Avisartiklen, der delvist gengives ovenfor, med overskriften “Om tredive år er vi dobbelt så mange mennesker på Jorden”, er fra Aktuelt 3. oktober 1969. Den handler om den globale befolkningsudvikling og den svenske reaktion på denne. Allerede dengang så nogle klart, hvordan indvandringsproblemerne ville tiltage med indvandringens vækst. Det fremgår af artiklens indledende ord: ”Problemet med fremmedarbejdere er ikke særlig stort i Danmark, men vi har heller ikke nær så mange indvandrere, som man har i visse andre lande, f.eks. Sverige.”

Men lederen af den svenske stats indvandringskontor, der interviewes i artiklen, er fortrøstningsfuld. Han mener, at indvandringen til Sverige bør øges i de kommende årtier. Han finder ”vægtige grunde” til det og mener, at ”det er en illusion at tro, at vi i vort hjørne af verden kan forblive uberørte af den enorme befolknings-eksplosion.” Logikken er faktisk en ret fuldstændig fatalisme eller opgivenhed over for selv at forme éns lands udvikling. Vælger andre lande stærk befolkningstilvækst, må vi uundgåeligt aftage en del og ændre vort samfund derefter.

I snart mange år har man kaldt dem, der benægter, at klimaet påvirkes af mennesker, og bare vil lade stå til over for dette, for ”klimabenægtere”. Strengt taget et vrøvleord, da det jo ikke er klimaet, de benægter. Så kan man lige så godt kalde dem, der under den globale befolkningseksplosion har opgivet at styre konsekvenserne for eget land (og for så vidt også at gribe effektivt ind med tiltag for fødselsbegrænsning), for indvandringsbenægtere. De benægter indvandringen lige så lidt, som klimabenægtere benægter klimaet, men de bagatelliserer vel nok omfanget og skadevirkningerne af den, og altså ikke mindst, at vi kan gøre noget stort ved den.

For at få et bedre ord end klimabenægtere, som der har været utilfredshed med, har mainstream-debattører foreslået fx ”klimaignoranter”, ”klimafaktabenægtere” og ”klima-u-realister”. Alle tre ord vil også med ”indvandring” i stedet for ”klima” være rammende til at beskrive dem, der bagatelliserer (problemerne ved) eller nægter at modarbejde masseindvandringen.  Derimod vil et ordforslag som ”klimakonsensuskontrære” ikke fungere for indvandringsbenægterne, thi den store forskel mellem de to sager er jo, at med klimaet er ”benægterne” dissidenterne, mens de i indvandringssagen er mainstream.

Så vil nogle indvende, at det er nok et fortegnet billede, for de færreste benægter vist indvandringens problemer. Til en vis grad er dét sandt, men i forhold til klimadebatten, hvor vi angiveligt kun har ni (eller er det nu otte?) år tilbage inden Jordens undergang, står blindheden over for de faktisk langt sikrere konsekvenser af masseindvandringen og især islamiseringen af Vesteuropa i grelt relief. Det har noget at gøre med, som den svenske indvandringskontorist siger i artiklen ovenfor, at vi føler os usårlige over for de ting, resten af verden udsættes for, og tror, at de (katastrofale) virkninger kun rammer andre. Altså præcis samme mentalitet, klimaskeptikerne skoses for.

Tillades massiv indvandring fra den tredje verden, bliver Europa dog som den tredje verden. Samfundet tager form efter de mennesker, der bebor det, ikke omvendt. Det burde i hvert fald stå klart efter nu tre generationers masseindvandring uden afgørende ”integration” eller ”berigelse” (endda snarere radikalisering og forarmelse). Men noget andet, der gør indvandringshåndtering sværere end klimahåndtering, er, at imod indvandringen går man ”imod andre mennesker”. Klimaændringer er en mere upersonlig eller kollektiv fjende (skønt man reelt gør vesterlændinge og deres civilisation til hovedskurkene i stedet for også her at se på fx den fortsatte befolkningsvækst).

Mennesker, uanset hvad de ellers er, skal partout ses som en entydig værdi. Det er “humanisme” blevet til. Kvantitet, ikke kvalitet. Jo flere, jo bedre. Som Aktuelt-artiklens svenske indvandrings-entreprenør, der glædeligt imødeser et Sverige med samme befolkningstæthed som Centraleuropa. Dét ville dog ikke mindst true klimaet. Men også sandsynligt gøre landet til ”Nordgeria”,  et nordisk Nigeria, forarmet og konfliktfyldt, hærget af islamiske bander. Allerede 1600-tallets store politiske teoretiker Thomas Hobbes indså, at man måtte gå ud fra, at mennesket opfører sig som en ”ulv blandt ulve” (homo homini lupus). At lade stå til over for nutidens befolkningsændringer hævner sig for europæere både mere sikkert og direkte end at lade stå til over for klimaændringer. Indvandringsbenægteren burde om nogen blive nutidens udskældte og latterliggjorte ”sølvpapirshat”.