Den 37-årige hvide kvinde Renee Goods død giver anledning til at overveje, hvorfor jeg finder hendes type menneske så frastødende. Det er ikke, fordi hun havde sex med sit eget køn. Det er skamløsheden i hele hendes eksistens. I USA kaldes hendes type “White liberal female”.

Renée Good var amerikansk “digter” og beskrev sit virke som “kreativ forfatter”. Hun levede i progressive (dvs. venstreeksremistiske) miljøer i Minnesota, var “gift” med en kvinde (kan ikke lade sig gøre) og havde børn fra tidligere 2 ægteskaber (dvs. med mænd). Efter Trumps valg flyttede hun og familien kortvarigt til Canada på grund af det politiske klima. Hun var en del af en ekstrem aktivistgruppe, der overvågede modarbejdede immigrationsmyndighedernes arbejde. Det ene barn, som hun stadig havde forældremyndighed over, sendte hun på en venstreekstremistisk og aktivistisk skole.

Psykologisk reaktion

Jeg har ingen problemer med, at mennesker har sex med deres eget køn. Det angår mig ikke, og det interesserer mig ikke. Alligevel oplever jeg – særligt i USA – en stærk følelse af væmmelse over for bestemte typer mennesker på den yderste venstrefløj. Det er ikke en moralsk dom, men en psykologisk reaktion. Og netop derfor kan den forklares nøgternt.

Jeg har oplevet dette konkret under ophold i Portland og Minneapolis: byrum præget af politisk og identitær iscenesættelse, hvor seksualitet, køn og ideologi ikke blot leves, men demonstreres offentligt – ofte uden hensyntagen til kontekst, proportioner eller publikum, herunder børn.

Væmmelse opstår ikke ud af ingenting. Ifølge evolutionspsykologi og socialpsykologi fungerer væmmelse som et beskyttelsessignal, der aktiveres, når sociale eller kropslige grænser overskrides på måder, der opleves som truende for orden og fælles normer (Rozin m.fl., Disgust, 2008).

Det afgørende er ikke hvad folk er, men hvordan de opfører sig i det fælles rum.

Skam og blufærdighed som social teknologi

Skam er ikke undertrykkelse. Skam er selvregulering. Sociologisk fungerer skam som en internaliseret normmekanisme, der får mennesker til af sig selv at begrænse, hvad de eksponerer for andre (Norbert Elias, The Civilizing Process).

Her ligger en helt afgørende forskel, som ofte sløres i debatten:

I dele af USA ser man:

• parader, hvor seksuelle lyster eksplicit iscenesættes,
• kønsorganer eksponeres i det offentlige rum,
• og børn inddrages som publikum i voksnes seksuelle og identitære performance.

Det er seksualisering af det fælles rum.

I Danmark kan man samtidig opleve:

• familier, der vinterbader nøgne,
• fællessauna uden badetøj,
• fællesbad efter idræt og sport

Det er afseksualiseret nøgenhed.

Antropologisk er forskellen velkendt: Nøgenhed er ikke i sig selv seksuel. Den bliver seksuel, når den iscenesættes, signaleres og gøres til identitet (Desmond Morris; bekræftet i nordisk kropskulturforskning). At sidestille de to fænomener er en kategorifejl.

Væmmelsen opstår ikke ved nøgen hud, men ved skamløs seksualisering uden situationsfornemmelse.

Normbrud kombineret med moralsk overhøjhed

Moralpsykologisk forskning (Jonathan Haidt) viser, at mennesker reagerer særligt stærkt, når normbrud ledsages af et krav om moralsk overlegenhed. Det opleves ikke som pluralisme, men som tvang.

Når nogen:

• overskrider sociale grænser,
• afviser andres ubehag som “fordomme”,
• og samtidig kræver anerkendelse som mere empatiske og mere oplyste,

udløser det ikke uenighed, men afsky. Afsky er her ikke et argument; det er et signal om grænseoverskridelse på et præ-refleksivt niveau.

Seksualitet som politisk performance

Der er forskel på at leve sit liv og på at gøre sit liv til offentlig performance. Når seksualitet bruges som politisk markør, ophører den med at være privat. Sociologisk svarer det til det, Erving Goffman beskrev som front-stage behavior: konstant iscenesættelse uden tilbagetrækning til et privat rum. Det er belastende – også for omgivelserne.

Hvorfor ser man dette i USA – men næsten ikke i Danmark?

Forskellen er strukturel, ikke tilfældig:

1) Amerikansk bekendelseskultur vs. nordisk diskretion
USA er præget af offentlig bekendelse, synlighed og performativ identitet: at vise er at være. Danmark er præget af lav emotionel ekshibition og social korrektion. Skamløshed belønnes i USA; den udløser pinlighed i Danmark. Det nærmeste vi kommer i Danmark er den årlige “Copenhagen Pride” (stolthed over hvad?), som også skaber dyb væmmelse hos mange normale danskere.

2) Identitetspolitik som erstatningsreligion
I USA har identitetspolitik udviklet religiøse træk: ritualer, hellige grupper, kættere og offentlig bod. Seksualitet og køn bliver trosmarkører. I Danmark mangler denne struktur social resonans og dør derfor hurtigt ud eller dæmpes.

3) Forskellig forståelse af det fælles rum
I Danmark er det fælles rum normstyret og afdæmpet. I dele af USA opfattes det fælles rum som scene for individuel selvudfoldelse. Når alt bliver scene, bliver intimitet også til rekvisit.

Derfor producerer visse amerikanske storbyer – som Portland og Minneapolis – typer, der næsten ikke findes i Danmark, eller som her hurtigt korrigeres socialt.

Offentlig skamløshed skaber væmmelse

Væmmelse er ikke had. Det er ikke et ønske om at regulere andres privatliv. Det er en instinktiv reaktion på skamløs normopløsning i det fælles rum. Man kan fuldt ud acceptere, at mennesker lever forskelligt – og samtidig fastholde, at ikke alt skal udstilles, politiseres og påtvinges andre.

At forklare denne forskel nøgternt er ikke ekstremt. Det er oplysende.