Et hovedargument for indvandringstilhængere har i årtier været, at ”vi jo ikke kan lukke os ude fra verden”. Det er selvsagt en stråmand, idet ingen har påstået, at vi skal det, men det omvendte saglige argument er, at indvandringen må reduceres til en størrelse, så samfundssystemerne kan følge med. For mange på for kort tid er den afgørende svaghed.

Det er jo nøjagtig samme princip, der nu med fornuft hævdes i virusbekæmpelsen. En helt anden trussel, men parallellerne hober sig alligevel op. ”Hellere for meget end for lidt”, er statsministerens slagord for de drastiske tiltag. Ligesom Mogens Glistrup hævdede og nu Stram Kurs hævder, at det er bedre at udsende ”for mange” fremmede end for få. Skadevirkningerne ved at risikere en underdrivelse er ulig større for danskerne end en angivelig overdrivelse.

Journalisten Ulla Terkelsen, der ellers ikke kan kaldes dansknational, proklamerede i JP sin lyst til at synge ”I Danmark er jeg født”, da hun mente at se en stærk statsleder legemliggøre et solidarisk folkefællesskab, der under store ofre slår ring om de svageste. I hvert fald idéen er da også såre smuk, men det er så vist nye toner fra globalisterne, som med ét har indset landegrænsernes værdi.

Sådan kunne man fortsætte. De stemmer, der ligesom over for Glistrup og Stram Kurs nu advarer om en slags ny fascisme med Mette Frederiksen som en stadig mere magtfuld suveræn over undtagelsestilstanden, har været ret få og ansvarsløse dissidenter, og det er da også her en overfladisk parallel, for situationen fordrer virkelig barske tiltag og styring, om man så er enig i detaljerne eller ej.

Men så er det, man kan undre sig, for en sådan stram kurs har masseindvandringen jo også længe kaldt på. Parallellen er ikke en bagatellisering af pandemien, thi indvandringen er blot en alvorlig trussel af en anden art. Selv den værste pest brød i længden ikke Europas civilisatoriske kontinuitet, som islamiseringen truer med. Sygdomme truer individer, masseindvandring gør fællesskabet sygt.

I vor individualiserede moderne verden er truslen mod den enkelte blevet altoverskyggende, mens masseindvandringen i hvert fald foreløbig for mange er et mere fjernt, økonomisk eller rent politisk irritationsmoment, og de virkelig personligt ramte er en minoritet. En civilisation kan da også i teorien gå under, uden at der udgydes blod. Så glat går det ikke i det 21. århundredes Europa, men pointen er, at mange bagatelliserer truslen, fordi det først vil være sent i forløbet, at de fleste indlysende vil lide under et forarmet samfund.

Når der så til den tid sikkert også kommer pandemier, vil kniven blive drejet rundt i det åbne sår. Et mere islamiseret, afrikaniseret multietnisk samfund vil jo ikke være det velfærdssamfund, som nu i nødens stund med nogenlunde succes forsøger at omfatte alle borgere med moderlig omsorg. Som en af de ledende 68’ere og multikulti-tilhængere, Daniel Cohn-Bendit, har erkendt, er det multikulturelle samfund “hårdt, grusomt og usolidarisk”. Givetvis mere ulige og generelt en hel del fattigere.

Det er godt 20 år siden, jeg i bladet “Danskeren” skrev om “spredningen af den muslimske epidemi”, og skønt ordvalget vakte indignation dengang, forekommer det mig netop nu at være en rammende metafor for den alvor og de tiltag, der også er relevante for de demografiske og ideologiske trusler, ligesom over for pandemier. Det er ikke at gøre andre mennesker til en sygdom, men at helt generelt med den fornødne hårdhed bekæmpe trusler mod samfundsgrundlag og landsmænds liv og velfærd.