Mange tror, at modviljen mod feminiserede mænd skyldes seksualitet. I virkeligheden handler det om ære, styrke og den brudte mandlige pagt – og om, hvem der vil kunne forsvare kvinder og børn, når krigen kommer.
Mange kalder det homofobi, men det er en fejllæsning. Når mænd reagerer med afsky på visse homoseksuelle mænd, handler det ikke om seksualitet – men om brud med det, som alle mænd instinktivt forstår: At være mand er at stå i et fællesskab, en uskreven pagt om styrke, mod og selvkontrol. Man kan være svag, man kan fejle, men man må aldrig gøre det skamløst. Mænd, der åbent og stolt bryder denne pagt, vækker ikke debat – de vækker foragt.
Skamløshed er ikke frisind – det er forræderi
I The Way of Men beskriver Jack Donovan den maskuline æreskodeks som universel. I urhorden, i militæret, i fængslet, i enhver form for mandligt fællesskab har visse dyder altid været ubrydelige: mod, styrke, mestring og loyalitet. Den homoseksuelle mand, der lever efter disse principper, accepteres. Han er måske ikke som flertallet, men han er tro mod det mandlige ideal. Den mand, der derimod afviser alt dette – som feminiserer sig selv, fremviser sin sårbarhed som dyd, og spotter styrke og disciplin – han forråder det fælles kodeks. Det er det, mange mænd instinktivt reagerer imod. Ikke fordi den anden mand tænder på mænd – men fordi han insisterer på at gøre det med affekteret svaghed i stemmen, sminket ligegyldighed og en prætentiøs kuldegysning over alt, hvad der dufter af mod, sved og hæder.
Heteroseksuelle mænd har sjældent problemer med homoseksuelle mænd – så længe de opfører sig som mænd. Det, der vækker modvilje, er ikke begæret, men den feminiserede skamløshed. Den undergraver stammen.
Donovan forklarer, hvorfor maskuline mænd vender sig bort fra de feminiserede: fordi man ikke kan regne med dem. Mænd, der bryder med æreskodeksen og ikke viser styrke, mod eller loyalitet, kan ikke forventes at tage ansvar – hverken for sig selv, for fællesskabet eller for dem, der er svagere. Derfor vækker de ikke bare ligegyldighed, men foragt.
De skamløses afvisning af manden
Men Nietzsche tilføjer et andet og dybere lag: nemlig hvorfor de feminiserede og svage mænd – ikke kun erklæret homoseksuelle – til gengæld hader de stærke. Hvor Donovan beskriver den maskuline dom, beskriver Nietzsche den svages hævntørst. Hos ham er det ikke seksualiteten, men viljen, der er afgørende. Den, der fornægter sin vilje til magt og selvoverskridelse, har ingen ære – og handler derfor ud fra ressentiment: hævn over for det stærkere og mere hæderfulde. Den mand, der insisterer på, at svaghed og sårbarhed skal æres, vender hele værdihierarkiet på hovedet. Han bliver en profet for slavemoralen. I stedet for at se på mod og overvindelse, dyrker han krænkelsen, offerrollen og de svages ret.
Når mænd uden ære ser helte og ledere, som tør det, de selv aldrig ville turde, fødes ressentiment: den indebrændte, moralsk forklædte afsky mod dem, der har styrke, mod og værdighed.
Og i direkte kontrast til alt dette står Yukio Mishima – en mand, der begærede mænd, men aldrig forrådte sit køn.
Elsk hvem du vil, men lev op til dit køn
Yukio Mishima havde forhold til mænd og skrev homoerotisk litteratur, men han var ikke “bøsse” i nutidig identitetsforstand. Han var mand – med ære, styrke og dødsdrift. Han trænede sin krop til perfektion. Han skrev om skønhed og disciplin. Han frygtede ikke døden – han søgte den, fordi han så, at Japan var ved at kastrere sig selv. Mishima nægtede at leve videre i en verden, hvor styrke og pligt var blevet erstattet af konsum og sentimentalitet.Hans seksualitet var aldrig omdrejningspunktet. Den blev underlagt hans æresbegreb. Han søgte ikke bekræftelse – han krævede skønhed, styrke og transcendens. Det står i skærende kontrast til det, vi skal se i Københavns gader til august, når Copenhagen Pride igen forvandler det maskuline til en farce: En parade af selvoptaget svaghed forklædt som frisind. Mishima ville have afskyet det.
