Folketinget diskriminerer 6 ud af 933 kandidater: Rasmus Paludan klager til Præsidiet

Det tredje og nuværende Christiansborg er opført 1907-28 af arkitekten Thorvald Jørgensen i såkaldt nybarokstil. (Foto: Fotograf Anders Hviid, Folketinget)
Det tredje og nuværende Christiansborg er opført 1907-28 af arkitekten Thorvald Jørgensen i såkaldt nybarokstil. (Foto: Fotograf Anders Hviid, Folketinget)

Af de 933 kandidater, der stiller op til Folketinget, er de 927 tilbudt et lokale på Christiansborg. De resterende 6 – løsgængerne – er blevet nægtet. Den diskriminering står ikke i nogen lov.

Jeg har indsendt denne klage via email til Folketingets Præsidium fredag den 20. marts 2026 kl. 08.50.

Klage over forskelsbehandling af 6 kandidater til Folketinget (ud af 933) og anmodning om lokale

Til Folketingets Præsidium 

Jeg retter henvendelse som opstillet kandidat til Folketinget uden for partierne i Københavns Storkreds. 

1. Klagepunkter

Jeg klager over Folketingets administrations afslag på at stille lokale til rådighed for mig på Christiansborg på valgaftenen ved folketingsvalget den 24. marts 2026.

Min klage angår navnlig følgende forhold:

1.1. Manglende klarhed om grundlaget for praksissen

Folketingets administration har oplyst, at det siden i hvert fald 2001 har været praksis, at kun opstillingsberettigede partier inviteres til at være til stede i Folketinget på valgaftenen, og at det daværende Præsidium i 2012 bekræftede, at denne praksis skal følges.

Jeg har imidlertid spurgt, hvor denne praksis og Præsidiets stillingtagen fra 2012 fremgår, og om der foreligger skriftligt materiale herom. Dette er ikke besvaret.

Min klage angår derfor, om Folketingets administration har haft et tilstrækkeligt klart og dokumenterbart grundlag for at afslå min anmodning.

1.2. Forskelsbehandling mellem kandidater i samme folketingsvalg

Afslaget indebærer, at kandidater, der opstiller uden for partierne (6 kandidater), behandles anderledes end kandidater for opstillingsberettigede partier (927 kandidater) i forbindelse med den samme demokratiske proces, nemlig folketingsvalget og valgaftenen på Christiansborg.

Min klage angår derfor, om denne forskelsbehandling hviler på et sagligt og tilstrækkeligt grundlag.

1.3. Manglende konkret begrundelse for kapacitetshensynet

Folketingets administration har henvist til begrænset kapacitet som en del af begrundelsen for den angiveligt årelange praksis. Ved dette folketingsvalg er der imidlertid kun 6 løsgængerkandidater i hele landet.

Min klage angår derfor, om det anførte kapacitetshensyn i den konkrete situation er tilstrækkeligt underbygget og sagligt anvendt.

1.4. Manglende oplysning om beslutningskompetence i den konkrete sag

Jeg har desuden bedt om at få oplyst, hvem der har truffet beslutningen i min konkrete sag. Dette er heller ikke besvaret.

Min klage angår derfor også, om Folketingets administration i tilstrækkelig grad har oplyst, hvem der har truffet den konkrete beslutning, og på hvilket grundlag dette er sket.

2. Sagsfremstilling

Nedenfor gengives korrespondancen mellem undertegnede og Folketingets administration i kronologisk rækkefølge.

17. marts 2026 kl. 12:46 – Rasmus Paludan til Folketinget

Jeg er opstillet uden for partierne i Københavns Storkreds til valget den 24. marts 2026.

I forbindelse med valget 2019 blev Stram Kurs tilbudt et lokale til valgarrangement på Christiansborg på valgaftenen.

Så jeg vil spørge, om jeg også kan låne et lokale til mit valgarrangement?

