Det er særlig den historiske gennemgang krydret med aktuelle kommentarer, der gør fhv. udenrigsminister Per Stig Møllers i fjor udkomne bog om ytringsfrihed til interessant læsning. Det begynder som så ofte med processen mod Sokrates, som Møller påpeger var en udløber af demokratiets retsopgør med tyranniet. Tilsyneladende paradoksalt, men demokratiet har faktisk langtfra altid været den bedste garant for ytringsfriheden. Flertallet deltager jo ikke i debat og prioriterer tryghed og velstand. Spørgsmålet er selvfølgelig, om disse vil vare ved uden ytringsfrihed.

Bogen går videre til bl.a. den store statsteoretiker, enevældens filosof Jean Bodin (1530-96), der talte for tolerance mellem religionerne, også kristendom og islam. Men onde ånder sætter dem op imod hinanden, mente Bodin, som dermed blev en vigtig fortaler for hekseforfølgelserne. Jo igen en slående parallel til i dag, hvor tolerancen ses truet, hvilket i mainstreams optik skyldes onde ånder på højrefløjen, hvor nutidens hekse findes og forfølges.

For 250 år siden blev Goethes bestseller Den unge Werthers Lidelser forbudt i Danmark, fordi den ”bespottede religionen, besmykkede lasterne og fordærvede de gode sæder.” Det viser ikke mindst, hvordan tidsånden ændrer sig, og i det større perspektiv virker langt de fleste forbud vilkårlige og malplacerede. Endnu i 1950’erne vakte den nye tegneserie-genre og anden populærkultur indignation hos åndelige storheder som Klaus Rifbjerg, og den kulturradikale åndselite ville meget gerne have forbudt denne sænkning og amerikanisering af kulturniveauet.

Forbilledligt skrev den danske præst Michael Gottlieb Birckner allerede i sit store værk Trykkefriheden og dens Love (1797), at det uden indskrænkning burde være tilladt at skrive om alle offentlige anliggender, så længe man ikke direkte opfordrer til vold. Dette princip fraviges som bekendt stadig i nyeste tid. Her er der næppe fremskridt, tværtimod: I 1799 gav bespottelse af kristendommen landsforvisning i 3-10 år, mens ”bespottelse af andre religionssamfund” gav vand og brød i 4-14 dage. Nu er forholdet vendt, og andre religionssamfund (eller rettere et helt bestemt) pakkes mere ind i vat af myndighederne end hjemlige.

Grundtvig anses i dag nok med rette som den store frihedsprofet, men Møller viser, hvordan han først var skeptisk over for generel trykke- og talefrihed, dog forsvarede den endelig fuldt ud i 1841 med erkendelsen, at den er ”den nødvendige Betingelse for Menneske-Livets Oplysning, der igjen er den eneste, som kan redde Folk og Riger.” Grundtvig var derpå imod Grundlovens formulering om, at ytringsfriheden kan indskrænkes under hensyntagen til sædeligheden og den offentlige orden; han mente ikke, at den åndelige verden overhovedet kan beskyttes af verdslige straffelove. I Grundloven ville man hindre såkaldt misbrug af ytringsfriheden, men Grundtvig mente, at ”Mis-Brugen kan ikke forebygges, uden at Brugen med det samme ophæves.” Og: ”Intet kan bruges uden at være udsat for Misbrug.” Grundloven forblev dog alligevel her intetsigende og tillader enhver restriktion.

Dog ytringsfriheden beskyttes i sidste instans heller ikke af love, men af folkets mentalitet. Så den er altid i farezonen! Møller trækker en linje fra publikums blodtørst under den franske revolution, folkets deltagelse i nazisternes ensretning, russeres passivitet under kommunismen, når naboen blev sendt til Sibirien, og halvdelen af amerikaneres tro på Trumps løgne … Og han slutter: ”Og vé dem, der forsøger at åbne folks øjne for, hvad der virkelig foregår, og som taler ofrenes sag. De isoleres, forties og formenes adgang til medierne, hvis de er heldige. Hvis ikke bliver de slået ihjel.”