Vi har brug for forskel, ikke forvirring
Tænkere som Carl Jung, Roger Scruton og Jordan Peterson har – fra vidt forskellige ståsteder – fremhævet, at kønsroller ikke er tilfældige eller undertrykkende opfindelser, men nødvendige søjler i det sociale rum. Jung beskrev den maskuline og feminine polaritet som arketyper: dybt nedarvede strukturer i vores kollektive ubevidste. Den maskuline arketype søger retning, struktur, styrke og handling. Den feminine arketype repræsenterer modtagelighed, omsorg, intuition og skabelse. Når en mand nægter sin maskulinitet og imiterer kvindelighed, opløses det symbolske sprog, der skaber mening mellem kønnene.
Roger Scruton understregede, at kønnets synlige og sociale udtryk er en slags kode, der skaber tillid. Når en kvinde er feminin, og en mand er maskulin, ved vi instinktivt, hvem vi står overfor. Vi ved, hvilke forventninger og forpligtelser der er i spil. Hvis en mand derimod fremstår affekteret, viljeløs og emotionelt ustabil – og samtidig kræver anerkendelse – opstår der ikke tillid, men afsky. For vi ser noget, der nægter sin egen rolle.
Jordan Peterson har advaret mod det, han kalder “socialt konstrueret kaos” – hvor man opløser enhver stabil rolle og bagefter undrer sig over, at relationer ikke fungerer. Hvis mænd ikke længere ved, hvordan de skal være mænd, og kvinder ikke længere ønsker at være kvinder, så bryder ikke bare familien sammen – men hele den sociale kontrakt. Mennesket har brug for forskelle, hvis det skal kunne orientere sig. Når alle ligner hinanden i svaghed, men ingen udviser styrke, så er der intet at rette sig efter – og intet at vokse imod. Faktisk kan pøblens latterliggørelse af den stærke mand blive en ny form for pervers konsensus: han må jo være gal!
Modvilje mod feminiserede mænd handler ikke om seksualitet. Det handler om den ældgamle følelse af, at der er visse ting, mænd skylder hinanden: at stå rankt, at kæmpe, at udholde. Mænd, der insisterer på at undsige dette – med skamløshed og hån – bliver ikke udstødt, fordi de er anderledes, men fordi de er forrædere.
Det moderne samfund har forsøgt at erstatte denne evigt sande kodeks med et nyt, hvor sårbarhed og følelsesudbrud er blevet til moralske kvaliteter. Hvor hæder og kontrol er blevet mistænkeliggjort. Hvor viljen til overvindelse anses for giftig. Men det virker ikke. For mænd kender koden, også når den ikke siges højt. De føler den, og de reagerer, når nogen bryder den.
Seksualitet skal ikke være identitet
Samtidig har man reduceret seksualitet til en identitet – som om en mands begær definerer hele hans væsen. Det er en moderne opfindelse. Michel Foucault viste, hvordan man i 1800-tallet begyndte at klassificere mennesker ud fra deres seksualitet – som om homosex skabte en særlig mennesketype. Camille Paglia har advaret mod samme tendens og kalder den infantilisering af seksualiteten. Og Allan Bloom ramte præcist, da han i The Closing of the American Mind kritiserede en ungdom, der dyrker deres seksuelle præferencer som moralsk identitet, mens de forsømmer karakter, filosofi og dannelse.
Mange forstår det stadig ikke. De tror, at det er had, når vi vender os væk fra de dansende prinsesser med penis og strutskørt, der står og fægter med regnbueflag på vognene til Copenhagen Pride. Men det er ikke had – det er dom: De har brudt pagten.
For hvad signalerer de? De siger med deres krop og adfærd: “Jeg kan ikke forsvare mig selv, og jeg har ikke tænkt mig at forsvare dig.” Når krigen kommer, når kaos bryder ud, er det ikke dem, kvinder og børn vil løbe hen til. Det ved alle mænd instinktivt.
Derfor vender vi os bort. Ikke fordi de elsker mænd. Men fordi de har svigtet deres køn.
Kilder
Jack Donovan – The Way of Men (2012)
– Grundbogen i moderne tribal maskulinitet. Donovan definerer mandighed som en æreskodeks med fire søjler: styrke, mod, mestring og loyalitet. Det afgørende er, at mandighed er funktion – ikke identitet. Han viser, hvorfor feminiserede mænd ikke kan respekteres: de er ikke pålidelige i stammen.
Friedrich Nietzsche – Til moralens genealogi (1887)
– Ressentiment-begrebet stammer herfra: de svage omfortolker deres egen afmagt som moralsk overlegenhed. Nietzsche forstår, hvordan foragt for styrke forklæder sig som “retfærdighed”. Bruges til at forklare, hvorfor feminiserede mænd hader rigtige mænd – de afslører deres egen fornægtede længsel.
Yukio Mishima – Sun and Steel (1968), En maskes bekendelser (1949)
– Mishima viser, at mandlig homoseksualitet ikke behøver feminisere. Han begærede mænd, men var kompromisløst maskulin, æresstyret og dødsorienteret. Hans værker og selvmord illustrerer, at ære og æstetik kan være vigtigere end liv. Han er en modpol til hele Pride-kulturen.
Michel Foucault – The History of Sexuality: Volume I (1976)
– Foucault kritiserer, at seksualitet er blevet til identitet. Han viser, at “den homoseksuelle” som mennesketype ikke fandtes før 1800-tallet – det var en historisk konstruktion. Det undergraver hele den moderne idé om, at ens seksualitet er ens væsen.
Camille Paglia – Sexual Personae (1990)
– Paglia er lesbisk, men radikalt anti-identitetspolitisk. Hun latterliggør LGBTQ-ideologien som infantil og anti-intellektuel. Hun kalder det en tragedie, når seksualitet gøres til moralsk ståsted. Fremhæves her for at vise, at kritikken kommer indefra – ikke kun fra “konservative mænd”.
Allan Bloom – The Closing of the American Mind (1987)
– Filosofisk opgør med en ungdom, der dyrker følelser og identitet frem for karakter og dannelse. Hans analyse af, hvordan seksuel identitet bruges som moralsk status, er mere aktuel i dag end nogensinde. Bruges til at vise, at problemet ikke er nyhed – men forfald.
Roger Scruton – The Meaning of Conservatism (1980), On Human Nature (2017)
– Scruton understreger, at kønsroller er sociale koder, der muliggør tillid og orientering. Når mænd og kvinder nægter deres respektive roller, opstår kaos – ikke frihed. Hans begreb om “civiliseret synlighed” er relevant: man skal kunne se på folk, hvad man kan forvente.
Harvey C. Mansfield – Manliness (2006)
– Forsvarer maskulin autoritet som nødvendigt for orden og ansvar. Viser, at maskulinitet ikke er giftig, men moralsk forpligtelse. Relevant her, fordi han afviser forestillingen om, at samfundet kan fungere uden mænd, der tør tage risiko og ansvar.
Carl Gustav Jung – Diverse værker om arketyper, anima og animus
– Jung analyserer mandlighed og kvindelighed som nedarvede arketyper. Når mænd nægter deres maskuline arketype, forstyrrer de både deres egen psyke og samfundets symbolske orden. Det giver en dybere forklaring på, hvorfor feminiserede mænd ikke bare er irriterende – de er psykologisk ustabile.
Denne kronik blev afvist af Berlingske Tidende den 30. juli 2025.
Denne kronik blev afvist af Jyllands-Posten den 11. august 2025.
Be the first to comment on "KRONIK: Elsk hvem, du vil, men vær tro mod dit køn!"