Med venlig hilsen

Rasmus Paludan
Søndergade 40
8840 Rødkærsbro

Mobil 4061 1950

17. marts 2026 kl. 20:43 – Mikael Schrage, Folketingets administration, til Rasmus Paludan

Kære Rasmus Paludan

Tak for din e-mail.

Folketinget stiller lokaler til rådighed for de opstillingsberettigede partier på valgaftenen den 24. marts 2026. Folketinget stiller ikke lokaler til rådighed for de kandidater, der stiller op uden for partierne.

Vi kan derfor ikke tilbyde dig et lokale til valgaftenen ved folketingsvalget.

Hvis du har nogen spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig.

Med venlig hilsen

Mikael Schrage

Chefkonsulent
Service og Event
Christiansborg
1218 København K

Tlf. +45 3337 5500
Dir. +45 3337 3260

Mikael.Schrage@ft.dk

17. marts 2026 kl. 21:41 – Rasmus Paludan til Mikael Schrage

Hvor fremgår den regel?

Med venlig hilsen

Rasmus Paludan
Søndergade 40
8840 Rødkærsbro
Mobil 4061 1950

19. marts 2026 kl. 08:37 – Rasmus Paludan til Mikael Schrage

Kære Mikael Schrage

Jeg skal venligst rykke for svar på min henvendelse vedrørende mulighed for at få stillet et lokale til rådighed på Christiansborg på valgaftenen.

Du skrev, at jeg kunne kontakte dig, hvis jeg havde spørgsmål. Det gjorde jeg straks og spurgte, hvor den regel fremgår, hvorefter Folketinget kun stiller lokaler til rådighed for opstillingsberettigede partier, men ikke for kandidater, der opstiller uden for partierne. Dette spørgsmål er endnu ikke besvaret.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at folketingsmedlem Jeppe Søe har rettet henvendelse til Folketingets præsidium om samme problemstilling.

Jeg skal derfor også bede oplyst, hvem der har truffet beslutningen om denne praksis.

Jeg bemærker i den forbindelse, at der ved dette folketingsvalg kun er 6 løsgængerkandidater ud af i alt 933 kandidater.

Jeg ser frem til jeres svar.

Med venlig hilsen

Rasmus Paludan
Søndergade 40
8840 Rødkærsbro

Mobil 4061 1950

19. marts 2026 kl. 13:08 – Mikael Schrage, Folketingets administration, til Rasmus Paludan

Kære Rasmus Paludan

Det har været Folketingets praksis, i hvert fald siden 2001, at det kun er opstillingsberettigede partier, som bliver inviteret til at være til stede i Folketinget på valgaftenen.

Det var også derfor, at vi inviterede dig og Stram Kurs til at være i Folketinget ved folketingsvalget i 2019.

Den årelange praksis skyldes bl.a. hensynet til, at Folketinget har begrænset kapacitet til at kunne rumme både opstillingsberettigede partier og alle de kandidater, som stiller op ved folketingsvalg uden for grupperne.

Folketinget har ad flere omgange besvaret tilsvarende henvendelser om lån af lokaler på en valgaften med det samme svar. I 2012 bekræftede det daværende Præsidie også, at denne praksis skal følges, da der gælder mere lempelige krav til opstilling af kandidater udenfor partierne end for opstilling af et parti.

Med venlig hilsen

Mikael Schrage
Chefkonsulent

Service og Event
Christiansborg
1218 København K

Tlf. +45 3337 5500
Dir. +45 3337 3260

Mikael.Schrage@ft.dk

19. marts 2026 kl. 13.38  – Rasmus Paludan til Mikael Schrage

Kære Mikael Schrage

Tak for dit svar.

Jeg forstår, at Folketinget henviser til en praksis, som efter det oplyste har eksisteret siden 2001, og som i 2012 er bekræftet af Folketingets Præsidium.

Jeg skal derfor anmode om at få oplyst, hvor denne praksis og Præsidiets stillingtagen fra 2012 fremgår, herunder om der foreligger skriftligt materiale herom, som jeg i givet fald anmoder om at få tilsendt.

