Tirsdag den 14. april 2020 har Berlingskes samfundsredaktør Bent Winther et indlæg om Dansk Folkeparti og populismen, der angiveligt står for det ”postfaktuelle”, som coronakrisens hårde virkelighed nu har sat en stopper for.

Ved læsning af denne artikel kom jeg til at tænke på en ældre omtale i samme avis af Berlingskes USA-korrespondent Poul Høi om Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon, der sammenlignes med nazisternes propagandaminister Goebbels og skydes en masse andet ubehageligt i skoene.

De to artikler viser jo blot ét eksempel på mainstreammediernes hykleri i almindelighed og Berlingskes i særdeleshed. Man er simpelthen usaglig populist og postfaktuel, når man inden for bestemte emner står for bestemte meninger, mens man ligeledes pr. definition er nøgtern og seriøs, når man med skældsord og fordrejninger hamrer løs på disse meninger og deres repræsentanter, man ikke kan lide… Sært nok bliver den angiveligt saglige diskussion af det ”postfaktuelle” altid stærkt moralistisk præget af dem, der ellers burde have styrke nok i at repræsentere Sandheden.

Berlingske Tidende har i over 30 år været et af de medier, der flittigst har bagatelliseret indvandringen og smædet dens hårdere kritikere, hvilket bl.a. har været dokumenteret af nyligt afdøde juraprofessor Ole Hasselbalch, der sammen med få andre akademikere var ægte ”lærde”, som DF og ligesindede selvsagt ikke har lagt for had, men tværtimod støttet sig til, fordi de ikke bare opportunistisk flød med den bekvemme politiske korrekthed og tidsåndens fraser.

Tværtimod blev Hasselbalch og ligesindede højt kvalificerede akademikere lagt for had af mainstreammedierne, som bare støttede sig til andre akademikere. Præcis hvad er kriteriet for, at man i den ene lejr er følelsesladet og postfaktuel, mens den anden er objektiv og virkeligheden tro? Et nærliggende kriterium kan jo være, hvem der faktisk har fået mest ret mht. masseindvandringens konsekvenser, og her holder det i dag hårdt for dem, der i over 30 år har bagatelliseret, at hævde, at de hele tiden har stået for det samme og ikke primært har været styret af følelser.

Bent Winthers aktuelle påstand om, at særlig coronakrisen skulle få ”populisternes” postfaktuelle korstog til at falde sammen, rammer også forbi, fordi der sandelig er forskel på debatter om naturfænomener som sygdomme og jordskælv og så dem, hvor ”andre mennesker” kan siges at være emne og kritikpunkt. Om noget er det de ”postfaktuelles” selverklærede kritikere i mainstream, som altid har haft en sådan empati for fremmede (og i praksis så ringe en empati for landsmænd), at deres blik for de objektive konsekvenser af ”humanitær” politik i høj grad har været sløret, og en saglig debat har været umulig. Og dog retter de altså stadig bager for smed.

Tirsdagens indlæg af Berlingskes samfundsredaktør er et eksempel på det centrale i det, der er problemet med debatten i Danmark (og Vesteuropa) i vor tid, nemlig den selvfølgelige og arrogante, ja infame kategorisering af ”seriøse” kontra ”postfaktuelle”, denne evindelige kasten med sten fra glashus fra de toneangivendes side, der farver og vinkler hele debatten, mens et ægte nøgternt og uafhængigt blik faktisk meget vel kan komme frem til, at hele fordelingen af sandheden mellem de politiske lejre reelt er stik modsat.