Mens man jo kunne vælge at se Donald Trump som den, der realistisk kommer nærmest tidens krav i befolkningsudskiftningens epoke også for europæere, og så i øvrigt trække på skuldrene ad det, man ikke kan lide, vælger en meget stor del af såkaldt nationalsindede, herunder europæere, at være krakilere og fokusere på kritikpunkter. Helt i tidens ånd, hvor den uendelige, bedrevidende snak på sociale medier opløser enhver samdrægtighed, der i udgangspunktet måtte have eksisteret.

De konservative finder Trump for principløs i forsvaret af traditionelle værdier, de kristelige ser ham som for sekulær (sekulært sindede sikkert modsat), antisemitterne ser ham som for meget pro-Israel, for Israel-vennerne er han for kritisk, for de finkulturelle er han for vulgær, for islamkritikerne for fraterniserende med araberne, for vaccineskeptikere for åben for vacciner, for vaccinetilhængere for skeptisk, for diverse konspirationsteoretikere for tæt på Epstein m.fl. (som regel jøder), for de egalitært sindede i for høj grad det store erhvervslivs mand, for frihandelstilhængere overskygger hans toldpolitik hans øvrige holdninger, for putinister er han for lidt pro-Rusland, for nationalsindede i den modsatte lejr for meget, og sådan kunne man blive ved: Det oprindelig klare billede af ham som tiltrængt opposition til den politiske korrekthed er erstattet af flimmer på skærmen.

Trump er vel at mærke kun et markant eksempel. Praktisk set er det så vist lige meget, hvad en europæer mener om Trump, da vi ikke har stemmeret i USA. Striden om Trump i Europa er primært ideologisk symbolik. Hjemme smuldrer hans lejr dog også. Men hans skæbne er jo som faktisk alle markante nationalsindede politikeres i Europa: Uanset hvor stor opbakning de på et tidligt stadie får, smuldrer den hurtigt i skænderier blandt dem, der burde samles for at få gennemført noget som helst.

Hvorfor er det, at spredende politiske centrifugalkræfter næsten altid synes at sejre over gravitationskraften mod et muligt samlende punkt? Den i bred forstand nationalkonservative lejr er så vist sin egen værste fjende. Men det er nok et generelt træk ved den moderne individualisme, der paradoksalt særlig stærkt hersker blandt nationalkonservative (selvbevidste “dissidenter”), nemlig at man ubændigt vil fremføre egne kæpheste og pukke på særstandpunkter for at hævde sin personlige særlighed og angivelige indsigter. Man glemmer, at politik aldrig bliver ideelle løsninger, men den mindst dårlige.

Intet opnås, før mange igen lærer at give afkald på eget ego og får vilje til at underlægge sig fælles mål; det store er jo såre enkelt og vækker stadig bred enighed. I 1924 skrev forfatteren Thorkild Gravlund en artikel under overskriften ”Revolutionær Nationalisme”. For Gravlund var partier og parlamentarisme, underforstået debat om partiske standpunkter, i sidste instans sekundære i forhold til landets eksistens; det grundlag, hvorpå alt andet trods alt må hvile.

I sin artikel kunne han derfor tale om en national revolution, der kunne komme uden at spørge om vælgernes mening – komme som en naturnødvendighed og vise os, hvad vi har at bygge på, når alt brister.

Thorkild Gravlund skrev bl.a. om denne revolution:

”Den vil kræve alle vore kræfter… Den vil kræve folk i flok og ikke i partier, når der ikke længere er noget at tjene ved partier. Den vil kun ét i den vide verden: Danmark.

Sig selv. Da spørges der ikke mere om talenter og uddannelse, men kun om mænd i flok, om mænd der kan ville det ene: Soldater der vil hævde riget. Hver sætter sin evne ud.

Der spørges ikke om den enes er større end den andens. Her er lighed som socialister aldrig har drømt. Der er kun landsmænd til. Man kan aldrig blive noget større end landsmand.

Aldrig nå noget højere end at være dansker.

Og der er kun én ret. Den som blev givet os, da vi blev avlet. Den første og sidste: Retten til forældre, slægt, sted og stamme.

Arveretten til land og rige … Danskens arv er ilde røgtet i vor tid. Men arv er natur. Den hævner. Den vil kræve sin ret med naturlovens kraft.

Og den dag, hvor vi nødtvunget må sætte arveretten til Danmark først af alt og må hævde den tilbunds – fordi undergang truer, og truende ser det ud – den dag har vi den nationale revolution.”