Overskriften er formuleret som et spørgsmål, for jeg identificerer mig ikke selv som handicappet (skønt jeg vel har lov til det) og vil nødig formode noget på deres vegne. Men jeg har dog en stærk fornemmelse af, at er der noget, handicappede oftest hader mere end at blive (direkte) hånet, er det at blive ynket og pakket ind i vat.

Det radikale folketingsmedlem Kristian Hegaard har tilsyneladende fået held til at få udvidet den såkaldte racismeparagraf, så ofrene for overtrædelser af loven også kan være personer med handicap. Det sker, efter at han er blevet genstand for skældsord på Facebook med henvisning til hans eget handicap.

Nu er forhånelser af handicappede pga. deres handicap jo i forvejen i høj grad noget, der belaster den, der ytrer sig, og der er i forvejen noget, der hedder æreskrænkelse. Men det er klart, at Hegaard er interesseret i at give racismeparagraffen endnu et formål og dermed gøre det endnu sværere at argumentere imod den og få den afskaffet i sin helhed.

Enhver kriminalisering af det talte ord bør også overvejes meget nøje, selv når det drejer sig om noget, faktisk alle fordømmer. Først og fremmest: Hvornår er man handicappet? Kan det være relevant at inddrage i en diskussion? Er det fx utilbørligt at nævne, at Mimi Jakobsen måske har varige mén efter borrelia, og at det kan forklare hendes besynderlige fremfærd?

Kriminaliseringen af at tale grimt om handicap kan dog også ses som en fordel, da fobier jo også er en diagnose af sygelighed. Så lider man ifølge mainstream af islamofobi, må man da være beskyttet mod kritik af netop dette træk. Men i hvert fald må generelt psykiske handicap ikke være et tabu for den politiske satire, da det vel er uhyre relevant, om en magtperson i virkeligheden burde være patient.

Men i virkeligheden er det meningsløst, at handicappede gøres til en beskyttet ”gruppe” på linje med fx et trossamfund, for det er jo enkeltpersoner, der hånes, fordi man ikke kan lide dem af andre, konkrete årsager. Hånes Hegaard for sit handicap, er det svært at indse, at fx en blind, der er medlem af DF, skulle føle sig truffet. Sagerne må be- og fordømmes konkret.

Håner Hegaard alle handicappede ved generelt at antage en større sårbarhed, kan hånen i øvrigt netop føles endnu stærkere af de handicappede, som nu sættes i paragraf med muslimer og andre, de ikke nødvendigvis føler et skæbnefællesskab med. Hvor mange handicappede vil mon ikke betakke sig for at rubriceres med de øvrige grupper, der nævnes som sårbare minoriteter?

Hegaard definerer en bloc handicappede som moderne snowflakes. En helt anden mentalitet fandt man hos Franklin Roosevelt (på fotoet ovenfor i kørestol), der som 39-årig en morgen med ét var lam i nederste halvdel af kroppen. Han kæmpede sig med jernvilje til præsidentposten og skjulte mest muligt sin tilstand, som dengang var et virkeligt stigma – umuligt at forestille sig, at han ville bruge det til at stille sig i offerpositur.

Alle hånes for et eller andet. I folkeskolen blev jeg drillet med at have flyveører og briller, og senere er jeg blevet kaldt en af dem, der desværre ikke blev udryddet i anden verdenskrig. Dermed mente man så nazist, ikke jøde – kun det sidste er kriminaliseret. Mens flyveører næppe er et handicap, kunne briller måske være det, men eksemplerne viser jo bare, at sådanne ytringer mest af alt er barnagtige og stempler sig selv.

Hegaards succesfulde forslag viser, hvilken børnehave debatten er blevet, at man ikke bare kan ignorere underlødige bemærkninger, men absolut skal bruge dem til ynk og vræl og få medlidenhed, og samtidig tilsviner Hegaard jo frit alle mulige med sine ”saglige” argumenter. Det skaber jo en frustration, som uartikulerede også skal have afløb for.

Et traditionelt højere niveau af perfiditet, der kan rammes af den nye lovgivning, er jo karikaturtegningen. Her er fx Pia Kjærsgaard gennem årene blevet afbilledet som alt muligt, fra ekskrement til heks. Men hvordan karikeres en ulidelig, handicappet politiker med et meget synligt handicap, uden at tegneren kan risikere at blive strafbelagt for at håne handicap? Her er Hegaard i en sjældent privilegeret position.