Professor Vincent F. Hendricks leder ”Center for Information og Boblestudier” ved Københavns Universitet. I sin bog Vend verden udtrykker han tankegangen bag.

Emnet angår jo ikke mindst sådan noget som falske nyheder og følgagtighed over for grupper, og her bruger Hendricks eksempler som fladjordstilhængere og diskussionen om antallet af tilskuere til hhv. Obamas og Trumps første præsidentindsættelse. Det svære opstår dog først ved mere komplekse samfundsspørgsmål, hvor sammenhænge ikke umiddelbart kan iagttages og tælles. Her kan Hendricks ikke bidrage med meget. Blandt mere relevante prøvesten kan jo fx nævnes befolkningsudskiftningen som ”konspirationsteori” – fungerer mainstream ikke som boble her?

Hendricks synes ikke at indse, at hans kritik af boblerne lige så godt kan bruges fra boblerne mod dem, han mener bare repræsenterer kendsgerninger og fornuft. Ligesom religioner blot er succesfulde sekter, er mainstream jo blot en succesfuld boble, når man skærer ind til benet. Hendricks appellerer til at bruge kendsgerninger i stedet for følelser i politik. Men bortset fra at alles politiske valg er styret af følelser, vil man jo i boblerne typisk også mene, at man er mere virkelighedsfunderet end modparter.

Hendricks forstår tilsyneladende ikke, at det er den implicitte skråsikkerhed hos boble-kritikerne, der provokerer. Selvfølgelig findes denne skråsikkerhed også i boblerne, ligesom følgagtighed og godtroenhed over for påstande, man i forvejen er enig i, er universel. Men mange af stridspunkterne, dissidenter har med mainstream, kan jo langtfra bare afvises med ”fake news”. Selv hvis holdninger hviler på et skrøbeligere grundlag, er de udtryk for en mening om den retning, samfundet bør tage, og uenigheden bør afgøres på demokratiets slagmark, ikke pilles ned til at være studieobjekt for de angiveligt kloge og dannede, der besidder en efter egen opfattelse indlysende evidens.

Vel at mærke har Hendricks ret i, at man trods forskellige meninger generelt bør vise større forståelse for anderledes tænkende. Det interessante er faktisk ikke, hvad man mener, men hvorfor man mener det. Det kræver forståelse af hinandens argumenter og præmisser, dog typisk hører man kun sine egne; lytter ikke til modparten, men tænker kun på at forberede modangrebet, hvis indhold man er så sikker på. Igen gælder dette dog alle parter, og man kan spørge, om der i selve idéen med ”boblestudier” ikke er en præmis om, at jeg har sandheden, de andre er i deres bobler? Bogens undertitel er ”genvind autonomien i en digital tidsalder”, men det virker, som om denne autonomi ifølge Hendricks’ definition først er genvundet, når man følger de etablerede sandheder og har opgivet at være dissident, i hvert fald såkaldt højrepopulistisk (Trump er tydeligvis hans yndlingsaversion). De såkaldte boblestudier kan kaldes et udtryk for kampen om definitionsretten version 2.0.