Casper Udemark skriver på Facebook om coronadommen på to års ubetinget fængsel til Nanna Skov Høpfner / Nanna Fri:

“Sindssyg dom. Politistaten er et faktum.

Det er klart, man ikke må opfordre til vold – og det bør man straffes for, i hvert fald hvis det faktisk udløser vold. Men straffen skal være rimelig i forhold til handlingen.
Den dømte kvinde (Nanna Skov Høpfner, red.) opfordrede til at “smadre byen på en ikke-voldelig måde”. Det lyder som en opfordring til hærværk snarere end vold. Men det er ikke nogen særlig klar og tydelig provokation. Hun sagde jo samtidig, at vold er uacceptabelt. Hun prøvede faktisk at udtale et forbehold, så det ikke blev ulovligt, selv om det måske heller ikke lykkedes klart.
En psykiater eller psykolog ville nok tolke det som udtryk for frustration snarere end voldsparathed. At kunne give udtryk for verbal aggression er en sikkerhedsventil. Det er ikke en trussel hver gang.
Demonstrationen blev opløst, og der var vold mod politiet. Ifølge medierne i form af det kasteskyts som folk nu engang havde i hænderne. Det sker vel en til to gange om året, at demonstrationer blive opløst, og der kommer en konfrontation. Ti personer blev anholdt for vold mod politiet og otte for forskellige småting. Ingen for hærværk, ifølge hvad jeg har læst. Det lyder ikke som harmagedon og heller ikke som ungdomshus-demonstrationerne i 2007. Heller ikke som Distortion, hvor der er hærværk hvert år.
Forud for ungdomshus-demonstrationerne, som andre af den yderste venstrefløjs demonstrationer, var der faktisk tit slet skjulte opfordringer til hærværk. Det kunne være forblommede sætninger på løbesedler, som “mød op og brug din fantasi”, eller sagt mere direkte. Men det er man sjældent blevet dømt for, også selv om der opstod udbredt hærværk.
Voldsomme demonstrationer har faktisk været normale siden 1800-tallet og er oftest blevet accepteret som et grundfænomen i samfundet.
Er politistater ikke noget helt andet og fremmedartet? Mange danskere tror, at totalitære lande er 100 procent korrupte, politiet holder landet i et jerngreb, og at domstole ikke fungerer på nogen pålidelig måde overhovedet.
Men sådan er det ikke. Det er langt mere banalt. I totalitære samfund kan domstolene fungere helt normalt i dagligdags sager. Men når sagen er politisk, er de styrede. Eller oftere går dommer og anklager regimets ærinde, uden at nogen fra regeringen har ringet og givet instrukser. Det sker helt automatisk.
Man underordner sig bare magthaverne, bliver nidkær. Sådan er embedsmænd og bedsteborgere i alle lande, totalitære eller ej. Og der findes selvfølgelig mellemformer mellem det frie og det totalitære.
Det mest brugte instrument i totalitære lande er ikke falske domme, falske beviser eller præparerede vidner, men en skæv anvendelse af loven. Man bruger højeste strafferamme eller en absurd paragraf, selv om handlingen er en bagatel. Eller man overvåger, ransager og forfølger en person i længere tid for at finde “noget” på vedkommende.
Loven blev brugt skævt i Rusland over for Pussy Riot – to års fængsel for at spille nogle minutters Putin-kritisk punkmusik i en kirke.
Det skete også i Spanien over for de katalanske politikere som afholdt en folkeafstemning. Det centrale spanske politi blev sendt til Katalonien, slog folk i hovedet med knipler og stjal stemmeurnerne. Selvstændighedspolitikerne blev dømt til mellem ni og 13 års fængsel i en retssag i Madrid, hvor udfaldet var givet på forhånd. Samtidig er spanske politikere og kongehuset generelt de mest korrupte i Europa, men det bliver de ikke altid dømt for.
Når danske og andre politikere ikke protesterer mod dette, er det et eksempel på vores blindhed over for totalitære elementer. Det er som om, vi ikke kan se overgrebene, når landet opfattes som vestligt og civiliseret. Spanien er på niveau med os, tror vi. Derimod er der masser af kritik over for Polen og Ungarn. Og endnu mere mod fjernere lande. Mange er loyale mod det kendte (Spanien) end over for det mindre kendte (Katalonien). Eller man holder med det store mod de små. Det mægtige USA over for de små afvigere (Assange og Snowden).
