I 1992 udnævnte en fremmedlobbyist-forening under stor mediebevågenhed og applaus Mimi Jakobsen til ”Årets modigste politiker” i Danmark (ovenfor kritisk omtalt i bladet Danskeren). Snart 30 år efter fører hun sig ufortrødent frem som godhedens apostel imod Rasmus Paludan, så en kort gennemgang af hendes meritter er på sin plads.

12. november 1984 fortæller Mimi Stilling Jacobsen i Berlingeren, at ”danskerne er som en flok fede mus, der sidder under deres osteklokke og ser forarget ud på, hvad der sker udenfor …Vi er måske nået dertil, hvor vi … er ved at kvæle hinanden i tryghed.”

I 1987 udkom bogen ”Hvad med Danmark”, hvor der ud fra oplysninger fra socialrådgivere berettes om, hvordan ”flygtninge” kan rejse hjem igen og alligevel opnå fortsat bistandshjælp hos os (ak ja, historien kører i tomgang…). Oplysningerne var forinden forelagt Flygtningehjælpens formand, der fik et kursus i misbrugets teknik af en af sine egne socialrådgivere. Dette var altså forgæves, og bogen blev i øvrigt omtalt i pressen under sædvanlig råben og skrigen om, hvor dumme og latterlige forfatterne var. En henvisning til, at kilderne til oplysningerne om socialmisbruget nødvendigvis måtte være anonyme, fejedes også hånligt til side. Et halvt år senere brød socialminister Mimi Stilling Jacobsen et løfte om anonymitet til en bankmand, der for at få misbruget stoppet fortalte ministeriet om flygtninges mærkværdige hjemrejser. Han udsattes herefter for massiv pressehetz og bevarede kun sit job ved en behjertet indsats fra lokalbefolkningen.

På grund af sin opreklamerede internationale orientering ville Mimi Jakobsen naturligvis ikke have stramninger af udlændingeloven. Tværtimod – som hun sagde i Folketinget 27. november 1991 efter at have afvist justitsministerens ønsker i denne retning (Folketingstidende spalte 2878): ”Til gengæld har vi nogle, synes jeg, velbegrundede ønsker om nogle udvidelser.”

I 1993 var Mimi Jakobsen blevet vicestatsminister og opfordrede i B. T. 11. januar vælgerne til at gøre deres utilfredshed med indvandringspolitikken gældende over for politikerne, og til evt. selv at gå ind i politisk arbejde. Men hvad skulle det nytte? Politikerne ville ikke lytte, og det vidste Mimi udmærket selv. I selvsamme artikel i B.T. udtalte hun fx: “Jeg er bedøvende ligeglad med om 75% af befolkningen synes det ene eller det andet. Det kan aldrig blive en forpligtelse for mig at synes det samme, hvis jeg mener det modsatte”. Hertil kommer naturligvis bl.a. hendes egen tilsvining af dem, hun selv opfordrer til at træde frem…

I september 2000 var Mimi Jakobsen til pakistansk fest i Gladsaxe, hvor man fejrede 30-året for den første pakistanske ”gæste”-arbejders ankomst. I denne forbindelse udtalte hun: ”Uden jer ville vi ikke have været i stand til at opbygge det velfærdssystem, som Danmark er kendt for i hele verden.”

Således kunne man fortsætte om Modige Mimi, men pointen er jo ikke mindst, at hun slet ikke er modig, men tværtimod desperat har forsøgt at opveje sine dårlige evner som politiker (og angivelig banal dovenskab) ved at hoppe på tidens populære slogans, som særlig skulle give bonus hos ”eliten” og sikre hende positioner, når vælgerne svigtede, hvilket jo også skete. At være modig i tidsåndens medvind og omgivet af magtfulde rygklappere er faktisk ikke så svært, og hendes sande karakter kommer da også til udtryk, når man ser, hvor bitter og klynkende hun bliver ved den mindste (selvskabte) modsigelse.

Det værste, en politisk korrekt politiker kan opleve, er at få vrede Facebook-kommentarer og opringninger fra forståeligt ophidsede borgere. Det klynkes der meget over. Men det samme oplever nationale dissidenter så vist også, og desuden oplever de en række andre ulemper og virkelige farer helt uden det håb om personligt at høste frugter af deres indsats, som Mimi-typerne har. Kort sagt: Hvornår mon Paludan udnævnes til Årets Modigste Politiker og får ros i medierne for sin indsats, som ifølge enhver sædvanlig målestok er på linje med den, man ellers anerkender hos modige modstandsfolk? Menneskerettighedsforkæmpere får da tit priser, og danskere er trods alt også en slags mennesker.