Bag den tiltagende kriminalisering af ytringer ligger en manglende evne til skelnen mellem holdninger og demokratiets formelle regler … Breiviks forsvarsadvokat Geir Lippestad har i sin erindringsbog om arbejdet med sagen forsøgt at fastholde denne skelnen, og bogen er på flere måder værd at læse. Lippestad er med rette himmelfalden over, hvor mange der ikke kunne skelne mellem juridisk forsvar og politisk sympati for Breivik. Dog ender selv han alligevel med at blive negativt afhængig af Breiviks mentalitet og finder det odiøst, når nogen fx blot argumenterer for, at europæisk kultur bør have forrang i Europa, og at indvandrere skal underordne sig denne. Den slags kan jo inspirere en terrorist!

Lippestad er et talende eksempel på, hvor svært det er holde holde rene principielle linjer. Skønt urokkelig i forsvaret af tilmed Breivik og ligesindedes ret til ytringsfrihed er han ikke langt fra at lægge hovedskylden for en terrorhandling som Breiviks på dem, der bare ytrer sig markant imod islamiseringen, såsom Fjordman. Hans principielle juridiske skildring kammer flere gange over i besværgelser om vigtigheden af at stå værn om den multikulturelle udvikling. Det har han selvfølgelig også ret til, men pointen er, at han jo bruger den risiko, der altid er for voldsmænds misbrug af ord, til at skyldbetynge enhver nok så fredelig indvandringskritisk ytring, og det er faktisk reelt ikke bedre end den juridiske kriminalisering: Repræsentanter for et vigtigt holdningssegment gøres til pariaer.

Opløses omvendt ethvert personligt ansvar, når en udvikling drives frem efter formelt korrekte demokratiske procedurer? Lippestad skriver, at måske kan man betvivle, at klimaforandringer er menneskeskabte, men man kan i hvert fald ikke betvivle, at truende ændringer af det politiske klima er menneskeskabte. De skyldes det raseri, der kommer op til overfladen, ”fordi samfundet undergår større og hurtigere forandringer, end de fleste kan følge med i”. Jamen hov, er disse forandringer ikke også om noget menneskeskabte? Breivik insisterede på at holde nogen ansvarlige for dem, hvor malplaceret hans reaktion så end var. Lippestad vil i forståelig afsky for denne reaktion slet ikke nærme sig noget, der ligner Breiviks verdensbillede, og ender dermed i en mistænkeliggørelse af alt, hvad der ligner en opdeling i ”dem og os”.

Sådan er verden dog de facto stadig opdelt, politisk og mentalitetsmæssigt i store træk. Lippestad vil kun se individer, og det kan man også forstå. Ligesom fx alle danskere har kunnet se i den udmærkede rejseserie Nul stjerner på DR-tv, er de fleste mennesker i verden givetvis, hvad man vil kalde gode, venlige og gæstfrie. Men disse mennesker lever vel at mærke ofte i konfliktramte områder, netop fordi grupper er et helt andet væsen end enkeltindivider: Her findes typisk en lige så fatal begrebsforvirring som den mellem retsstat og politiske holdninger. Jeg vil tillade mig at sige, at Lippestad ikke kan holde hovedet koldt på de mest centrale begrebs-områder, og når en erfaren topjurist ikke kan dét, har det lange udsigter at indøve dem i den generelle opinion! Skal man for at starte opstille en rollemodel for logisk klarhed, kan man jo i stedet pege på Rasmus Paludan, der (trods mistænkeliggørelse) som jurist i respekt for retsstaten professionelt kan forsvare asylansøgere, ligesom Lippestad klinisk adskilt fra politiske idealer, men ikke har begået Lippestads nævnte fejlslutninger, idet Paludan med rette står fast på svælget mellem ytringer og handlinger, frihedens og demokratiets logiske grundlag.