Tilfældigvis så jeg, at en kommentator på Nordens Grænse for nogle dage siden kaldte mig nynazist. Den påstand har jeg hørt før, og den vil sikkert komme igen nu, hvor jeg er vicepartileder i Stram Kurs. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg tidligere har været i Danskernes Parti, der var stiftet af personer, som til dels havde en fortid i den nazistiske bevægelse. Emnet er ikke relevant, fordi mine forhold er særlig interessante, men man forsøger jo at belaste Stram Kurs med det, og stemplingen bruges så ofte i debatten, hvor interessen for, hvem man vover at omgås, er større end interessen for meninger og kedeligere facts, at overvejelser om brugen af nævnte stempling har mere generel relevans.

Man kan jo kalde den Redox-mentaliteten efter et velkendt ”researchkollektiv”, der med kedsommelig smalsporethed forsøger at aflede fokus fra de dårlige argumenter, de har for deres egen sag, med endeløs snagen i selv de mest marginale, angiveligt odiøse ”højre”-aktører, som har været i kontakt med lidt mindre marginale, i en uendelig kæde for at belaste de vigtigste (guilt by association). Ligesom jeg skal belaste Rasmus Paludan himself (man kunne være fræk at sige, at han snarere burde belastes af sin korte fortid hos De Radikale, men det viser jo bare, hvor selektiv metoden er!). En af de største trusler mod frihedssamfundet og demokratiets ideelt tilstræbte ”rationelle samtale” er også et altoverskyggende fokus på (firkantede påstande om) ideologiske stemplinger, ikke saglige svar på det, der konkret siges. Og paradoksalt nok sker stemplingerne trods ofrets protester i en æra, hvor retten til at definere egen identitet er i højsædet, men den ret gælder altså for alle andre end nationalsindede.

Tidligere har jeg også været kandidat for Fremskridtspartiet (partiets bud på overborgmester i Kbh. anno 2001!), så man kunne lige så godt eller bedre kalde mig fremskridtsmand end nazist, ikke mindst pga. mit længere samarbejde med Glistrup end med Daniel Carlsen, men det ville jo ikke udfylde den tilsigtede funktion i debatten. Endnu længere, fra starten af 90’erne og ti år frem, var jeg nærmeste medarbejder for Den Danske Forenings redaktør, den gamle modstandsmand Sune Dalgård (så efter en uselektiv association-logik burde jeg faktisk primært være nazistbekæmper…). Den røde tråd i mit virke har været støtte til dem, der mest ville modvirke islamiseringen, hvad andet angår er jeg for det meste ganske åben for debat, inden for antitotalitære rammer. Gudskelov skal man ikke have en mening om alt. 

Med Danskernes Parti var det vel at mærke også sådan, at det havde aflagt nazismens aggression, overmenneskementalitet og antidemokratiske holdning. Om man så derudover vil opstille en skala med gammelnationalisme i den ene ende og nazisme i den anden og hævde, at partiet overskred grænsen til nazisme ud fra en hårtrukken definition, gider jeg ikke bruge tid på at mundhugges om. Men uanset hvad de personer, jeg omgås, er, forbliver jeg den, jeg er. At mine (anonyme) kritikere selv mangler integritet og falder i ét med deres flok betyder ikke, at andre har det på samme måde.

Grundlæggende er det personer, der har holdninger, ikke partier, og mens stifterne af Danskernes Parti ærligt forsøgte at lægge nazistiske udskejelser bag sig (skal stigmaet være livslangt?), var der vel stadig menige medlemmer eller sympatisører, som efter min mening hang for meget fast i nazismen, men dem skændtes jeg netop også gentagne gange med offentligt i kommentarsporet på den nu hedengangne netavis Nationaldemokraten, efter at jeg i artikler havde kritiseret eller latterliggjort nazistiske kernedoktriner. Og desuden har jeg i flere sammenhænge mange gange argumenteret, at nazismen som utiltalende modbillede er hovedansvarlig for, at nutiden er gået i den modsatte, negativt afhængige grøft, mens dyden er i midten – ”historiens pendulsving” bør dæmpes. (I øvrigt tyder Churchill-busten på mit skrivebord heller ikke just på nazisme, men er man stemplet, er enhver gestus jo forgæves).

Jeg finder ikke nogen dyd i konsekvente verdensanskuelser og finder som vel de fleste mennesker sandheder hist og her, vel at mærke uden at skele til, hvem jeg så i øvrigt bliver enig med på konkrete punkter. Hvad angår det mig? Mest hader jeg at blive sat i bås, thi det er jo blot tegn på, at modparten kun har lyttet efter noget at stemple mig med, ikke det konkrete budskab. Og hvem i den nationale debat kender ikke til den behandling?

Billedet ovenfor bragte Aktuelt (26. sept. 1979) i forbindelse med en artikel om Besættelsestiden: En liste over kendetegnene ved fascisme (de herskende værdier i venstre kolonne, fascismens alternativ til højre), udarbejdet af fascismehistoriker Ole Ravn. Det er jo typisk, at i hvert fald for 15 ud af 17 punkters vedkommende kan de siges at være ganske generelle for en vestlig holdning indtil starten af 1900-tallet. Det er taktisk snedigt at samle alt, hvad moderne mainstream ikke kan lide, i den stigmatiserede fascisme-boks. Men det viser også det værdiløse ved de sædvanlige kategoriseringer.

Man kan finde lighedspunkter mellem alle holdninger. Men blot én forskel kan være ganske vigtig, og så er der konteksten og ånden, holdningen fremføres i. “Principielt” kan de fleste gøres til fascister, utålsomme som mennesker nu engang tit er over for opponenter (og de røde politisk korrekte er p.t. værst).

Peger nogen: “Du er fascist/nazist!” (eller for så vidt kommunist), må man svare: “Forklar. Til hvilke konkrete punkter har du kritik og bedre forslag?” Ligesom man må svare fx en Trump-hader: Hvilke konkrete punkter af hans politik er du imod? Som regel følger kun et ”øhh…”. Men en stor del af nutidens politiske debat består i at gå efter manden, ikke bolden, og det er frugtesløst. Først og fremmest står virkeligheden der jo stadig trods udskamning af budbringeren. Masseindvandring og islamisering bliver fx ikke en døjt bedre eller værre af, hvad min ringheds holdning ”egentlig” kan kaldes. Og hvor meget kan man overhovedet selv definere sit standpunkt (skulle man finde det vigtigt)? Fokus på den slags ligner mangel på relevante argumenter om sagen selv, hvorfor indvandringskritikere da også generelt klart er de primære ofre for politiske personstemplinger.