Efter anden verdenskrig endte nogle hundrede tusind tyske flygtninge, mest kvinder og børn, i Danmark. Holdningen i Rigsdagen så vel som i befolkningen var helt generelt, at de skulle hjem igen, selv om det altså var mennesker, der stod os langt nærmere end ulandsfolk, og selv om “hjem” dengang blot var ruinhobe i større grad, end det er tilfældet for fremmede i dagens Danmark. Man så flygtningene som en del af det fjendtlige Tyskland, skønt hver enkelt flygtning sandsynligvis personligt var uden skyld. Givetvis udgjorde de i langt mindre grad end nutidens fremmede fysiske eller kulturelle trusler.

Statsminister Knud Kristensen redegjorde ved Rigsdagens åbning i 1947 for situationen: “Af de over 200.000 tyske flygtninge, der fandtes her ved kapitulationen, er det indtil nu lykkedes at få væsentlig over halvdelen hjemsendt, således at der i øjeblikket er ca. 76.000 tilbage. Ministeriet bestræber sig for at få disse sidste flygtninge fjernet og håber, det snart må lykkes.”

Der var ingen som helst indvendiger i Rigsdagen imod indkvarteringen i lejre med pigtråd, ej heller hjemsendelsesmålet. I juni 1946 sammenfattede kommunisten Ib Nørlund sin opfattelse: “Vi ser på spørgsmålet om de tyske flygtninges fortsatte forbliven her i landet med stor alvor, ikke blot af de finansielle grunde, som allerede er blevet fremdraget her (…), men også af nationale grunde. Det ville være en ulykke for os, hvis vi skulle opsuge et så stort både nationalt, folkeligt og politisk fremmedelement, som jo beløber sig til hen ved 5 pct. af befolkningen, og det bliver vi nødt til at forhindre.” Og videre: “Selv om det kun ved visse lejligheder hører til god tone at indespærre folk her i landet, så bliver vi nødt til at gribe til dette middel over for de tyske flygtninge. Interneringen forhindrer i høj grad en assimilering af de tyske flygtninge (…). Man bliver nødt til at forhindre enhver opløsning af den strenge afsondring.”

Olav Øllgaard (V) understregede, at behandlingen burde være human, men vi “må holde dem indespærret i særlige lejre, og vi må holde dem bevogtet og adskilt fra den danske befolkning. I dette bør der ikke ske nogen ændring.”

Den konservative Ole Bjørn Kraft støttede også lejr-løsningen: “Det må være den danske politik at fastholde karakteren af flygtninge, og det må ikke forflygtiges på nogen måde.” Den ansvarlige minister for lejrene, Søren P. Larsen (V) uddybede: “Grundene til, at man ikke ville tillade de tyske flygtninge at få arbejde uden for lejrenes område, var, foruden det almindelige hensyn at undgå ubillig konkurrence over for den danske arbejdskraft, dels følelsesmæssige, dels sundhedsmæssige og navnlig ønsket om at hindre enhver form for absorption i det danske samfund af de her i landet tvangsindførte tyske statsborgere.”

Selv den radikale Aage Fogh bakkede op om, at de tyske flygtninge ikke skulle sendes ud på det danske arbejdsmarked: “Vor stilling til det rejste problem er bestemt af den sikre overbevisning, at flygtningene skal hjem igen. Deres sted er ikke her i Danmark, og da vi altså stadig er fast overbevist om, at det vil lykkes at få flygtningene til deres hjem, er det dermed givet, at vi også må holde dem uden for arbejdet.”

Administratoren af lejrene, Johs. Kjærbøl, udtalte, at “menneskeligt må man beklage indespærringen, men den er nødvendig for at sikre, at vi kan komme af med hele dette fremmedelement senere.” I tilbageblik formulerede han politikken: “Behandlingen skulle være human, men gæstfriheden ikke for stor.”

Der var altså ingen protester imod politikken i Rigsdagen og uhyre få i offentligheden. En af disse kom fra samfundsrevseren Poul Henningsen, men selv han var indforstået med, at de skulle tilbage: “Over 200.000 flygtninge vender forhåbentligt snart hjem til Tyskland. Deres dom over Danmark er underordnet, men deres syn på demokratiet vil da være afhængig af hvordan vi har behandlet dem og hvor klart vi har motiveret denne behandling.”

Der kan selvfølgelig altid findes forskelle mellem situationen dengang og i dag, men flere af dem taler altså reelt for en endnu mere strikt udvisningspolitik nu. Det varigt værdifulde og forbilledlige ved situationen i efterkrigstiden er dog ikke de konkrete detaljer, men politikernes principielle holdning, prioritering af danskernes ve og vel og deres samlede vision for det danske samfund som danskernes hjem. Her har selv de bedste folketingspolitikere i dag svært ved at hamle op med nogen som helst af datidens rigsdagsmedlemmer. Nutidens hensyn til fremmedes følelser og internationale forsamlinger på bekostning af danske livsinteresser ville have rystet tilmed de gamle røde og radikale, når der var selv den mindste risiko for derved at få fremmede fjender ud i det danske samfund.