Morten Messerschmidt får for tiden drøje hug, fordi han angiveligt sammenblander politik og kristendom. Samme anklage blev ofte rettet mod hans læremester, Søren Krarup. Detaljerne i Messerschmidts holdning må jeg gemme til et senere indlæg, her skal det blot bemærkes, at hans modparter (som så ofte) gør sig skyldige i det, de anklager andre for, i værre omfang.

Men grundlæggende er problemet med mange af drøftelserne om fordele og ulemper ved at bringe kristendommen til mere ære og værdighed igen, at hovedargumentet er nytteværdien, om det så er for danskhedsforsvaret eller det globalt-humanitære. Kristendommen siges at være uundværlig for demokratiet, velfærdsstaten, retssamfundet, de progressive (eller reaktionære) værdier, m.m.

Dog hvis kristendommen overhovedet skal betyde noget, må det være ud fra overbevisningen om, at den er sand i sig selv. Parallellen, at forne slægtled fandt styrke i kristendommen, og at man derfor må antage den, dur ikke, for dengang gav troen styrke, fordi man så den som sand, ikke ud fra et ønske om at få styrke. Det var en så at sige tilfældig konsekvens af troen.  

Man kommer ikke til troen ud fra overvejelser om dens nytteværdi. Troen er for troens skyld, men for overhovedet at have mulighed for at modtage eller afvise den, er det jo nødvendigt at vide, hvad den er, og her har skoleundervisningen selvsagt svigtet. Så vidt må alle, der er kristendommen positivt stemt, være enige. Hvad de politiske konsekvenser så bliver, afhænger i høj grad af tidsånden.

En sand kristendoms politiske virkning vil være af modererende art over for de til enhver tid herskende ideologiske modeluner og udsving, ved at føre fokus væk fra politiske frelseløsninger. Mennesket har en iboende trang til det himmelske, men den er i nyere tid blevet til et håb om at gøre Jorden til Himmel ved hjælp af politik og videnskab engang i den historiske fremtid. Utopien forkludrer livet med næsten i nuet, landsmanden svigtes og hades af kærlighed til et luftkastel, man med John Lennon kun kan “Imagine”.

Som den store kristne forfatter C.S. Lewis skrev, burde mennesket, når det drøfter handlingsprogrammer, stille nogle meget simple spørgsmål: ”Er det klogt?”, ”Er det gennemførligt?”, ”Er det retfærdigt?” Uden den kristne ledesnor er det derimod fanget i tidens modeluner: ”Er det i overensstemmelse med den almindelige strømning i vor tid? Er det fremskridtsvenligt eller reaktionært?”

Så selv om kristendommen er uden specifikt politisk indhold, er den altid til størst ulempe for det, der har medvind i tiden (medmindre den er blevet helt forvrænget af tidsånden). Utålsomheden over for det gammelkendte som sådan, ”forandring” som et plusord i sig selv, udpegede også Lewis som en ”uudtømmelig kilde til kætteri i religionen, dårskab i rådslagning, utroskab i ægteskab og ubestandighed i venskab.” Kort sagt, skønt kristendommen selvsagt står i modsætningsforhold til lovreligioner som islam, reagerer den endnu mere imod selv at blive gjort til politisk lovreligion (hvilken tendens i øvrigt også i dag er kædens svage led i forsvaret mod ydre trusler).

I romanen Fra Helvedes Blækhus, skrevet under 2. verdenskrig, lader Lewis en dæmon fra helvede skitsere, hvordan en englænder lokkes væk fra kristendommen, nemlig ved at få ham positivt engageret i det fjerne på bekostning af det nære: Det gælder om at sørge for, ”at hans ondskabsfuldhed bliver rettet mod hans nærmeste naboer, som han møder hver dag, og at skubbe hans velvilje helt ud i periferien til folk, han ikke kender. På den måde bliver ondskabsfuldheden noget fuldkommen virkeligt og velviljen i høj grad imaginær. Det er slet ingen nytte til at opflamme hans had mod tyskerne, hvis han samtidig lidt efter lidt får den fordærvelige vane at være kærlig og venlig mod sin moder, sin arbejdsgiver og sine medrejsende i toget.”

Mennesket er ”en række koncentriske cirkler”, og det ukristelige er at skubbe dyderne ud i de ydre, ”fantasicirklerne”, hvor det ikke kræver noget at følge de kristne bud eller pligter, mens udfordringen ligger i det nære. Hertil kommer det ukristelige at gøre ”synder” til specifikke handlinger eller holdninger, som uundgåeligt bare er dét, den angiveligt kristne ikke kan lide. Det er heller ikke op til andre at bekymre sig om éns sjæl eller åndelige tilstand, som andre ikke kan kende til og uundgåeligt gør sig falske forestillinger om. Kaldet om at hjælpe næsten angår den konkrete hverdag, ikke den usynlige verden, hvor ingen er nærmere sandheden. Den er Guds sag. Men ikke mindst nutidens politiske korrekthed går ud på en åndelig renselse, en moralsk renfærdighed og tankekontrol på vejen mod en angiveligt bedre mennesketype, og i den politiske skriftestol kræves afbigt for en række ganske konkrete ideologiske synder, der bare er en anden liste end fortidens almenmenneskelige (som nu tit er dyder). I den kristendom, der nu er i højsædet, er Jesus ikke Guds søn, men især minoriteternes og ulandenes forsvarer imod de onde, som stammer ét sted fra, nemlig Europa. (Som i avisartiklen fra 1982 gengivet ovenfor).

Gud kan dog ikke bruges som bekvemmelighedsindretning, betoner C.S. Lewis. ”Enkeltpersoner eller nationer, som tror, at de kan genoplive troen for at skabe et godt samfund, kunne lige så godt tro, at de kan bruge himmelstigen som genvej til det nærmeste apotek.” Men dette modsiger altså ikke, at stærke tendenser i nutidens mainstream mere end andre fører væk fra troens grundforhold, som Lewis med rette ses som en uovertruffen fortolker af. Det er ikke tilfældigt, at Lewis, som med kristne radioforedrag holdt modet oppe hos briterne under 2. verdenskrig, afviste at modtage en medalje af Churchill, fordi han frygtede, at det ville bekræfte mange i, at hans forsvar for kristendommen bare var et forsvar for højreorienteret politik. Der synes overfladisk at være et sammenfald, men det er reelt et opgør med alle retninger, der hævder, at en dybere retfærdighed eller frelse kan opnås ad politisk vej. Men dengang og særlig i dag står de venstredrejede utopier for de største fristelser i den retning, så de vil også i den nærværende æra lide mest under en kristen revitaliserings opgør med vor aktuelt overvejende politisk røde, antikristelige folkekirke og ensrettede offentlige liv.