Det er bemærkelsesværdigt, at man kan skrive næsten 300 sider om aktuelle politiske problemer uden at nævne emner som islam, befolkningsudskiftning og atomkraft. Men det formår Martin Lidegaard, leder af Radikale Venstre, i sin nylige bog Generationskontrakten. Først og fremmest er det dog et paradoks, at han gør meget ud af kontrakten mellem generationerne uden at inddrage betydningen af, at nutidige danske generationer i vid udstrækning arbejder for fremtidige generationer af et helt andet ophav; det bliver langtfra kun danskernes egne efterkommere, der høster frugterne, men reelt fremmede med andre rødder og en dagsorden fjendtlig mod dansk grundlag. Vore ægte efterkommere risikerer endda pga. islamiseringen at komme til at leve i et dårligere samfund end de nulevende, netop dét, Lidegaard advarer imod.

Han taler også om ”dumhedens bjerg”, alt det der får politik til at fortsætte, som den plejer, selv om man længe har haft advarende dokumentation. Hver politisk lejr definerer selvfølgelig dette bjerg forskelligt, hvilket er legitimt nok, men Lidegaards næsten absolutte tavshed om nationalkonservatismens mærkesager er alligevel slående. Vel taler han om at hindre migrationspresset fra ulandene, men ikke lukkede grænser, ”kun en langt hurtigere opbygning af velstand i især Afrika kan dæmme op for dette”. Dette projekt på (mindst) et århundrede har dog en helt anden tidshorisont end vor tids umiddelbare pres, som ganske vil have forvandlet Europa, før velstand i Afrika evt. får effekt, og så vil det alligevel blive ørkesløst, fordi Europa forinden vil være afrikaniseret og ude af stand til at bistå yderligere.

Lidegaard har en utopi: Noget, ”det minder om et globalt nordisk velfærdssamfund”. Og så siger man, at Stram Kurs har umulige og utopiske programpunkter, såsom eksport af nogle hundredtusinder relativt nyindrejste muhamedanere fra Danmark! For at nå De Radikales utopi vil det være ”mest rationelt og effektivt, hvis vi handler som én menneskehed på globalt niveau”. Ja, hvis og hvis … Her ses igen De Radikales selvopfattelse som ”fornuftens jordiske redskab”, hvor man lægger en besnærende skrivebordsplan, det er svært at være uenig i, og derpå går lige på og hårdt efter den i den virkelige verden. Men når verden nu engang er så langt fra utopien, bliver sådan handlen dog efter al sandsynlighed kontraproduktiv, og “foregangslandet” står alene tilbage med regningen. Man kan fx tage De Radikales forsvarspolitik, der (som alt andet) indgår i deres projekt for en bedre verden. Det er ifølge Lidegaard partiets kerneopfattelse, at det bedste forsvar ikke bare er oprustning, men ”selve samfundet og dets interne robusthed” skal sikre landets fremtid. Lidegaard tænker her ikke mindst ”grønt”, men det er jo igen et paradoks, at hans parti om noget har fremmet en befolkningssammensætning, der gør samfundet skrøbeligt og mindre robust. De Radikale springer i deres kamp for en bedre verden typisk mange mellemregninger over og handler, som om de allerede var i deres utopi, hvor ulv og lam græsser sammen.

I bogen får Finansministeriets økonomer voldsom kritik for, at de i deres beregninger ikke medregner de omkostninger, som manglende ”grøn” handling vil påføre de kommende generationer, ej heller de store økonomiske og sikkerhedspolitiske gevinster, som den grønne omstilling angiveligt kan give. Samme kritik kan man jo komme med mht. befolkningsudskiftningen, hvor man officielt kun ser på direkte udgifter, men ikke forsumpningen via yderligere islamisering og alle fordelene ved alternativer. Lidegaard er måske nok vidtskuende, men kun med ét øje. Han agiterer også for et nyt ”grønt BNP”, der skal følge de omfattende omkostninger ved ikke at handle. Han medgiver, at sådanne beregninger vil bero på ”en række antagelser, som er behæftet med en vis usikkerhed. Det er alle økonomiske modeller. Men intet kan være mere misvisende end slet ikke at beregne og medregne disse aspekter.” