Dette er et svar til Harald Toksværds påstand i Information om, at jeg går ind for ”etnisk udrensning” og derfor skulle være fascist. Jeg redegør for forskellen mellem konservativ libertarianisme, etnonationalisme, racisme og fascisme – og dokumenterer, hvorfor min politiske position intet har med hans anklager at gøre.

Debatten om DR’s ansættelse af Harald Toksværd førte til, at jeg opdagede, at han 13. juli 2020 skrev et indlæg i Information, hvor han påstod, at jeg går ind for ”etnisk udrensning”, og dermed – ifølge ham – kvalificerer mig som fascist.

Jeg skriver dette svar, ikke for at få sympati, men for at genoprette den intellektuelle orden, som Toksværds følelsesdrevne retorik nedbryder. Når man kaster om sig med ord som racist, fascist og folkemord, bør man i det mindste have gjort sig den ulejlighed at forstå, hvad disse begreber betyder. Toksværd gør det ikke.

Hvad racisme faktisk betyder

Racisme, i den klassiske og akademiske betydning – som er den eneste, der giver mening –, handler om troen på, at visse biologiske racer er mere værd end andre, og at dette hierarki bør danne grundlag for samfundets struktur, rettigheder og love (Memmi 1965; Fredrickson 2002). Det praktiserede arabiske og osmanniske muslimer i århundreder, når de kastrerede hvide europæiske drenge og brugte dem som sexslaver og husholdningseunukker (Davis 2003).

Sådanne idéer om medfødt værdihierarki er fuldstændig fremmede for min tilgang. Jeg vurderer ikke menneskers værd på hudfarve, men på deres handlinger, adfærd og kulturbaggrund. Biologiske forskelle mellem befolkningsgrupper – såsom hudfarve, sygdomsmodtagelighed eller gennemsnitlige fysiske og kognitive egenskaber – er veldokumenterede, men irrelevante for min pointe her, som handler om kultur og samfundsorganisering.

Kultur, religion og nationalt fællesskab

Det bærende fællesskab i Danmark er etnisk: et konkret historisk folk, som har dannet og formet nationen. Men det er især gennem kultur og religion, at fjendskabet viser sig. Islam, klanmentalitet og æreskultur er symptomer – den dybereliggende konflikt er mellem et nationalt ethnos og en fremmed civilisationsform.

Jeg kritiserer islam og den dysfunktionelle samfundskultur, der præger 99 % af MENAPT-verdenen (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Afghanistan og Tyrkiet). Det er ideologisk og sociologisk kritik – ikke biologisk had (UNESCO 1950; Koopmans 2020). Netop derfor er forskellen enorm på en tilvandret fra Afrika og en, der fra samme kontinent blev adopteret som spæd af danske forældre.

Islam og islamisk prægede kulturer er inkompatible med det vestlige demokrati og med dansk retsstat og samfundsorden. Det er sandheden – og enhver, der kan skelne mellem biologi og ideologi, burde kunne forstå forskellen (Huntington 1996). Dertil kommer, at muslimerne i Danmark åbenlyst beholder deres egen religion og kultur og ser ned på og foragter vores – hvilket de også er religiøst forpligtede til (Surah 3:110; Surah 9:29; Surah 25:44; Sahih Muslim 6446; Sahih Bukhari 4:56:662).

Fascisme – den korrekte definition

Toksværd hævder, at man kan identificere fascisme med én indikator: opfordring til etnisk udrensning. Det er ikke blot upræcist, men direkte forkert.

De to mest anerkendte forskere i feltet – Robert O. Paxton og Roger Griffin – beskriver fascisme som en ultranationalistisk, revolutionær ideologi, der søger at genføde nationen gennem vold, total statsstyring, militarisme, undertrykkelse af individet og afvisning af det liberale demokrati (Paxton 2004; Griffin 1991). Fascisme er et kollektivistisk og autoritært projekt, der stiller nationens mytiske renhed over individets rettigheder og pluralisme (Payne 1995).

