“Midten” har en særlig appel til det blide danske sind. Det ser man ikke mindst med Lars Løkke Rasmussens aktuelle betoning af arbejdet på den politiske midte. Men hvorfor sluges Lars Løkkes typiske definition af midten råt, når han vitterligt står som en historisk ekstrem repræsentant for “global governance”, mens andre, der benægter at være yderfløj, alligevel placeres der?
Den gængse forklaring på, at fx Enhedslisten ikke er ekstrem, mens Stram Kurs er det, synes at være, at sidstnævnte vil sende en stor mængde mennesker ud af landet.
Jamen Enhedslisten vil jo have en stor mængde mennesker ind i landet. Hvorfor er det samme, bare med modsat retning, mindre ekstremt?
At få fx ½ mio. mennesker hertil, der aldrig har haft rod i landet, og at sende ½ mio. ud, der indtil den nyeste historie havde rod andetsteds, og kulturelt stadig har det – det mest ekstreme tiltag forekommer da ret indlysende? Og faktisk ville det også endnu af vore bedsteforældre blive anset for uhyre ekstremt bare at ville beholde ½ mio. vildtfremmede som bundløst kar til udgifter samt sikkerhedsrisiko i landet – en mildere udgave oplevede man jo modvilligt i 1940-45.
Egentlig er jeg tilhænger af et politisk spektrum med mange dimensioner, ikke mindst fordi det traditionelle højre-venstre spektrum fremtvinger en kunstig polarisering og simplificerer debatterne (dét sørger jo især mainstream for, trods dens paradoksale ry for at være nuanceret, under de ”højreekstremes” protest mod at blive sat i bås).
Den sædvanlige opdeling virker imidlertid så fastgroet, at den næstbedste løsning er at placere sig på den attraktive midte. At ikke mindst Stram Kurs burde placeres dér, er allerede den snusfornuftige konklusion ud fra den betragtning, at partiet vil genetablere det næsten monoetniske Danmarks normaltilstand, hive landet op af de seneste årtiers islam-forsumpning.
I vor tid, hvor retten til at definere sig selv respekteres så højt, er det nok alligevel forgæves, at jeg påpeger, at Stram Kurs på så mange punkter efter almindelig sprogbrug udgør den sagligt set politiske midte (forlæng selv listen):
-Human remigration midt imellem islamisering og borgerkrig.
-Folkefællesskab som buffer midt imellem atomiseret individualisme og socialisme.
-Nationaldemokrati med folkeafstemninger midt imellem minoriteters diktatur og overnational samfundshersen.
-Tolerant dansk kultur midt imellem kosmopolitter og reaktionære.
-Beskyttelse af svage danskere midt imellem ultraliberalisme og forsørgerstat.
-Retsstat midt imellem menneskerettigheders og internationale foras ophævelse af dansk ret.
-Kritisk ytringsfrihed midt imellem politisk korrekt censur og konspirationsteoretikeres fake news.
-Sund skepsis over for visse fremmedgrupper midt imellem ideologisk racisme og antiracisme.
-Lov og orden midt imellem politistat og ”kriminalisters” ensidige forbrydersympati.
-Respekt for historisk dansk tro midt imellem fundamentalisme og det afkristnede sekulære…
Den kendsgerning at selv Enhedslisten, SF og andre venstrefascistiske samfundsnedbrydende partier og institutioner som Redox, Antifa osv ikke af den danske offentlighed generelt betragtes som yderliggående, er et solidt bevis på hvor ekstremt vellykket den socialistisk/kommunistiske hjernevask af den danske ungdom har været, lige siden højrefløjen opgav kampen mod kommunismen på uddannelsesområdet i 1960erne. Lige netop dét var en kolossal samfundskatastrofe. Der er idag ingen, der ved, hvad højreorienteret, eller “borgerlig” politik, overhovedet går ud på. De fleste mener åbenbart, inkl valgte “borgerlige” politikere, at det har noget at gøre med at udsulte de offentlige budgetter og finde måder at overføre penge fra de fattige til de stinkende rige, på. Og så er alle højreorienterede selvfølgelig potentielle nazister (som folk også tror er en højreorienteret bevægelse..). Derudover er man som højreorienteret naturligvis også hvid, ekstremt egoistisk a la Scrooge og har ingen empati for nogensomhelst andre end sig selv. Se bare på successen med at male et billede af Mogens Glistrup på denne måde som eksempel. Siden kommunisternes/socialisternes overtagelse af uddannelsessektoren i 60erne er samfundet nu blevet så hjernevasket at “borgerlige” politikere ikke engang selv aner hvad højreorienteret politik overhovedet er. Eksempelvis førte de borgerlige regeringer i 00erne og 10erne en politik, der mest af alt kan beskrives som et manglende opgør med socialismen og de totalitære tendenser. De “borgerlige” havde ellers chancen via flertal på forskellige tidspunkter. Men de anede åbenbart ikke hvad der skulle gøres, så det socialistiske eksperiment kørte videre. Og videre. Og videre, indtil vi nu står med indførelsen af officielt totalitære tilstande gennem “sundhedslove” og som vi har gjort i årtier gennem politikernes udvanding af de borgerlige rettigheder og umyndiggørelsen af individet til fordel for staten.