Altså underkastelse, konformitet – også i debatten om udenlandske forhold. 
Julian Assanges sigtelse for voldtægt blev næsten fra starten nedgraderet til fredskrænkelse (som straffes med bøde). Så greb højere magter ind og genoprettede voldtægtssigtelsen. Så forkludrede han det selv ved at flygte fra Sverige og flytte ind på den ecuadorianske ambassade. I Storbritannien blev han i 2019 idømt et års fængsel for at bryde sin kaution, en langt højere straf end den svenske sag formentlig ville kunne føre til. Da han skulle løslades, slap de ham ikke ud. I stedet indrømmede man omsider officielt, at hensigten var at udlevere ham til USA. For nylig har en britisk dommer afgjort, at Assange ikke kan udleveres på grund af sit helbred, men han skulle alligevel fortsat være fængslet. I alt dette er der formentlig en lang stribe eksempler på selektiv anvendelse af loven, på politisk styring.
Men tilliden er næsten grænseløs – til vore egne danske myndigheder og til “ordentlige” lande.
Tankegangen er ligesom, når vi tror, naboen umuligt kan slå sin kone, fordi vi kender ham.
Loven blev brugt skævt i sagen om det tibetanske flag. Eller måske blev loven slet ikke brugt, men kun magten. Det var et groft politisk overgreb mod en lille og fredelig demonstration. Og danske politikere kryber for Kina. Medierne er ganske vist kritiske. Kina har grov politisk undertrykkelse, gennemgribende korruption og begår nu også folkemord. Politikerne og erhvervsfolkene ligger stort set under for Kinas penge og magt, ikke blot forretningsmæssigt, men mange udtaler decideret beundring.
Assange-sagen og den spanske sag mod katalanerne er naturligvis sjældenheder som rammer statens fjender: aktivister i sværvægtsklassen eller ledende politikere. Det er slemt nok, men skræmmer måske ikke almindelige borgere.
Det er et skridt værre, når der indføres totalitære straffe mod en kvinde, som siger et par forvirrede ord ved en demonstration.
Her ser det ud til, at myndighederne kræver total kontrol. Særparagraffer skal udnyttes fuldt ud bare for at teste dem.
Du tror måske, at politistaten først et et faktum, når du selv bliver forfulgt.
Men en politistat er netop selektiv. Den forfølger nogle mere end andre. I de fleste politistater kan “gennemsnitsborgerne” leve fredeligt, så længe de holder sig i skindet. De brede masser støtter ofte regimet.
Derfor er det ikke nogen overdrivelse at tale om politistat, selv om Danmark er demokratisk.
Vi er heller ikke så demokratiske, som vi var. Frihedsrettighederne omfatter jo også retten til at demonstrere og sige sin mening.
I den rettighed ligger, at man ikke skal retsforfølges for temperamentsfulde udtalelser, sagt i en spontan situation. Der må være en tolerance fra samfundets side.
Folk ved en demonstration kan være vrede. Det er lovligt at give udtryk for det i ord.
Overtrædes grænsen, må en bøde være på plads. Måske en kortere fængselsdom, hvis det er meget grelt, og hvis det påviseligt indgik i organiserede optøjer.
Nu vil mange blive bange for at stå frem og holde en tale. Tænk hvis de sagde noget forkert.
Vi har også en “påvirkningslov” fra 2019, som kriminaliserer påvirkning af den offentlige debat, hvis en fremmed stat står bag. Op til tolv års fængsel! Juraprofessorer advarede mod den enorme rets-usikkerhed. Påvirkningsloven er som skabt til selektiv retspleje. 
Tiltale kan kun rejses af justitsministeren. Paragraffen er den til enhver tid siddende regerings redskab. Jeg tør vædde på, at der aldrig vil blive rejst tiltale, hvis nogen går USA’s ærinde i den danske debat.
Vi har også en lov fra 2006, som forbyder at “billige” terror. Den omfatter faktisk også at “billige” en lang række andre forbrydelser. Hvis dukkeafbrænderne bliver dømt for højforræderi, bliver det også ulovligt at sige, at man holdt med dem.
