Tyrkiets indenrigsminister offentliggør videoer af, hvordan satiremagasinets tegnere og redaktører brutalt anholdes for en tegning, der angiveligt forestiller profeten Muhammed – selvom den ifølge redaktøren bare viser to almindelige mænd ved navn Mohammed og Moses. Det handler ikke om lov, men om muslimsk hævnglæde og statslig ydmygelse.

Da Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlikaya, den 30. juni 2025 valgte at offentliggøre videoer af politiets anholdelser af satiremagasinet LeMans redaktør og tegnere, var det ikke blot en politisk magtdemonstration. Det var et kalkuleret forsøg på offentlig ydmygelse – båret af dybe kulturelle og religiøse rødder i den islamiske civilisation, som Tyrkiet ikke har løsrevet sig fra. Tværtimod!

Den pågældende satiretegning viste to navngivne mænd – “Mohammed” og “Moses” – i Himlen, hånd i hånd, mens de udvekslede hilsner. Magasinet har forklaret, at der ikke var tale om profeten Muhammed, men om almindelige personer dræbt i konflikten mellem Israel og Hamas. Det ændrer dog intet for Tyrkiets islamiske magtelite: Det er opfattet som en profanering – og herfra følger hævnen.

Ydmygelse som religiøs praksis

Man må forstå, at ydmygelse og skam spiller en grundlæggende rolle i den islamiske verdens moralsystem. Dette gælder ikke mindst i kulturer, hvor “æresbegrebet” dominerer over “skyldbegrebet”. I modsætning til Vesten, hvor individet må stå til regnskab for sine handlinger for sin samvittighed og sin Gud, er den muslimske kultur optaget af det sociale blik: hvordan man ser ud – og hvordan man bliver set.

Offentlig ydmygelse er ikke blot en konsekvens, men ofte et mål i sig selv. Profeten Muhammed selv brugte hån, spot og trusler mod sine modstandere. Ifølge klassiske hadith-beretninger lod han poeter, der kritiserede ham, henrette, og han hånede sine fjender ved navn fra minbaren i Medina. At latterliggørelse skal mødes med afstraffelse, nedværdigelse og trusler, er ikke en afvigelse fra islam, men dens historiske norm.

Derfor skal det ses som et bevidst valg – og ikke en tilfældighed – at Ali Yerlikaya offentliggør anholdelserne. Når en tegner føres bort i håndjern, og det lægges ud til millioner på sociale medier, er det en moderne form for gabestok. Det handler ikke om jura. Det handler om hævn, skam og kollektiv underkastelse.

Krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Tyrkiet er stadig formelt part i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Derfor er det på sin plads at konstatere to alvorlige krænkelser:

1. Artikel 8 – retten til privatliv:
Ved at offentliggøre videoer af enkeltpersoner i en ekstremt sårbar situation – anholdelsen – krænker Tyrkiet deres ret til respekt for privatliv og personlig integritet. At staten selv distribuerer dette materiale til millioner af seere, gør krænkelsen endnu mere grov. Der foreligger ingen legitim proportional begrundelse for at udstille borgerne på denne måde.

2. Artikel 10 – ytringsfrihed:
Satire og religiøs kritik er blandt de ytringer, som har den højeste beskyttelse i EMRK-retten. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har utvetydigt fastslået, at kritik og satire – selv når det sårer religiøse følelser – er beskyttet af ytringsfriheden. At et magasin kriminaliseres og redaktionen fængsles på grund af en tegning, som ovenikøbet ikke engang med sikkerhed forestiller en religiøs figur, er et klart og brutalt brud på artikel 10.

Tyrkiets kulturelle uforenelighed med Vesten

Denne sag illustrerer, hvad man ellers forsøger at fortie: Tyrkiet er ikke et europæisk land i kulturel forstand. Det er et muslimsk land – i sin statsdannelse, sit mentalitetsmønster og sin religiøse doktrin. Erdogans styre er ikke en sekulær afvigelse, men en re-islamisering i fuld overensstemmelse med befolkningens værdier.

Den islamiske verdens had til satire og til “blasfemi” er ikke et særtilfælde. Det er selve islams natur: den tåler ikke latter. Muhammed slog dem ihjel, der gjorde grin med ham. Erdogan smider dem i fængsel og lader dem hånes offentligt. Forskellen er midlerne – ikke målet.

Tyrkerne bliver aldrig som os – Tyrkiet er et afskyeligt og barbarisk land

Ydmygelsen af LeMans’ medarbejdere er ikke et svigt. Det er Tyrkiets trofaste efterlevelse af en islamisk hæderkultur, hvor latter og kritik ses som synd, og hvor offentlig nedgørelse er det naturlige svar. Erdogans Tyrkiet gør blot, hvad Muhammed selv gjorde. Derfor er denne sag ikke kun en juridisk skandale. Den er et spejl af islams essens og Tyrkiets uforenelighed med europæisk civilisation.

Det er derfor på tide, at Europa – og Danmark – ophæver alle illusioner om Tyrkiet som en del af vores kreds. Og at vi i stedet forsvarer ytringsfriheden kompromisløst – også mod islamisk krænkelseskultur.