Et problem – med løsning – påpeget af professor Ole Hasselbalch tilbage i 1988 (Aktuelt 17. nov. 88): Luk Journalisthøjskolen. Det er selvfølgelig kun blevet værre siden i en ond cirkel, når de først uddannede generationer på nævnte sted uddanner de næste. Her har vi hele udviklingens svageste led: Islam såvel som svigefulde politikere ville i Danmark have meget dårlige kår, hvis blot medierne gjorde deres kritiske pligt. Derfor var det også med rette fokus, at Hasselbalch (OH) lagde sine store evner hverken i islamkritik eller i partipolitik, men i blotlæggelsen af den fatale meningsdannelsesproces, i “den fjerde statsmagts” synergi med de øvrige magthaveres antinationale projekt.

Ved læsning af den i fjor udkomne antologi til minde om OH, “Når man ikke vil høre…” (Den Danske Forening, 335 sider), falder det i øjnene, at den i november 2019 afdøde juraprofessor i forhold til de politiske partier mest af alt hele tiden stod på linje med den holdning, der i dag repræsenteres af Stram Kurs.

Tilbage i 1991 havde OH under overskriften “Send dem hjem” i B.T. en kronik, hvori han fastslog: “Der skal meget mere til end en standsning af familiesammenføringerne, hvis vi skal dæmme op for tilstrømningen fra overbefolkningsområderne. Vi er nødt til at begynde hjemsendelserne.”

Tre år senere kritiserede han den herskende indvandringsdebat med ord, som også rammer alle folketingspartiers snak i dag: “Der gøres ikke noget ud af at slå fast, at procentandelen vil blive ved med at vokse og vokse, så længe der ikke gøres andet, end der hidtil er blevet gjort. At ‘spredning’ af indvandrerne blot vil føre til problemer i stadig flere lokalområder. At den ‘integration’, der tales om, ikke løser noget som helst, hvorfor kun et hjemsendelsesprogram kan redde landet. Og at vi for øvrigt overhovedet ikke har nogen forpligtelse til at ‘multietnisere’ den mikroskopiske plet på jordoverfladen, der i dag kaldes Danmark, samt at udviklingen i denne retning ene og alene skyldes vort Folketing.”

Og for 13 år siden indså OH i Jyllands-Posten: “Det er kontraproduktivt at have et parti, der som Dansk Folkeparti bilder vælgerne ind, at partiet har løst et eksistentielt problem for danskerne, når det modsatte er tilfældet. Hvis et sådant parti giver køb på sandheden om det, der er i gang, af frygt for at miste en indflydelse, der alligevel ikke bruges til at kræve en løsning, har partiet mistet sin berettigelse.”

Mange af de op til godt 30 år gamle indlæg af OH, som bringes i antologien, virker ganske profetiske i dag. I sin grundlovstale i 1989 beskrev han således uenigheden om indvandringspolitikken som en klassekamp: “Det er nemlig en kamp mellem på den ene side dem, der har magten, intelligensen og økonomien til selv at bestemme, hvilken virkelighed de vil have inde på livet, og på den anden dem, som kun har muligheden for at leve i de omgivelser, de nu en gang er sat i.”

Her kan man tilføje, at mens Dansk Folkeparti tog udgangspunkt i det segment af folket, som er bundet af sine omgivelser, var partiets ambition at blive “stuerene”, anerkendt på de bonede gulve – reelt på de andres præmisser. Dette har Stram Kurs ingen ambitioner om – det forbliver talerøret for “manden på gaden”, som selv dets formand i bogstaveligste forstand er kendt for at være.

OH’s ord fra 1990 rammer desværre også de fleste af de senere opblæste “succeser”, Dansk Folkeparti har lagt stor vægt på: “Personligt er jeg bange for, at løsningen ikke kommer uden betydelige konflikter, voldelige sammenstød og store menneskelige ofre, selv om det teoretisk set stadig ville kunne nås. Danske politikere har jo nemlig ikke tradition for at være forud for udviklingen. Derimod har de i høj grad tradition for at gøre for lidt og handle for sent – og for at lave noget, som på overfladen ser godt ud, men som grundlæggende ikke betyder så meget.”