Alene i COVID-epidemiens første halve år har 17 lande indført forbud mod “fake news”. Herunder to EU-lande. Man diskuterer det i mange flere lande, også Tyskland og England. Mange mainstream-politikere, men også redaktører fra mainstream-medier går ind for det!
Spørgsmålet er bare, hvem, der afgør fake news? Inden for videnskab er det ikke enkelt at stemple noget som falske nyheder. Hvis man går videre med forbuddet, kan anderledes holdninger om emner som klima, corona, vacciner, kosttilskud blive forbudt. 
Danmark er indtil videre friere. Men hele området er et godt eksempel på, at glidebane-argumentet gælder! Man har gradvist udhulet forskellige dele af ytringsfriheden med de nævnte paragraffer. De er måske sjældent blevet brugt, men de er der, og de vil kunne dæmpe den offentlige debat.
Så er der hele komplekset af meninger, fakta og nyheder, som stemples som racisme. Begrebet er blevet voldsomt udvidet. Mange synes, at racisme ikke bare er nedsættende propaganda, men også ubehagelige fakta om forskellige typer mennesker. Rasmus Paludan blev dømt for at påpege, at afrikanere i Sydafrika har lavere IK. Man kan diskutere om, det har sociale, økonomiske, genetiske eller andre årsager. Der er evidens for det, men videnskabelig uenighed om metoden. Den debat er vigtig, men den blev slet ikke ført, da han bare ikke måtte sige det.
Politiet har også – temmelig egenmægtigt – fundet på, at man ikke må tage billeder af en ulykke. Det håndhæves uden lighed for loven. Man belærer borgerne, men ikke de professionelle paparazzier. Jeg mener ikke, en ulykke på offentligt sted er “private forhold”. Det kan være nyttigt at dokumentere et ulykkessted; amatørfotos kan komme til gavn. Der må være grænser for nærgående billeder af nøgne og kvæstede og især for at publicere dem. Men politiet udtaler sig som om, at ethvert foto af en smadret bil er forbudt.
De misbruger det også. Det er uklart om, politiet har påtaget sig en moralsk omsorgsrolle, eller om de er ude efter dissidenter i den offentlige debat.
De gængse medier får friere tøjler. Vi har set Kennedy blive skudt, døde i KZ-lejre og meget andet. Medierne har bragt en video med kvinden Neda Agha Soltan, som blev skudt under en demonstration i 2009, samt billeder af dels kriminelle, dels uskyldige homoseksuelle, som bliver hængt i Iran. Det fjerne land fungerer som mediernes rædselskabinet, og så gælder de etiske regler ikke.
Billedet af den druknede femårige Aylan Kurdi ryddede Europas forsider. Det blev brugt som argument for friere indvandring til Europa. Gad vide hvad reaktionen ville være, hvis højrebloggerne havde bragt billedet først, som eksempel på migrationens ulykkelige sider.
Flere bloggere bragte et link til en hjemmeside med billede af de halshuggede danske piger i Marokko i 2018. Eller i et tilfælde: et link til en anden side med link til et uskarpt billede. Deres hensigt var ikke voldsporno. Baggrunden var, at gammelmedierne havde skrevet, at pigerne havde “skader på halsen” eller var “fundet døde med tegn på vold”. Det var groft misvisende. Medierne og myndighederne ville måske nedtone islamistisk terror. Bloggerne brugte ytringsfriheden i et grundlæggende ærinde: at korrigere og dokumentere myndighedernes og mediernes løgn. Via alternativmedierne og internettet kom det frem, at mordet var meget mere grusomt (de to kvinder fik skåret hovedet af, red.), og at der var tale om IS-terrorisme. 
Derefter kom sandheden også i gammelmedierne. Men bloggerne er blevet tiltalt for at linke til billedet.
De fik konfiskeret deres arbejdsredskab, computeren, i meget lang tid. Man ved ikke om, det hele er politisk eller moralsk. Det vil sige om, højere magter har givet ordre, eller om en nidkær statsadvokat vil gøre prøvesager ud af det. Men de kan i hvert fald ikke lide højrebloggerne. Jaleh Tavakoli, som ikke er specielt højreorienteret, bare islamkritisk, blev truet med at få fjernet et plejebarn.