Mit politiske ståsted

Jeg er konservativ libertarianer. Jeg ønsker en minimal stat, stærk beskyttelse af ytringsfriheden, ejendomsretten og individets frihed (herunder retten til væbnet selvforsvar), fordi borgeren ejer sig selv – ikke ejes af staten. Staten skal hverken opdrage borgerne eller planlægge deres liv (Hayek 1960; Hoppe 2001). Den frihed skal altid være forankret i en national og kulturel helhed, der giver friheden mening, for uden fælles sprog, normer og arv degenererer friheden til opløsning (Hayek 1960; Kirk 1953). Mennesket er ikke blot forbruger og individ. Det er også søn, borger og arving til en historie og et fællesskab.

Jeg støtter hverken diktatur, politistat eller kollektivistisk underkastelse. Mit projekt er netop det modsatte: at sikre danske borgeres frihed fra religiøse og kulturelle systemer, som underminerer demokratiet – herunder sharia, æreskultur og klanmentalitet (Koopmans 2020).

Hvorfor jeg er etnonationalist

Jeg er etnonationalist. Ikke fordi jeg ønsker racerenhed, men fordi jeg mener, at et folk har ret til at bestå som sig selv. En nation er ikke kun et pas. Det er et etnisk, historisk, sprogligt og kulturelt fællesskab (Smith 1991). Og dette fællesskab har værdi i sig selv – en værdi, som ikke skal ophæves af FN-konventioner, identitetspolitik eller importeret demografi (Connor 1994; Hazony 2018).

Etnonationalisme handler ikke om vold. Det handler om bevarelse – og om at kunne sige: “Dette er vores land, og vi bestemmer, hvem der skal være her.” Japan praktiserer det. Ungarn og Polen forsøger. Israel er grundlagt på det. Hvorfor må danskerne ikke?

Når jeg ønsker, at MENAPT-muslimer sendes hjem, er det ikke fordi de er racemæssigt underlegne (hvilken race i øvrigt?), men fordi deres kulturelle og religiøse loyalitet er uforenelig med dansk identitet, frihedsrettigheder og retssamfund (Huntington 1996; Kaufmann 2018). Jeg ønsker samhørighed og bæredygtighed, ikke had og vold.

Selvforsvar – ikke udrensning

Identitet, grænser og traditioner er nødvendige betingelser for et velfungerende, frit samfund. Uden et dansk folk – intet dansk demokrati. Uden dansk sprog, kultur og retstradition – ingen sammenhængskraft (Smith 1991; Connor 1994).

Det, jeg ønsker, er hjemsendelse (til kulturelt hjemland eller etnisk epicenter) af dem, som aldrig skulle have været her. Det er ikke udrensning. Det er demografisk og politisk selvforsvar. Det kan ske ordentligt, administrativt og retsstatsligt – og det bør det (Koopmans 2020).

Konklusion

At skrive i Information forpligter. Toksværd slynger om sig med begreber, han hverken definerer korrekt eller anvender konsistent.

Jeg har aldrig foreslået drab, vold eller overgreb. Jeg har sagt – og står ved – at Danmark er et land for etniske danskere. Og når selv Politiken nu anerkender, at vi bliver et mindretal i 2096, er det ikke ekstremt at ville vende udviklingen – det er selvforsvar.

Kilder

Fascisme – hvad det faktisk er

1. Robert O. Paxton – The Anatomy of Fascism (2004)
   Paxton gør op med klichéen om, at fascisme blot er ”højreorienteret racisme”. Han viser, at fascisme er en kollektivistisk, voldsdyrkende massebevægelse med stærk statsmagt og revolutionær karakter. Det står i skarp kontrast til min libertarianske og antitotalitære position.
   
2. Roger Griffin – The Nature of Fascism (1991)
   Griffin definerer fascisme som palingenetisk ultranationalisme – altså myten om national genfødsel gennem renselse. Fascismen vil udslette det gamle og genrejse et mytisk folk. Jeg vil bevare et eksisterende folk og sikre dets frihed – ikke genrejse et fantasirige.
   
3. Stanley G. Payne – A History of Fascism, 1914–1945 (1995)
   Payne giver en af de mest præcise og systematiske oversigter over fascismens historiske kendetegn: modstand mod parlamentarisme, korporatisme, militarisme og revolutionær vold. Igen: intet af dette er relevant for konservativ libertarianisme.
   