For godt en tredjedel århundrede siden, da Den Danske Forening blev stiftet, begyndte en aldrig siden ophørt chikane mod foreningens møder og repræsentanter, anført af den ekstreme venstrefløj, men med myndighedernes reelle billigelse, fordi der kun blev grebet lemfældigt ind af ordensmagten. Nu er mødeterroren mere og mere overtaget af de fremmede fjender selv, men OH’s ord fra 1987 er stadig sørgeligt aktuelle:

“Grundloven står fast: Mødefriheden står fast. Men naturligvis kan politiet ikke stå fast længere, end der er politisk vilje til at stå fast. Og der er altså ingen politisk vilje – eller mod – til at sikre ytringsfriheden for folk, som ønsker at diskutere indbyrdes, bl.a. hvad racisme og fremmedhad er, og hvorledes man kan debattere indvandrer- og flygtningespørgsmål uden at havne i racisme og fremmedhad.”

Det er så vist ikke den konkrete form af Stram Kurs’ demonstrationer, som er konfliktfremkaldende (pga. den aggressive modpart) – det har enhver offentlig manifestation med hjemsendelser på dagsordenen været gennem en menneskealder. Og i sin saglige kerne er det netop DDF’s og OH’s ærinde, som nu mest genuint repræsenteres af Stram Kurs på den politiske scene, hvorfor dette parti logisk har overtaget rollen som prygelknabe. Det er primært indholdet, ikke formen, der “provokerer” og af mange ønskes forbudt, hvilket selvsagt i højeste grad er et angreb mod demokratiets hjerte.

At genlæse OH’s gamle indlæg bekræfter den velkendte sandhed, at indvandringsdebatten står i stampe, og at der næppe er noget nyt under solen. “Racisme – et modeord” er således titlen på hans kronik fra februar 1989, og samme begrebsforvirring trives jo netop nu igen som ingensinde før via den stadige sammenblanding af amerikanske og de helt anderledes europæiske forhold.

Noget i debatten må dog sætte sig spor. OH skrev i 2008: “Ethvert barn véd således i dag, at den dominerende gruppe, som har slået sig ned her, og hvorfra problemerne i massiv grad udgår, er muslimerne.” I antologiens bidrag af andre forfattere pointerer undertegnede netop også, at det egentlig ikke er om islams væsen, der behøves mere oplysning, men om det afgørende forræderi overhovedet at lukke dem ind. Jeg fremhæver i mit bidrag OH’s fokus på magthaverne som mere relevant end islamkritikernes på muslimerne: “Som Rasmus Paludan har påpeget, vil de fleste danskere allerede nu bare vågne op og glæde sig, hvis muslimerne en skønne dag er forsvundet fra landet.”

At det danske folk har en stadig tungere koranklods om benet, kan de fleste uden for Christiansborgs mure faktisk blive enige om. Det seje træk bliver nu – ikke mindst med støtte i OH’s livsværk – at gøre det til almindelig sund fornuft, at en afvikling af det igangværende projekt – som er Danmarks afvikling! – faktisk er både mulig og legitim med lov og ret på vor side. Det gør fortrøstningsfuld at vide, at en kapacitet som OH reelt hele tiden har gået brechen for de tiltag, som i Stram Kurs’ indpakning nu – igen-igen – kaldes for “racistiske” og “fascistiske”. Dét er de selvfølgelig ikke. Tværtimod står de for dansk tradition og har i årtier været fremført af Modstandskampens veteraner og arvtagere, mens samarbejdspolitikkens ætlinge ganske konsistent også blev fremmedkursens arkitekter.

(Bogen om Hasselbalch kan købes via Den Danske Forenings hjemmeside, http://www.dendanskeforening.dk/files/files/Bestillingsliste%20til%20hjemmesiden%2016-02-2021.pdf)