Jeg skal endvidere anmode om at få oplyst, hvem der har truffet beslutningen i min konkrete sag.

Jeg bemærker i den forbindelse, at der ved dette folketingsvalg kun er 6 løsgængerkandidater i hele landet, hvorfor hensynet til kapacitet i den konkrete situation ikke gør sig gældende.

Jeg bemærker endvidere, at der er tale om forskelsbehandling mellem kandidater, der deltager i samme folketingsvalg, hvilket gør det relevant at få det nærmere grundlag for praksissen belyst.

Med venlig hilsen

Rasmus Paludan
Søndergade 40
8840 Rødkærsbro

Mobil 4061 1950

3. Retlige bemærkninger

Efter min opfattelse rejser sagen spørgsmål om, hvorvidt Folketingets administration har haft et tilstrækkeligt klart og sagligt grundlag for at afslå min anmodning om at få stillet et lokale til rådighed på Christiansborg på valgaftenen.

Folketingets administration har henvist til en praksis, som efter det oplyste har eksisteret siden 2001, og som i 2012 er bekræftet af Folketingets Præsidium. Det fremgår imidlertid ikke, hvor denne praksis er fastlagt, eller om der foreligger skriftligt materiale, som nærmere beskriver dens indhold og anvendelse.

Det er min opfattelse, at en praksis, som indebærer forskelsbehandling mellem deltagere i en demokratisk proces, bør være baseret på klare, saglige og tilgængelige kriterier. Dette gælder navnlig i en situation som den foreliggende, hvor adgangen til Folketinget på valgaftenen reguleres.

Afslaget indebærer, at de 6 kandidater, der opstiller uden for partierne, behandles anderledes end de 927 kandidater der opstiller for opstillingsberettigede partier i forbindelse med det samme folketingsvalg. Efter min opfattelse bør en sådan forskelsbehandling hvile på et sagligt og tilstrækkeligt underbygget grundlag.

Folketingets administration har i den forbindelse henvist til hensynet til kapacitet. Ved det aktuelle folketingsvalg er der imidlertid kun 6 løsgængerkandidater i hele landet. Dette tal er så begrænset, at det ikke umiddelbart kan begrunde en generel udelukkelse. Det forekommer derfor uklart, i hvilket omfang det anførte kapacitetshensyn konkret gør sig gældende i den foreliggende situation. 

Jeg bemærker endvidere, at de principper om lighed og neutralitet, som ligger til grund for folketingsvalgloven, efter min opfattelse taler for, at kandidater, der deltager i samme valg, som udgangspunkt behandles efter ensartede kriterier i relation til rammerne omkring valget.

Endelig bemærker jeg, at jeg ikke har fået oplyst, hvem der har truffet beslutningen i min konkrete sag, eller på hvilket nærmere grundlag dette er sket.

Det er i den forbindelse min opfattelse, at der gælder et almindeligt forvaltningsretligt krav om, at en praksis, som indebærer forskelsbehandling, skal være klart fastlagt og kunne dokumenteres.

4. Påstand

Jeg anmoder principalt om, at Folketinget stiller et lokale til rådighed for mig på Christiansborg på valgaftenen ved folketingsvalget den 24. marts 2026 samt træffer afgørelse herom snarest muligt.

Subsidiært anmoder jeg om, at Folketinget stiller et lokale til rådighed til fælles brug for de kandidater, der opstiller uden for partierne ved det pågældende valg.

Til støtte herfor henviser jeg til de under punkt 1–3 anførte forhold, herunder navnlig at der ved det aktuelle folketingsvalg alene er 6 løsgængerkandidater i hele landet.

Med venlig hilsen

Rasmus Paludan
Søndergade 40
8840 Rødkærsbro

Mobil 4061 1950

Be the first to comment on "Folketinget diskriminerer 6 ud af 933 kandidater: Rasmus Paludan klager til Præsidiet"

Efterlad en kommentar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.