Som det antydes, er Møller ikke Trump-fan, og hans fremstilling er her typisk for så mange i vor tid, der ikke indser, at tilmed i det moderne Vesten er Trump hverken først eller størst i løgneproduktion. Særlig har fortielser og forvrængninger i mediernes fremstilling af indvandring og islam jo været skæbnesvanger. Det særlige problemet i dag er for Møller ”den sprængte offentlighed og mediemangfoldigheden”; indtil for nogle årtier siden fulgte alle danskere de samme medier og talte ud fra deres emnevalg og udgangspunkt. I vor tid taler man indforstået inden for egen boble og sandheder. Men igen, når man læser godt 100 år gamle aviser med stærk polemik af forskellig politisk observans, er det svært at udpege væsensforskelle. Jeg vil mene, at hovedforskellen er, at der nu skydes mod mainstream, som der altid er blevet skudt mod oppositionelle, og det har de toneangivende svært ved at acceptere og tåle!

Møller er på bølgelængde med World Economic Forums årlige rapport om globale risici fra 2024, der udpeger ”misinformation og desinformation” som den aktuelt største trussel. Demokratiet bygger nemlig på ”troværdig information og gensidig respekt”. Men som sagt, hvor stor respekt blev der vist sådan nogle som Den Danske Forening for 30 år siden? Hvor meget blev indvandringen ikke bagatelliseret? Osv. Man mærker først, at skoen trykker, når man selv skal gå med den, hvilket heldigvis er tilfældet nu, hvor den gennem årtier mishandlede såkaldte højrepopulisme kan give igen med samme mønt.

Vel at mærke er det rosværdigt, at Møller er skeptisk over for den nuværende regerings fremfærd med fx Koranloven, men han er ikke særlig klar i spyttet: ”Skal bøger forbydes, er det en sag for domstolene, for selvfølgelig kan der være mange gode grunde til at forhindre udsatte mindretal i at blive chikaneret i bøger.” Helt præcis hvordan kan mindretal i vor tid chikaneres i bøger, som de færreste alligevel læser? Møller kalder dog med rette Koranloven for et tegn på underkastelse, og han påpeger det faktisk paradoksale, at nævnte lov står under straffelovens kapitel om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Møller kalder det en afgørende forskel i forhold til tidligere blasfemilovning, der var rubriceret under forbrydelser mod religion. Igen er det dog svært at se en forskel i praksis, da tidligere tiders beskyttelse af religionen jo også i høj grad var til for at beskytte statens orden.

Møller går ind for restriktioner af islamisters ytringer, dét er et mindre onde end at åbne for al deres propaganda: ”Livet i de moderne, vestlige, multikulturelle samfund kræver nye spilleregler, ændrede adfærdsmønstre, besindelse på vore værdier og stærkere forståelse for, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.” Møller har kort sagt ingen intention om at tilbagerulle denne multikulturelle udvikling, derimod skal vi altså tilpasse os den på andre måder, og det er jo ikke kun islamister, der herefter censureres. Mon Møller har lyttet lidt for meget til sin kinesiske hustru, der for nogle år siden udtalte til Berlingske: ”De fleste mennesker i Kina er glade for deres levevilkår og for regeringen, som har bragt landet til den nuværende situation. Men det kan godt være svært at forklare til danskere og andre med et vesterlandsk synspunkt.”

Begynder man først at tilpasse ytringsfriheden alle mulige samfundshensyn, er det åbenbart vanskeligt at sætte en grænse. Ytringsfrihed kan sandelig være både besværlig og dyr og direkte farlig, men det er svært at kalde en styreform demokratisk, hvis pragmatiske hensyn, herunder trusler om vold, hele tiden skal med i overvejelser om det tilladelige ved ytringer. For de til enhver tid siddende magthavere er enhver modsigelse ubekvem, og skønt man selv i dag kan have fordel i at give en modpart mundkurv på, kan man i morgen selv blive ofret!

Som den ”realpolitiker”, Møller trods alt er, skelner han klart mellem smuktklingende principper og pragmatisk repression. Hans principielle trosbekendelse lyder: ”Jeg tvivler, altså er jeg europæer.” Denne tvivl er dog i høj grad det moderne Europas akilleshæl over for mere skråsikre angribere. Man burde nok præcisere den derhen, at visse ting sandelig bør stå fast, men dét betyder netop ikke, at andre skal forbydes at ytre det modsatte. Der er altid risiko for, at fjender vinder på åndens frie slagmark, men den, der gør den ufri, skyder sig notorisk før eller siden i egen fod.

Per Stig Møller:

Tanken er fri – men sandheden ilde hørt.

Kristeligt Dagblads Forlag, 2024. 250 sider.