Danske mediefolk er nu så optændt af deres personlige had til politikeren Rasmus Paludan fra Stram Kurs, at der bringes venstreorienterede forsvarsskrifter for en muslimsk knivmand, der for nylig forsøgte at dræbe den danske partileder.

Forestil dig et politisk attentat, hvor Enhedlistens Pernille Skipper bliver forsøgt knivdræbt af en nazist. Bagefter lader medierne stærkt højreorienterede bekendte til gerningsmanden renvaske og hylde den knivbevæbnede nazist i avisspalterne.

Det virker som et absurd optrin, der aldrig ville udfolde sig i virkeligheden. Men med omvendt fortegn kan alt lade sig gøre.

Grundlovsdag forsøger en palæstinensisk knivmand at dræbe Rasmus Paludan, mens gerningsmanden råber ‘Allah er stor’. En anden muslim er sigtet og fængslet for medvirken til drabsforsøget.

Nu skulle man tro, at det, der har alle kendetegn på et islamisk terrorangreb, ville ryste den danske medieelite. Tværtimod.

Søndag bringer Berlingske en lang – og ikke mindst følelsesladet – kronik af en universitetsunderviser, der forsvarer den muslimske knivmand og sætter attentatmanden i et positivt skær.

Man tror ikke, at det kan foregå i et oplyst demokrati. Men hadet til Rasmus Paludan er stort.

Selv en knivsvingende attentatmand fra Mellemøsten kan fremstilles som en sørgmodig og uskyldsren helteskikkelse af den venstreorienterede magtelite:

“Det var stadig i det religiøse fællesskab, at ‘N‘ (den muslimske knivmand, red.) primært søgte tryghed og helbredelse, når livet blev for svært,” skriver Christian Suhr fra Aarhus Universitet om den drabssigtede muslim.

De omsorgsfulde ord forfattes af den 42-årige Christian Suhr, der er antropolog og lektor ved ‘Institut for Kultur og Samfund’ på Aarhus Universitet. Suhr er desuden familiefar med tre sønner på henholdsvis 19, 16 og seks år.

Islam har i høj grad været en del af Christian Suhrs forskningsarbejde. Temaer som ‘islam i vesten’ går igen på universitetslektorens CV, og Christian Suhr indgår i paneldebatter om islams rolle i Europa.

Det er også blevet til et studie i islams positive indflydelse på muslimer, der møder det psykiatriske behandlersystem.

Den 42-årige kronikforfatter har kendt den nu drabssigtede 52-årige muslim siden 2011. Christian Suhr lærer den muslimske knivmand at kende i forbindelse med et forskningsprojekt. Der opstår et nært forhold mellem universitetslektoren og den muslimske førtidspensionist, der senere udfører et drabsforsøg på en dansk politiker.

Så sent som dagen før knivattentatet på Rasmus Paludan har Christian Suhr kontakt til den 52-årige muslimske knivmand:

“Jeg ringer ham op. Under vores samtale denne torsdag fortæller han mig, at han har det skidt igen, og at han ikke har kunnet sove. Han er blevet boligløs og overnatter midlertidigt hos en ven,” lyder det omsorgsfuldt fra Christian Suhr.

Den hovedrystende fortælling fortsætter i Berlingskes spalter. Christian Suhr forklarer, at hvor andre muslimer bruger det danske retssystem, når de forfølger injuriesager med et sharia-perspektiv, så “reagerede en 52-årig mand for nylig imod Rasmus Paludans koranafbrændinger ved at true med kniv”.

Læg mærke til nøgleordet ‘reagerede’. Christian Suhr gør en muslim, der er sigtet for et politisk drabsforsøg, til et offer, der blot ‘reagerede’ på Rasmus Paludans behandling af koranen.

Det er en slags ‘lave forventningers racisme’, hvor den selvgode universitetsunderviser ‘forventer’, at muslimer må og skal reagere med kniv, når koranen ikke møder respekt. Muslimer er aggressive ofre i Christian Suhrs verden.

Det er så ekstrem en fremlæggelse, at man savner ord. Forestil dig at man i det tænkte tilfælde med et naziangreb på Enhedslistens partileder havde skrevet, at “nazisten jo blot reagerede på Pernille Skippers socialistiske idegrundlag”.

De fordømmende toner fra magt- og medieeliten havde overdøvet alt. Men i tilfældet med Rasmus Paludan kan alt tillades.

Den islamofile antropolog – Christian Suhr – bruger også vendingen ‘ved at true med kniv’. Endnu en decimering af det religiøse knivattentat på Rasmus Paludan.

