”Der er blevet tænkt og skrevet om mod, lige siden de gamle grækere bragte det på banen, men i dag taler, læser og hører vi ikke særlig meget om mod. Til gengæld taler, læser og hører vi hele tiden om angst. Hvis vi samlede en hel masse mennesker og bad alle dem, der syntes, at de var modige, om at række hånden i vejret, vil jeg vædde på, at ikke ret mange ville gøre det. Spurgte vi de samme mennesker om, hvem af dem der oplevede angst, tror jeg, at resultatet ville være anderledes.”

Et citat af Morten Kirckhoff, kendt fra et af de aktuelt mest populære tv-programmer Nul Stjerner. Han skriver i sin nye bog med udgangspunkt i sit eget liv og i samtaler med andre skribenter eller tænkere primært om emnet: ”Hvad er mod?” Han beskriver nutidens store problem for mange mennesker: ”Hvad så, når man pludselig indser, at man er blevet 50 år og egentlig ikke har taget stilling til noget som helst gennem hele livet, men bare opført sig som en lemming. Alt det materielle er på plads, men der mangler noget. Man lever ikke livet helhjertet. Hvor finder man modet til at ændre det?”

Fra barnsben pakkes man i dag ind i vat, ethvert udfald skal være planlagt og sikkert på forhånd, her har Kirckhoff altid levet et ganske risikabelt friluftsliv og været parat til at tage chancer. Vor tids samfund og land lider jo ikke mindst under, at de fleste er uden civilkurage, frygter at falde uden for strømmen og miste det bekvemme, de nu engang har. Kirckhoff havde en god karriere som originalt tænkende reklamemand, men attråede alligevel et andet liv, som han realiserede ved i sin fritid at være eventyrer med rejser til ”forladte steder”, hvilket han formåede at gøre til en karriere. Kirckhoffs pointe er bl.a., at de unge burde lære, at livet ikke er farligt, men i stedet får de at vide, at verden og livet aldrig har været værre end nu, og så får de en diagnose og medicin. Kirckhoff vil i stedet lære de unge, at verden er bedre end før, så man kan roligt være mere modig, men ”retorikken er ofte, at dommedag er lige om hjørnet.”

Kirckhoff har på sine rejser til de fleste af verdens lande altovervejende kun mødt gæstfrihed og velvilje, og denne grundlæggende tillid til menneskene har også befordret hans grænsesøgende adfærd, med mottoet: ”Det nytter at turde at gå nye veje og tage risici.” Skønt i en anden aktivitet minder hans mentalitet jo om Morten Korchs muntre iværksættertrang og ukuelige lyssind eller Mogens Glistrups erklærede kærlighed til alle mennesker (i kontrast til den – desværre jævnligt rammende – karikatur af en højrefløjser, der ser onde viljer overalt). Eller aktuelt mest om Rasmus Paludan, der i en anden branche er det mest lysende eksempel på mod til at træde udenfor og gøre sig sårbar for kritik og latterliggørelse. En usædvanlig ballast af positivitet er nødvendig for at gå i gang med en aktivitet som hans.

Der er selvfølgelig et paradoks i Kirckhoffs kærlighedserklæring til alverden. Som han selv siger det: ”Jeg tror på det gode, når jeg rejser ud i verden. Det siger jeg igen og igen, når jeg holder foredrag. Hvis man tør rejse ud, så møder man gode folk – også de steder, hvor vi ellers kun ser bøvl, problemer, krig og ødelæggelse.” Netop de enkelte mennesker i det personlige møde er oftest en positiv oplevelse, mens selvsamme mennesker som del af en gruppe er involveret i borgerkrige og den slags. Det er jo typisk dette paradoks, indvandringstilhængere ikke forstår, når de i deres propaganda fremfører effektfuld empati for konkrete skæbner uden tanke for det politiske facit, en mudret befolkningssammensætning efter den meste erfaring giver.

Denne modsætning mellem det individuelle og det politiske fordyber Kirckhoff sig desværre ikke meget i. Men kommer indirekte ind på problemet fx i sin skildring af den uautentiske facade, den gængse turistindustri giver af rejsemål. Han var således på en typisk turistrejse til Dubai, ”og det er jo et forfærdeligt sted. En kulisse.” Dog en stor del af danskeres erfaring med fremmede er jo en fejlslutning ud fra sådanne skønmaleriske ferieophold, der ikke viser de sande samfundsvilkår. Ikke mindst er det jo ikke sært, at velbetalende turister overalt behandles venligt.

Kirckhoff slutter sin bog med nogle citater, han har fundet inspiration i og bruger som facit for sit eget budskab. Således den amerikanske professor Brené Brown, kendt for sin forskning i mod:

”Sårbarhed er ikke at kende til sejr eller nederlag, det er at forstå nødvendigheden af begge dele, at kaste sig ud i det. At være med på det hele. (…) Vi er nødt til at gå ind i arenaen, hvori den end måtte bestå (…), modigt og villige til at engagere os. I stedet for at sidde på sidelinjen og strø om os med fordømmelser og gode råd er vi nødt til at vove at stille op og lade os blive set. Dette er sårbarhed. Dette er stort vovemod.”

Det var jo ikke mindst en skildring af Paludans virke, modsat hans kritikere på sociale medier og andetsteds, der kan og ved det hele meget bedre – i teorien. Netop ikke selv har gjort sig sårbare. Som Kirckhoff også citerer Theodore Roosevelt:

”Det er ikke kritikeren, der tæller; ikke den der påpeger, hvor den stærke snubler, eller hvor den, der gør store gerninger, kunne have gjort dem bedre. Æren tilkommer manden, som reelt er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv og sved og blod, den som kæmper tappert, som fejler, som gang på gang kommer til kort, for der findes ingen bestræbelser uden fejl og mangler; den som rent faktisk stræber efter at udføre gerningerne; som kender til stor begejstring, intens hengivenhed; som bruger sig selv i en værdig sags tjeneste; som i bedste fald ender med at kende triumfen ved store bedrifter, og som i værste fald, hvis han fejler, i det mindste fejler, mens han udviser stort vovemod.”