Efter drabet på den franske historielærer Samuel Paty, som havde vist Muhammedtegninger i sin undervisning, er der også kommet søgelys på lærernes ytringsfrihed herhjemme. I torsdags var der debat om emnet i Folketinget. Alle ordførerne var enige om, at det ikke er i orden at halshugge lærere. Men der var ikke stemning i regeringen for mere støtte til lærerne i deres usikre hverdag. DF foreslog således, at undervisningsministeren sørger for at få Muhammedtegningerne ind i kanonlisten, så brugen af dem i undervisningen ikke er lærernes eget valg. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil svarede afvisende, at det er den enkelte skole, der skal tilrettelægge undervisningen, og hun udvandede spørgsmålet til et problem med vold og trusler i skolen generelt.

Det er jo et eksempel på, at politikere ikke fatter, at vi står over for et væsensforskelligt nyt problem. Hovedafskæringer hører ikke under almindelig mobning. Og undervisningen er jo i forvejen underlagt overordnede rammer, såsom historiekanonen, hvilket oppositionspartierne også påpegede i deres beslutningsforslag. Men så siges det, at det stadig er urimeligt at pålægge lærerne en farlig pligt. Det har ført til forslag om, at Muhammedtegningerne indgår i en statslig film, der vises uden lærernes tilstedeværelse. Krumspring er der mange af, men under debatten er det også kommet frem, at muslimske elever protesterer over talrige andre emner, såsom Holocaust, Israel-Palæstina-konflikten, seksualundervisning, Darwins evolutionsteori og kunst med nøgenhed eller erotisk indhold.

Det er klart, at en ”løsning” på dette problem i egentlig forstand kun opnås den dag, muslimerne er tilbage i egne lande. Men indtil den dag kunne vore politikere og medier jo godt gøre hverdagen nemmere via en massiv trommeild af ytringer og udtryk, som muslimske voldsmænds veto truer med at tabuisere. Stram Kurs sætter eksemplet, men det er ganske rigtigt et farligt job, når andre ikke viser civilkurage.  Tværtimod har den politiske korrekthed skabt en stemning, der absurd sætter frontkæmperne mod det islamiske voldsregimente i samme ”ekstreme” bås som halshuggerne, mens appeasement-politik over for disse defineres som anstændig midterpolitik. Kujonernes logik.

Jeg har ved ”racisme”-domme talt for, at tusinder i sympati burde gå ud og sige det samme som den dømte og dermed gøre kriminaliseringen praktisk umulig. Større konsensus burde der kunne findes til samme metode imod muslimernes forsøg på reelt at få muslimske normer til magten i Danmark, men selv her svigter den socialdemokratiske regering altså markant. Hvordan kan nogen så tro på dens ”stramme” kurs for at vinde Danmark tilbage på andre måder, når viljen mangler i dette meget enkle og grundlæggende? Den aktuelle kurs er et eksempel i praksis på det, integrations-teoretikere altid har sagt, nemlig at integration vil sige at mødes på midten, alle må give køb på noget. En ægte Stram Kurser må dog som Luther på billedet ovenfor blot sige: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig, Amen.”