En blogger har bragt billeder af et af de to franske terrormord i oktober 2020 — hvor læreren Samuel Paty og senere en kvinde i en kirke i Nice blev halshuggede af islamister. Jeg husker ikke hvilket af de to tilfælde, men jeg tror, billedet var sløret. Bloggeren blev tiltalt.
Til gengæld er blasfemi blevet lovligt. Før frygtede man kirken og vorherre, men ikke regeringen. Nu er det omvendt. 
Undertrykkelse fører til radikalisering, så nu bliver det værre. 
Jeg får selv lyst til at gå til næste demonstration, selv om jeg egentlig ikke er enig med dem om corona. Men jeg er imod den politiske ensretning og det magtgalskab, som regeringen udnytter situationen til.
Og så har sagen mod demonstranten naturligvis ingenting med coronabestemmelsen at gøre! Coronaparagraffen er udtænkt til forbrydelser, som griber direkte ind i samfundets beredskab mod sygdommen, for eksempel tyveri af værnemidler. Det er absurd at bruge bestemmelsen mod en tale ved en demonstration.
Når man alligevel faktisk bruger denne coronabestemmelse – og hvis en højere domstol godkender det – så må vi konstatere, at Mette Frederiksen og folketinget indfører en undtagelsestilstand med paragraffen.
Der er ikke nogen bestemt juridisk definition af undtagelsestilstand, krigsretstilstand eller hvad man ellers kalder det. Danmark har ikke sådan en bestemmelse i grundloven.
Men når man under påberåbelse af en krise indfører særlig rabiate straffe – og bruger dem – og i øvrigt skærper kontrollen med samfundet, og når regeringen gentagne gange handler hen over hovedet på folketinget, så må man kalde det for en undtagelsestilstand.
Når den ovenstående dom kunne komme, så kommer der nok også flere. Fem, ti eller flere almindelige danskere vil få flere års fængsel, væk fra børn og familie, ødelagte karrierer, for ret banale overtrædelser, endda for politiske overtrædelser.
Der har selvfølgelig også været sager om svindel med coronastøtte. Handlingen er den samme, uanset om man sender en falsk ansøgning om landbrugsstøtte, politikerrefusion eller coronastøtte.
Jeg har svært ved at se hvorfor den sidstnævnte blanket skal straffes firedobbelt.
Der bliver trangt i fængslerne, men dem har man jo udbygget gevaldigt i de senere år! (Man glemte bare at uddanne flere medarbejdere, så fangerne slår hinanden til blods og overtager magten. Det sted man sender folk hen for at afsone, fungerer ikke – også en grund til ikke at skærpe straffene lige i øjeblikket).
Var det meningen? Danskerne er søvnige og langsomme, også vores politikere, så jeg tror, det vil tage en pæn tid – og flere eksempler – før de begynder at fortryde.
Lige nu er der en rus af strafliderlighed. Men de juridiske tømmermænd skal nok komme.
Medier og politikere overgår også hinanden i forargelse over, at nogen brændte en dukke af. Personerne blev sigtet for højforræderi. En paragraf, som kun er beregnet til statskup, og den er vist aldrig blevet brugt. Ikke engang mod samarbejdspolitikerne under besættelsen. Selvfølgelig ikke mod dem.
Og hvad med minksagen?”

*

Kim Møller, der driver Uriasposten, er sigtet for at have postet et foto fra terrorangrebet i Nice, hvor en kvinde fik halsen skåret over.

Uwe Max Jensen, der skriver på Frihedens Stemme, er sigtet for at have postet et foto af skolelæreren Samuel Patys afskårne hoved. Et foto, der blev postet på Twitter af terroristen.

Strafferammen i sagerne er tre års ubetinget fængsel. 

For et par år siden ville man grine af udsigten til tre års ubetinget fængsel, fordi det ville være fuldstændig urealistisk, at en dom kunne ende på det niveau. Med udviklingen de seneste år fremstår en ubetinget fængselsstraf lige pludselig som en “mulighed”.

Se også Men In Black-demonstrant Nanna Skov Høpfner får to års fængsel: Valgte pakistansk forsvarsadvokat