Mediernes fortælling fra maj 2025 var forkert. Alle afgørelser i Italien, Frankrig og Schweiz er nu indbragt for domstolene og under aktiv behandling.
I maj 2025 viderebragte Ritzau og flere danske medier, at jeg var meddelt indrejseforbud i Italien, Frankrig og Schweiz – angiveligt som endelige og ubestridte realiteter.
Det var forkert.
Jeg besluttede nemlig allerede i Milanos lufthavn den 15. maj 2025, at jeg ikke længere ville acceptere at blive afvist af lande i EU eller Schengen. Alle er under domstolsprøvelse i de respektive lande.
Frankrig: Domstolen giver fuld fri proces
Det franske indrejseforbud er udstedt efter CESEDA og er nu indbragt for Tribunal administratif de Strasbourg.
Den 4. november 2025 tildelte domstolen mig aide juridictionnelle totale – fuld fri proces.
Det forudsætter, at sagen ikke er åbenbart ubegrundet, at den rejser et substansielt retskrav, og at den skal føres på statens regning efter en administrativ vurdering.
Sagen fortsætter nu i hovedsagen.
Schweiz: Føderal forvaltningsdomstol behandler sagen
Det schweiziske indrejseforbud (3 dage, nu udløbet) er indbragt for Bundesverwaltungsgericht (BVGer) i St. Gallen.
Domstolen har accepteret sagen, hvilket betyder, at processen opfylder kravene i VwVG, at sagen går videre til realitetsbehandling, og at BVGer foretager en fuld prøvelse af lovlighed og proportionalitet.
Italien: To parallelle sager af principiel betydning
Cassazione behandler deportationsafgørelse
Deportationsafgørelsen stammer fra en dommer ved Tribunale di Milano. Mine advokater har indbragt sagen for Corte Suprema di Cassazione, Italiens højeste ret i kassationssager.
Cassazione vurderer blandt andet hjemmelsgrundlag, EU-retten (Direktiv 2004/38/EF), proportionalitet, kravet om individuel vurdering og eventuelle procedurefejl. Domstolen kan ophæve eller hjemvise afgørelsen.
TAR Milano behandler indrejseforbud
Indrejseforbuddet fra præfekten i Varese er indbragt for TAR Milano, hvor der er berammet retsmøde til 6. maj 2026.
TAR Milano har allerede truffet to markante procesafgørelser:
Sagen tages ud af den forenklede proces
TAR har besluttet ikke at anvende art. 60 CPA (rito abbreviato), fordi sagen rejser komplekse EU-retlige spørgsmål, vedrører proportionalitet, har offentlig og statslig interesse og kræver fuld mundtlig forhandling.
Overvejelse om henvisning til TAR Lazio – statens sikkerhed
TAR Milano har formelt meddelt, at sagen kan blive henvist til TAR Lazio, fordi den berører statens sikkerhed. Dette sker efter art. 13 CPA og art. 135, stk. 1, litra b, CPA.
TAR Lazio er Italiens nationale specialinstans for sager om sikkerhed, efterretningstjenester og statslige foranstaltninger. Overvejelsen viser, at sagen anses for nationalt principiel.
EU-retten: Fri bevægelighed og proportionalitet
Alle tre sager berører centrale EU-retlige principper som fri bevægelighed, adgang til domstolsprøvelse, proportionalitet, krav om individuel vurdering af EU-borgere samt praksis fra EU-Domstolen og EMRK.
Rejseaktivitet viser realiteten
I 2025 har jeg uden problemer besøgt Portugal, Spanien, Østrig og Tyskland. I 2024 besøgte jeg Finland. Alle er fuldgyldige Schengen- og EU-lande, hvilket understreger, at de udstedte administrative afgørelser ikke udgør reelle barrierer.
Konklusion: Ingen af sagerne er afgjort
De tre indrejseforbud er ikke endelige, ikke retskraftige, ikke ubestridte, og alle er genstand for aktiv domstolsbehandling i tre forskellige jurisdiktioner.
Mediernes fremstilling i maj 2025 var derfor faktuelt forkert.

Be the first to comment on "Ingen af de tre indrejseforbud er endelige"