Forlægger Peter la Cour, kendt fra talrige debatindlæg og flere bøger, er desuden i slægt med Vilhelm la Cour, den kendte nationalsindede historiker, som under Besættelsen 1940-45 kan siges at have været den nærmeste parallel til Kaj Munk.

I sin nye bog fokuserer Peter la Cour netop på besættelsestiden, hvor Vilhelm var i hvert fald en af de ”første, der gik til modstand”. Vilhelm la Cour stod for en stadig i dag, ja til enhver tid, forbilledlig mentalitet, ville ikke finde sig i uretfærdigheder på sit lands vegne og sagde trodsigt og hensynsløst over for egen sikkerhed og samfundets konfliktskyhed fra, så alle kunne høre det.

Han udpegede de politiske ledere, der især havde svigtet, og konkluderede, at landet var blevet ”solgt af forrædere”. Men han fortsatte:

”Vist var vi det! Vi – alle som én – var vore egne forrædere! Vi var blevet bestukket af vor sorgløshed, købt af vor magelighed, sjakret bort af vor evindelige trang til ’bare at have det rart’! Vi havde glemt, at et folk så lidt som et menneske kan leve udelukkende af brød. Det kan ikke mættes alene ved materiel fremgang – ikke engang når den følges af oplysning på løbende bånd. Karakteren må have sin egen næring: Selvrespekten, som er forudsætningen for sand frihed, der på sin side ikke findes, hvor æren savnes. Alt, hvad der er kulturelt, socialt, politisk og økonomisk kan opbygges – og meget var opbygget siden århundredskiftet! – står og falder med viljen til at værge det, d.v.s. med viljen til at ofre for det.”

Det var befolkningens store flertal, der ville undgå de ubehagelige beslutninger og valgte politikere derefter. Ethvert folk har den regering, det fortjener!

Svært at overse parallellerne til vor tid. Peter la Cour gennemgår i sin bog de mange advarsler, den danske regering fik i tiden op til 9. april 1940, men man troede ikke på advarslerne, ligesom fx over for nutidens islamisering og ”konspirationsteorien” om befolkningsudskiftning. Da angrebet endelig kom den 9. april, forsvarede man ikke København militært, i stedet ”belyste man et protestflag”, det virker som helt moderne symbolpolitik. Man var foreløbig tilfreds med den tyske regerings erklæring om, ”at Tyskland ikke har til hensigt nu eller i fremtiden at berøre Kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed.” Skønt netop dét var sket, beroligede man sig (som så mange gange siden) i en smuktklingende ordverden, mens gaderne blev overtaget af fremmede i flok.

Frem for alt ville man ikke provokere Tyskland, og med den hensigt vedtog den danske regering i juni 1940 et ”midlertidigt tillæg til Borgerlig Straffelov”, hvorefter: ”Den, der ved trykt skrift eller på anden måde offentlig giver meddelelser, der er egnede til at skade landets interesser i forhold til udlandet, straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med hæfte og bøde.” Den slags kendes jo også i vor tid, dog ifølge Koranloven kan der endda gives helt op til to års fængsel, og nutidens lov blev vel at mærke vedtaget helt frivilligt af vore politikere uden fremmede (militære) styrker i landet.

Men da Vilh. la Cour blev slæbt i retten for sin ytringsfrækhed, udtrykte han det, som så mange ytringsfrækhed-anklagede med grund ville kunne gentage i dag: ”At fremmede voldsmænds indtrængen i landet skulle tvinge en dansk domstol til at spille med i denne jammerlige komedie var mere, end jeg kunne tage. Jeg syntes, vi alle deltog i noget, der hverken var ’korrekt’ eller ’værdigt’.”

I bogen beskrives også Vilh. la Cours medvirken i den såkaldte Højgaardkreds, der søgte at bevæge Kongen til at udnævne en mindre tyskvenlig regering. På grund af kredsens ikke så ”demokratiske” karakter blev dens ideologiske profil allerede af samtiden paradoksalt tolket som tyskvenlig. Den (med vilje?) manglende evne til at skelne mellem nazisme og national gammelkonservatisme er ikke kun et moderne fænomen!

Den mest chokerende del af Peter la Cours bog er hans gennemgang af det angiveligt korrekte og værdige officielle Danmarks ageren over for la Cours frihedskamp. Værst legemliggjort i den radikale udenrigsminister Scavenius, der direkte bagtalte la Cour og udleverede ham til landets fjender. En skikkelse som la Cour var upopulær blandt de fleste politikere og var netop mere ubekvem for dem end landets virkelige fjender, idet han truede med at stikke en kæp i hjulet på deres eftergivenhedspolitik. Akkurat ligesom mange i nutidens ”elite” foretrækker at fraternisere med fjender og undertrykke dissidenter blandt landsmænd. Særlig De Radikale har med flid fastholdt den ”nationale” linje lagt af Erik Scavenius!

Kort sagt er der meget stof til eftertanke i Peter la Cours klare og velfunderede historiske gennemgang, som sætter en del ting på plads i forhold til den officielle fortælling. Men først og fremmest er den et værdigt mindeskrift over en skikkelse, som på grund af sin flid og ranke holdning for Danmarks sag både fortjener at huskes for sin egen skyld og for at danne eksempler til efterfølgelse i en epoke, hvor lignende er så stærkt tiltrængt.

Peter la Cour:

Den første der gik til modstand

En biografi om Vilhelm la Cour og hans indsats under Besættelsen.

Peter la Cours Forlag, 2026. 180 sider. ISBN 978-87-88606-56-0