Chokerende indblik bag kulisserne hos politiet i Københavns Lufthavn … Fra sin tid som politibetjent, først i Uropatruljen, og 1992-2023 i lufthavnen beretter Johnny Robin Jørgensen mange forargelige historier. Selv de mest urimelige forklaringer fra indrejsende må accepteres, blot de også siger ”asyl”. Og med de begrænsninger i magtudøvelse, danske myndigheder har, er det også uhyre vanskeligt og dyrt at returnere en udlænding, der har besluttet sig for at blive. (Fx da en mand for syvende gang blev forsøgt sat på et returfly, gik han på lufthavnstoilettet og smurte sig ind i egen afføring).

Men det forargelige er sådan set ikke udlændinges uendelige opfindsomhed i at snyde sig ind i Danmark, derimod myndighedernes ligegyldighed og slaphed. I det stadige ”våbenkapløb” mellem lovbryderes og ordenshåndhæveres snuhed og kløgt synes det altovervejende at afhænge af initiativ og snilde hos folkene på gulvet, at der sker noget som helst. Men når Jørgensen fandt på en effektiv metode til at afsløre illegalt rejsende og forventede at få ros, blev han tværtimod irettesat af sine overordnede, der (efter vink højere oppefra) ønskede en ineffektiv tilgang, som holder statistikken pænere!

Der er tilsyneladende ikke styr på særlig meget. Ulovlige indtrængere bliver bare sat i en taxa til Sandholmlejren, hvor de typisk forsvinder til ukendte mål. Det største problem ser Jørgensen dog i det grænseløse Schengen, hvor tredjeverdensfolk er dygtige til at finde det svageste led. Her afhænger alt af samarbejdet mellem landene, men mens det danske lufthavnspoliti har oplyst andre Schengen-lande om tusindvis af sager med misbrug af disse landes dokumenter o. lign., har man i Danmark intet hørt fra nogen andre lande.

Samarbejdet er ikke-eksisterende. Mens visse sydeuropæiske lande gerne ekspederer uønskede fremmede nordpå, vil man i København tilbageholde ulovligt rejsende, selv om de gerne vil videre til et andet land. Dermed tvinges de til at søge asyl her, og Danmark får en ekstra byrde. Lufthavnspolitiets arbejde hermed optager den for lille arbejdsstyrke og hindrer kontrol af andre ankomster. ”Og derfor var og er der også et kæmpe mørketal i statistikken over den illegale indvandring, der dækker over enorme problemer med de åbne grænser.”

Formelt set er de danske myndigheders handlingslammelse dog værre end det dysfunktionelle Schengen. Eller rettere også værre end handlingslammelse: Jørgensen har oplevet at ringe til kommuner, hvor man blev vred, når han anmeldte udlændinge på kontanthjælp for at tage til udlandet. Og da han kontaktede Udlændingestyrelsen om irakiske ”flygtninge”, der havde været på ferie i hjemlandet, var styrelsens reaktion: ”Åh, Gud. Hvor er det godt, at de slap helskindede ud.” Naiviteten virker visse steder grænseløs, hvis det da ikke bare er flygtningevenlighed mod bedre vidende, eller direkte islamofili.

Arbejdet med at tjekke rejsende på kontanthjælp er nu lagt under Socialministeriet, der kun foretager få kontroller. Dermed er snyderiet ifølge statistikken faldet betragteligt. Virkeligheden ser dog anderledes ud, oplyser Jørgensen. Han viser i sin bog, at det vigtigste for myndighederne på flere områder er at opretholde den pæne facade. At håndtere realiteterne viger man tilbage for. Det giver bare arbejde og besvær. Og tilstrækkelige ressourcer til den underbemandede lufthavnskontrol kan der ikke være tale om.

En kilde til frustration for Jørgensen var det også, at selv storslemme menneskesmuglere kun får meget lille straf, som slet ikke kan afskrække i forhold til branchens enorme fortjenester. Sagsbehandlingen er så langsom, at de blødagtige domstole oftest mener, at ventetiden er straf nok. Også Udlændingestyrelsens langmodighed er Jørgensen efter: Således er det en stor opgave for grænsepolitiet at forhindre indrejse af kvinder til prostitution, men han giver konkrete eksempler på sager, hvor alle mulige beviser peger på, at en kvindelig rejsende er prostitueret (hvilket også senere bekræftes), men dog er det ikke bevis nok for Udlændingestyrelsen. Et andet absurd emne er misbrugen af højskolerne, hvor staten selv deltog i finansieringen af udenlandske “elever”, der dog aldrig havde til hensigt at gå på højskole. Skolerne legede ganske bevidst med i svindelnummeret, der jo gav støtte pr. ”elev”, og det var en økonomisk katastrofe for dem, da det endelig blev stoppet.

Også en masse andre steder i det danske samfund tænker man primært på egen fordel af de ulovligt indrejste, mindre på det fælles samfunds skæbne. Dog er man meget flittig mht. at skønmale egen indsats, så realiteterne hører man ikke fra den officielle fortælling, men fra de folk, der står i suppedasen ude i felten. Den megen snak om ”samfundssind” trænger i høj grad til at udbredes til politikken for grænsekontrol og generelt til selvjustits. I udlændingedebatten bør det altid ihukommes, at når danskerne peger mod fremmedes misbrug, peger tre fingre mod os selv!

Johnny Robin Jørgensen:

På grænsen.

Lufthavnsstrømeren checker ud.

Forlaget Grønningen 1, 2023. 354 sider.