Traditionen med at opdele nye studerende i hold med landenavne kan virke krænkende og ekskluderende, lyder kritikken. Derfor har man på Københavns Universitet nu forbudt introforløb med landenavne. De statskundskabsstuderende har ellers haft tradition for at klæde sig ud som diverse nationaliteter, når de fejrer deres kommende studieforløb.

Fordi enkelte under en sådan happening kan risikere at optræde ”diskriminerende”, lyder logikken, at så må man hellere afskaffe alle lande. Det er jo et billede af hele den vestlige politik i miniformat. I den daglige kamp imod ”diskrimination” alle mulige steder er ræsonnementets logiske konsekvens, at der ikke stoppes, før ethvert nationalt skel er ophævet. Allerede i EU’s grundlag, hvorefter samarbejdet kun kan gå i én retning, ”stadig snævrere”, ligger denne forudsætning.

Men som baggrund for den moderne opløsning af de historiske folkefællesskaber ligger nogle mere omfattende forestillinger om, at det er grænser, opdelingen af verden i separate lande, som er kilden til de fleste andre ulykker. Skønt basal livserfaring jo tilsiger, at det er gode hegn, der skaber gode naboer, mens der i kollektivet uden forskel på dit og mit hersker den stærkestes ret.

Efter anden verdenskrig blev politikere over hele spektret medlemmer af foreningen ”Én Verden”, som gik ind for en verdensstat, hvilket paradoksalt nok var udtryk for en slags national socialisme, for så vidt som det nationale skulle udjævnes, og man skulle være verdensborgere. De rådne frugter heraf ses jo i dag, netop ikke i form af en harmonisk verden, men fordele for én part, fx danskere skal dele nationalitet med alverden med rødder andetsteds.

Den moderne akademiske nationalismeforsknings chefideolog er historikeren Eric Hobsbawm. På universitetet i 90’erne skulle jeg bruge hans grundbog ”Nations and nationalism since 1780”, hvori den erklærede stalinist Hobsbawm har den frækhed at skrive i indledningen, at man ikke både kan være seriøs historiker og overbevist nationalist. Men overbevist kommunist, antinationalist og alt mulig andet kan godt lade sig gøre.

Den moderne lighedsdyrkelse på alle områder har ideologien om nationalstaternes forsvinden som både grundlag og endemål. Alle de små hverdagspolitiske tiltag imod ”diskrimination” må ses i denne kontekst, som små skridt på vejen mod utopien, som kiler ind i enhver tænkelig sprække af de historiske fællesskaber. Man finder jo også altid nyt at indigneres over. Korrekthedens appetit er umættelig.

De politisk korrektes drivkraft er ikke kærlighed til de fremmede, men som altid had mod det bestående, hvilket Københavns Universitet viser i et glimt med deres seneste tiltag. Derfor må selvfølgelig også selv den mindste antinationale indrømmelse, uanset hvor ”ligegyldig”, imødegås, thi rækker man Fanden en lillefinger, tager han hele hånden og i tidens fylde alt resten med.