Pernille Skipper begyndte sin karriere som kompromisløs kommunist i Enhedslisten. Hun kæmpede mod kapitalisme, storkoncerner og global ulighed – i hvert fald så længe kameraet rullede. I 2022 forlod hun Folketinget, og året efter dukkede hun op som formand for andelsselskabet Coop. Fra klassekamp til koncernledelse: Nu var det pludselig OK at repræsentere Kvickly, SuperBrugsen og 365discount. Men det stopper ikke her. Skipper har netop meddelt, at hun træder tilbage som Coop-formand ved årets udgang. Hun flytter til USA, fordi hendes mand, tidl. DR-journalist Oliver Routhe Skov, har fået topjob på den danske ambassade i Washington.

Skamløsheden i Pernille Skippers handling består ikke blot i, at hun som erklæret socialist og tidligere frontfigur for Enhedslisten vælger at tjene sit udkomme i toppen af et forbrugerdrevet kapitalistisk foretagende som COOP – men i den dybere identitetsmæssige dissonans, der afsløres, når hun nu tillige vælger at bosætte sig i USA – selve epicentret for den globaliserede kapitalisme, som hun hele sit offentlige virke har været i opposition til.

Ifølge Leon Festingers teori om kognitiv dissonans (1957) vil individer, som handler i direkte modstrid med deres egne overbevisninger, opleve en ubehagelig psykisk spænding, som de forsøger at reducere ved at ændre enten holdninger, adfærd eller fortolkning af virkeligheden. Det er sandsynligt, at Skipper, bevidst eller ubevidst, omfortolker sit ideologiske ståsted som ‘kritisk forbrugeraktivisme’ snarere end reelt brud med egne værdier – hvilket netop er et klassisk forsvar mod dissonans. Problemet er, at denne omfortolkning ikke står til troende for nogen, der husker hendes tidligere agitation mod markedet, forbrugskulturen og ‘amerikanske tilstande’.

Samtidig kan man med fordel inddrage Pierre Bourdieus begreb om symbolsk kapital – den form for social anerkendelse og moralsk legitimitet, som individer akkumulerer gennem f.eks. aktivisme, troværdighed eller intellektuel konsekvens. Ved at konvertere sin symbolske kapital som socialistisk ikon til en position i erhvervslivet og nu med bopæl i USA, forsøger Skipper at omsætte sit politiske eftermæle til social mobilitet og livsstilskomfort. Men netop i denne transaktion opstår afsløringen: at hendes engagement aldrig var bundet til et offerviljeprojekt, men til personlig kapitalopbygning.

Skamløsheden er altså ikke blot moralsk, men epistemologisk – fordi den underminerer enhver mulighed for at tage hendes tidligere samfundsanalyse alvorligt. Når en erklæret systemkritiker i sidste ende blot bruger systemet til egen fordel, forvandler hun sit tidligere virke til karrierebranding i stedet for idealisme. Det er en form for forræderi mod idéen om sammenhæng mellem liv og holdning – en dissonans forklædt som udvikling.