---

Racisme – som andet end skældsord

4. Albert Memmi – Racism (1965 / eng. udg. 2000)
   En klassisk analyse: racisme er idéen om medfødte, uforanderlige hierarkier mellem mennesker – ikke kritik af ideologier eller kulturer.
   
5. UNESCO Statement on Race (1950)
   Allerede i 1950 slog en række forskere fast, at biologisk raceteori er uvidenskabelig – og at man sagtens kan skelne mellem kultur og biologi.
   
6. George M. Fredrickson – Racism: A Short History (2002)
   En sober historisk redegørelse, der tydeligt adskiller racisme fra f.eks. politisk islamkritik og bekymring for kulturkonflikter.
   

---

Etnonationalisme – retten til at bevare sig selv

7. Anthony D. Smith – National Identity (1991)
   Smith viser, hvordan nationer historisk er bygget på fælles sprog, historie og etnisk bevidsthed – ikke bare på papirborgerskab. Han anerkender, at etnisk sammenhæng kan være legitim.
   
8. Walker Connor – Ethnonationalism: The Quest for Understanding (1994)
   En af de vigtigste bøger om etnonationalisme. Connor slår fast, at ønsket om at bevare sin etniske identitet ikke er had – men identitetspolitik for majoriteter.
   
9. Yoram Hazony – The Virtue of Nationalism (2018)
   Hazony argumenterer overbevisende for, at nationalstaten – ikke imperiet eller den globale retsorden – er den bedste ramme om menneskelig frihed og ansvar. Et værn mod både overgreb og opløsning.
   

---

Konservativ libertarianisme – frihed med rødder

10. Friedrich A. Hayek – The Constitution of Liberty (1960)
    Hayek er libertarianismens grand old man. Hans forsvar for en retslig ordnet frihed er uforenelig med både fascistisk statsdyrkelse og woke-kollektivisme.
    
11. Hans-Hermann Hoppe – Democracy: The God That Failed (2001)
    Hoppe er ikke konventionel (det er jeg heller ikke!) – men hans pointer om ejendomsret, afgrænsede fællesskaber og nødvendigheden af homogenitet i et frit samfund er tankevækkende, også selvom man ikke køber hele pakken.
    
12. Russell Kirk – The Conservative Mind (1953)
    En grundbog i moderne konservatisme. Kirk viser, hvordan frihed kræver rødder, arv og orden. Mennesket er ikke bare et frit atom – det er også forpligtet.
    

---

Islam, integration og realiteter

13. Ruud Koopmans – Assimilation or Multiculturalism? Conditions for Immigrant Integration (2020)
    En af de mest empirisk veldokumenterede bøger om integration i Europa. Koopmans påviser, at islamisk kultur og multikulturalisme hæmmer integration markant – og ofte skaber varig parallelsamfundsdannelse.
    
14. Eric Kaufmann – Whiteshift (2018)
    Kaufmann beskriver, hvordan demografisk forandring skaber dyb usikkerhed og eksistentiel angst – og hvordan dette er et rationelt svar, ikke hysteri.
    
15. David Goodhart – The Road to Somewhere (2017)
    En af de bedste samtidssociologiske bøger om, hvorfor nationale fællesskaber og lokal forankring ikke er gammeldags, men livsnødvendige for tillid og sammenhæng.
16. Robert C. Davis – Christian Slaves, Muslim Masters: White Slavery in the Mediterranean, the Barbary Coast, and Italy, 1500–1800 (2003)
    Davis dokumenterer omfattende muslimsk slavehandel med hvide kristne europæere, herunder kastration og seksuel udnyttelse af unge mænd og drenge i det osmanniske og nordafrikanske område.
17. Samuel P. Huntington – The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996)
    Huntington skrev det, mange nægter at erkende: At islam ikke bare er en religion, men en civilisation, der grundlæggende er uforenelig med Vesten. Ikke på grund af hudfarve, men på grund af værdier, verdenssyn og historie. Og han fik ret. Det var den primære bog, vi læste, da jeg kortvarigt var indskrevet på islamstudier på Aarhus Universitet i efteråret 2023.

Information har den 15. juli 2025 afvist at bringe denne kronik.

Jyllands-Posten har den 21. juli 2025 afvist at bringe denne kronik.