NATO har flere gange overtrådt folkerettens forbud mod angrebskrig, bl.a. i Jugoslavien (1999), Afghanistan (2001) og Libyen (2011), ofte uden FN-mandat. Disse militære indgreb har ført til titusindvis af civile dødsfald og ødelæggelse af suveræne stater. Hvis vi vil forsvare en regelbaseret verdensorden, må vi også erkende vores egne krigsforbrydelser.

Det er korrekt, at Rusland brød folkeretten ved at invadere Ukraine i februar 2022. Men det er forkert, når politikere og debattører hævder, at NATO aldrig har gjort noget tilsvarende. Hvis vi tager folkeretten alvorligt, må vi også erkende, at NATO-landene har deltaget i angrebskrige i strid med FN-pagten – og det endda flere gange siden Den Kolde Krigs afslutning.

Ifølge FN-pagtens artikel 2, stk. 4, må ingen stat anvende magt mod en anden stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Der findes to undtagelser: hvis et land bliver angrebet (selvforsvar), eller hvis FN’s Sikkerhedsråd godkender en militær intervention. Det er præcis den bestemmelse, Rusland har overtrådt. Men det har NATO også – og det bør ikke forties.

Jugoslavien 1999 – uden FN-mandat

I 1999 gennemførte NATO en 78 dage lang bombekampagne mod Forbundsrepublikken Jugoslavien (Serbien og Montenegro) for at presse præsident Slobodan Milošević til at trække sig ud af Kosovo. Bombningen blev ikke godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, og NATO påberåbte sig i stedet en ”humanitær intervention”. Ifølge Human Rights Watch blev omkring 500 civile dræbt af NATO’s bomber, og store dele af civil infrastruktur – som elværker, broer og mediehuse – blev ødelagt. Uanset intentionerne var der tale om magtanvendelse mod en suveræn stat uden juridisk grundlag.

Afghanistan 2001–2021 – kollektivt selvtægt

Efter 11. september 2001 aktiverede NATO for første gang artikel 5 om kollektivt forsvar og indledte en invasion af Afghanistan. Men Taliban-regeringen i Kabul havde ikke angrebet noget NATO-land. Man påstod, at Afghanistan havde givet husly til al-Qaeda, hvilket blev brugt som begrundelse for at invadere og afsætte hele regeringen. Krigen varede i 20 år og kostede ifølge Brown University’s Costs of War over 240.000 mennesker livet, heraf mindst 71.000 civile.

Libyen 2011 – regimeskifte forklædt som civilbeskyttelse

I 2011 fik NATO et FN-mandat til at beskytte civile i den libyske borgerkrig. Men operationen udviklede sig hurtigt til støtte til oprørerne og bombning af Gaddafi-styrker. Resultatet blev regimets kollaps, borgerkrig og kaos, og Libyen har været præget af væbnet anarki lige siden. Ifølge FN og forskellige NGO’er døde mellem 10.000 og 30.000 mennesker i konflikten, hvor NATO spillede en direkte militær rolle.

Samme overtrædelse – forskellig retorik

Folkerettens forbud mod angrebskrig gælder alle stater. Rusland har overtrådt det. Men NATO-landene har også gjort det – flere gange. Når vestlige politikere insisterer på, at NATO repræsenterer international lov og orden, mens Rusland alene står som aggressor, er det hverken juridisk eller historisk korrekt. Det er politisk hykleri.

Hvis man virkelig vil forsvare en regelbaseret verdensorden, bør man begynde med at indrømme, at den også er blevet brudt af os selv. Først da har vi moralsk troværdighed i kritikken af andre.