. Faren ved den nuværende kurs er jo klart, at beslutninger udvandes til en upersonlig ”udvikling” eller ”nødvendigheder”, ingen har ansvaret for, eller meget bekvemt delegeres op i det internationale system. Vore politikere henviser da også ofte til begge og står renfærdige tilbage, hvilket dog kun forværrer utilfredsheden med demokratiet som sådan.

Højskolemanden Søren Fonsbøl sammenfatter den aktuelle historiske situation i sin bog Demokratismen – vores nye religion (2013): ”Vi er ved at miste kontrollen med magtudøvelsen, som ofte finder sted via internationale organisationer og et samarbejde mellem stærke særinteresser og politikere i de enkelte lande. Hidtil har magteliterne prøvet at få deres vilje uden at afskaffe demokratiet formelt. Resultatet er et virvar af grov taktik og manipulation. Men før eller siden må masken falde. Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret. Det er det, der er ved at ske i Europa i disse årtier. Det er i det lys, unionsplanerne skal ses. Vi er vidner til et gigantisk politisk systemskifte, som omsider vil genskabe overensstemmelsen mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen.” Denne materialistiske forklaring må vel at mærke suppleres med en ideologisk, der bag sin progressive venstrefløjsfacade er uhyggelig følgagtig over for det store erhvervslivs krav om homogenisering og grænseløshed.

Det er heller ikke for søgt i forbindelse med opbygningen af de overnationale magtstrukturer at minde om Hitlers del og hersk-taktik med at skabe flere konkurrerende magtinstanser i Tyskland, hvor især hans eget ansvar forsvandt i alles forsøg på at leve op til at tolke hans hensigtserklæringer. Der findes meget bekvemt ingen klar ordre fra Hitler om ”den endelige løsning”, ligesom den aktuelle masseindvandring med omvendt folkemorderisk fortegn imod europæerne aldrig er blevet vedtaget ved en klar beslutning og godkendt af de folk, der må betale prisen. Den har bare ”fundet sted” under toneangivende tolerance-propaganda med én generel tendens og via en masse små beslutninger, der hver for sig kunne virke rimelige og uundgåelige, men samlet udgør den største trussel mod folkestyret, som tænkes kan, fordi et sådant dog først og fremmest forudsætter et folk. (Og hvis det overhovedet er muligt at udpege milepæle i processen, såsom Euromediterranien-aftalen af 1995, gøres de med omhu til mindst mulig genstand for debat).

Uanset hvad folkeafstemninger ellers rummer af ulemper, kan det ikke gå værre end med de vesteuropæiske repræsentatives systemers gerninger de senere årtier, hvis svaghed netop kan siges at bunde i de mange partikulære forhandlinger, hvis slutresultat er en parallel til ”fælledens tragedie” – undervejs mod opløsningen af nationalstaten kan alle parter finde små praktiske, relative fordele ved gradvis at give indrømmelser til antinationale tiltag, men til slut er alle de oprindelige parter samlet set langt værre stillet, end de var ved processens start. Her kan henvises til professor Gary Freemans undersøgelser om årsagen til, hvorfor masseindvandringen fortsætter på trods af flertallets ønsker: De, der har fordele af indvandringen (i erhvervslivet, godhedsindustrien osv.), har simpelt hen større eller mere ”koncentrerede” fordele, end hver enkelt i resten af befolkningen generelt har ulemper af den, og dermed har tilhængerne af fortsat indvandring større incitament til at presse på og organisere sig end modstanderne. Det flertal af menige borgere, der ikke er blevet direkte truet på eksistens eller levebrød, trækker som regel bare vemodigt på skuldrene og lader stå til, fordi de har andre, angiveligt mere nærliggende prioriteringer (kun 15 % af europæerne finder tilstedeværelsen af de fremmede ”personligt foruroligende”)… Netop her har folkeafstemninger den fordel, at alle de partikulære og pragmatiske mellemled springes over i et stort ”ja” eller ”nej” til en principiel udvikling, et folk så får lejlighed til at overveje i sin helhed. I Danmarks og Europas aktuelle situation frygter den herskende ”liberalfascisme” selvfølgelig derfor folkeafstemninger om især nationale spørgsmål (med ca. trefjerdedele af vælgermassen permanent imod masseindvandring), der kan hive hele tæppet væk under herredømmeprojektet.

Demokrati har altid været mere ideal end reel praksis. Allerede i romertiden betød ”demokratìa” herredømme over folket, så tilmed diktatoren Sulla kunne blive kaldt ”demokràtor”. Der har aldrig været en gylden demokratisk æra, hvilket dog ikke udelukker, at der har været meget store gradsforskelle i folkelig medbestemmelse – og den svinder stadig mere under den nuværende voksende globalisme. Så det drejer sig altså ikke om at romantisere og opstille en utopi om et absolut, direkte demokrati, der er let at skyde ned. Men i hvert fald at pointere, at demokrati har været mange ting og derfor også fremover kan være det, ud over den stadig mere snævre og antinationale moderne ”liberale” model. Og skønt den nuværende statsminister koncentrerer magten som ingensinde før i nyere dansk historie, betyder det ikke en udvikling væk fra det liberale demokrati, som man fx ser i Ungarn, men tværtimod at liberaldemokratiets magt bliver styrket. Modsat Orbán, der bruger sin magt til en markant politikændring, centraliserer Frederiksen bare magten uden et principielt opgør med dén ”global governance”, hvis planer for nationerne afviger dybt fra de menige folks. Så nationalsindede, der sætter deres håb til ”Et Folk, et Rige, en Frederiksen”, vil nok fortryde, hvis de opgiver kravet om flere folkeafstemninger om vigtige spørgsmål. Det efter min mening nok mest forbilledlige større europæiske parti, som jeg før har omtalt, nemlig det tjekkiske Frihed og Direkte Demokrati, har da heller ikke tilfældigt kravet om folkeafstemninger i selve deres partinavn. Den nye danske procedure med ”borgerforslag” er endnu en ganske typisk, snu måde at spise vælgerne af med et skin af det rette, men reelt kun brødkrummer, som legitimerer det herskende system og gør politikerne endnu mere fri til uforstyrret at fortsætte ud ad den velkendte tangent. Liberaldemokrati har kun lidt med folkelig medbestemmelse at gøre, meget med rettigheder og indflydelse til alle andre end egne menige borgere.