Den russiske filosof Nikolaj Berdjajev (1874-1948) var blandt de skarpeste kritikere af bolsjevikkernes revolution 1917, ikke mindst ud fra et kristent standpunkt.

Det kristne budskab implicerer for Berdjajev vigtigst menneskenes individualitet, deres forskellighed og ulighed, stik modsat den røde lighedsdyrkelse (og den humanistiske kristendomsforståelse). Dertil livets essens som en højere realitet end socialisternes, som er rent materiel. Henvendt til dem skriver han:

”For jer eksisterer Rusland ikke som en højere realitet, som en hel plan for Gud; for jer eksisterer kun folket, men ikke folket som nation, som et levende væsen, som en hel organisme, der har eksisteret i tusind år og forener alle generationerne; men kun folket som bønder og arbejdere med deres forgængelige materielle interesser.”

Det store fokus på sidstnævnte var for Berdjajev selve ondet, heraf udsprang socialismens moralske patos. ”Denne løgn frister sentimentale mennesker. Socialistiske deklamationer om rige og fattige er i de fleste tilfælde falske helt til grunden.” Medlidenheden er reelt forklædt ”grusomhed og forbitret hævngerrighed,” hvilket man da også ser bekræftet af revolutionær fremfærd overalt. Den er bevæget af had, ikke kærlighed. Udsprunget af socialismens falske bevidsthed, nemlig at uretfærdighed, fattigdom og lidelse ”stammer fra de herskende, besiddende klassers onde vilje.”

Kommunisterne mente, at folkets liv kunne baseres på rent praktiske hensyn, uden et åndeligt grundlag. Herimod fremhævede Berdjajev primært nationen som en både fysisk og åndelig virkelighed at leve på. Vel at mærke var han ikke ukritisk over for den russiske folkeånd, som han skildrer som tilbøjelig til udskejelser. Det russiske folk er uforståeligt for vestlige mennesker, skriver Berdjajev: ”Det russiske folk er ikke et vesteuropæisk folk, det er i højere grad et østligt-asiatisk folk.” Dets blanding af europæiske og asiatiske elementer udgør fundamentet for den udbredte russiske idé om at have en universel mission, en messiansk mentalitet, her faktisk ikke forskellig fra blandingsfolket i USA. Berdjajev karakteriserer desuden sit folk med, at det pga. manglende riddervæsen i historien aldrig har fået gennemgået ”en hærdning og disciplinering af personligheden, af en personlig æreskultur.” Mørke urkræfter samler sig om den russiske sjæl og indtager den uden at møde modstand, fortsætter Berdjajev: ”En russer er apokalyptiker eller nihilist.” Russerne søger yderpunkterne, alt eller intet.

Berdjajev anses som en af inspiratorerne for Putin, men som oversætteren Christian Gottlieb skriver i nærværende bogs indsigtsfulde indledning, forekommer der at være vigtige uoverensstemmelser. Først og fremmest var det for Berdjajev vigtigt, at folket traf valg i frihed, det giver fx ikke mening at være påtvunget en bestemt tro. Berdjajevs opgør med den moderne verden er ikke med friheden, men med materialismen: ”I fornægter og udrydder personligheden, alle I forkyndere af den materialistiske revolution, socialister og anarkister, radikale og demokrater af forskellige afskygninger, alle udjævnere og sammenblandere, udbredere af lighedens religion.” Modsat samtidens og eftertidens antisemitter priste Berdjajev i øvrigt herimod jødedommen, der efter hans mening ”eksisterer i verden for over for alle folk at bevise eksistensen af den nationale hemmelighed og den religiøse hemmelighed.”

Det er den moderne stræben efter ydre lighed (i øvrigt også dræbende for friheden), som Berdjajev fordømmer: ”Hver gang en hierarkisk struktur omstyrtes, og man ønsker at befri personligheden for enhver disciplin, stat og kultur, opstår det bestialske kaos, som udrydder personligheden og dræber den menneskelige skikkelse.” Dette er jo i høj grad også det moderne vestlige projekt, som her principielt ligner kommunismens. Som Berdjajev siger til de revolutionære, kan man sige til moderne liberaldemokrater: ”I kender ikke det konkrete menneske af kød og blod, af slægt og folk, det nationale menneske.” Den moderne internationale kamp for ligestilling er en kamp for det abstrakte menneske, ”en kamp, der afleder og afriver det nationale menneske fra dets levende skikkelse, fra moderskab og fædreland.”

Den moderne ”liberal-radikale” tendens har som skrøbeligt ”fundament” vantro og skepticisme og kan derfor notorisk ikke stå fast over for mere yderligtgående og selvsikre kræfter. Demokratiet er i sig selv tomhed og falder som et korthus uden nationens faste grund, der er noget helt andet end bare summen af de nulevendes præferencer: ”Folket er således en mystisk organisme, en fælles personlighed. I denne betydning er folket en nation, der omfatter alle klasser og grupper, alle levende og døde. Men i denne betydning ønsker demokratiet ikke at kende folket og kender det heller ikke, det befinder sig overhovedet ikke i demokratiets synsfelt.”

Rammende for nutidens mentalitet i Vesten er også Berdjajevs konstatering af, at moderne mennesker faktisk i højere grad end tidligere epokers mennesker lever i illusioner. De er ”mindre realistiske i dette ords sande betydning, mere løsrevet fra realiteterne og prisgivet vindenes vilje. Illusionerne om fremskridtet, om den altbefriende revolution, om socialismens jordiske velfærd osv. er uendeligt langt fra en ontologisk realisme. De revolutionære illusioner begynder ideologisk med rationalismen og slutter med irrationalisme. Den menneskelige fornuft rejser sig mod historien og tror, at den med egne kræfter kan opbygge menneskelivet på jorden, rationalisere det totalt og ikke efterlade nogen plads for hemmelighedsfulde og overfornuftige kræfters virksomhed. Men den rationalistiske revolution ender med, at kaos slippes fri, og irrationelle og mørke kræfter begynder at herske.”

Det var en beskrivelse af den kommunistiske revolution, men er jo lige så præcist en beskrivelse af det moderne forsøg på at nedbryde nationerne og skabe indvandringslande, udelukkende styret af forfatningspatriotisme og rationel, demokratisk samtale, som dog allerede nu ses at blive styret stadig mere totalitært for at holde de mørke kræfter, man har lukket ind, i ave. Men læs selv Berdjajevs mange yderligere fænomenale formuleringer med i høj grad aktuel brod.

Nikolaj Berdjajev:

Ulighedens filosofi.

Breve til mine uvenner i den sociale filosofi.

Tidsskriftet Fønix 2017, 401 sider.