Der er i den grad tale om mere end blot ‘trusler’, da den 52-årige muslim går knivamok i ghettoområdet Gellerupparken. Den muslimske knivmand farer frem og vil dræbe Rasmus Paludan. Kun politiets indgriben og efterfølgende skud mod gerningsmanden forhindrer en regulær religiøs likvidering.

Christian Suhr fra Aarhus Universitet fortsætter sin enetale og rosende omtale af den drabssigtede muslim uimodsagt i Berlingske spalter. Universitetsforskeren kender den muslimske knivmand så godt, at han er kommet i vedkommendes hjem:

“Under et besøg i hjemmet viste ‘N‘ (knivmanden, red. ) mig billeder fra sin barndom i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon. Særligt et portrætbillede står stærkt i min erindring. Billedet er taget i 1970erne før borgerkrigens begyndelse og den israelske invasion,” skriver Christian Suhr.

Her skal man lægge mærke til sprogbrugen omkring den israelske ‘invasion’. Her tager universitetslektoren endnu engang parti for sine muslimske venner i Mellemøsten.

Objektive iagttagere ville ikke kalde Israels militære konflikt med Libanon for en ‘invasion’ – måske nærmere et ‘forsvar’? Lad os tage et eksempel.

I foråret 1978 sniger militante islamister sig ind i Israel via vandvejen, hvor de kaprer en bus, der er fyldt med passagerer. Muslimerne dræber 38 uskyldige – heriblandt 13 børn.

Tre dage senere svarer Israel igen med en aktion, hvor militæret besætter områder i det sydlige Libanon. Det, der kunne omtales som en forsvarsstrategisk manøvre for at beskytte den israelske grænse mod islamiske børnemordere, der optrænes og udsendes fra islamist-lejre i Libanon, opfatter Christian Suhr som en invasion.

Christian Suhr fortsætter sin hjerteskærende fortælling om den muslimske knivmands barndom:

“Drengens (knivmandens, red.) blik er rettet mod venstre. En række mælketænder kommer til syne i et forventningsfuldt smil. Det gør ondt at tænke på de vanskeligheder, denne dreng skulle møde: krigen, flugten, livet som statsløs,” lyder den yndefulde fortælling fra Christian Suhr.

I den islamofile danske presse, hvor Berlingske fører an, kan man altså læse om en muslimsk attentatmands ‘mælketænder’ og et ‘forventningsfuldt smil’. Dette skal holdes op mod den direkte journalistisk hetz, som samme medie har rettet mod Rasmus Paludan. Berlingske er end ikke gået af vejen for journalistiske løgne om barnebegravelser – blot man kunne ramme Rasmus Paludan og Stram Kurs med et nådestød.

Der er intet at tage fejl af. Berlingske kan ikke længere skjule sig. Den muslimske knivmand, der nu er sigtet for drabsforsøg sammen med en medsammensvoren, fremstilles i et positivt lys.

“Den fredag, grundlovsdag, var hans (knivmandens, red.) situation særdeles vanskelig,” står der i Christian Suhrs kronik. Den islamiske voldsapologi driver ned ad siderne i Berlingske.

Den 52-årige muslimske førtidspensionist var ikke en stakkel i en svær situation. Han trådte frem og råbte ‘Allahu akbar’, mens han løftede en parat kniv over hovedet.

Verden er vendt på hovedet. Og ifølge den islamofile universitetsforsker ‘reagerede‘ den knivtruende muslim blot på en koranafbrænding.

Antropologen Christian Suhr og hans opflammende medieplatform hos Berlingske er en skændsel for et (tidligere) fredeligt demokrati som det danske samfund.

Det er en moralsk glidebane, når islamofile repræsentanter fra den elitære overklasse får lov til at renvaske deres knivsvingende venner, der understøttes af koranens hadideologi.

Berlingske lader demokratiet forvitre. Dette har intet med ytringsfrihed at gøre. Det er samfundsomstyrtende voldsapologi med islamiske undertoner.

***

Læs den fulde kronik og den rystende forsvarstale for en muslimsk attentatmand her

*

Hvis danske journalister ønsker at få uddybet de universitetsgroede tanker om et islamisk attentat på dansk jord, så kan kronikøren Christian Suhr kontaktes her:

Christian Suhr, Aarhus Universitet.
Telefon: 31600031
Email: suhr@cas.au.dk

*

Giv Hard Line en vælgererklæring her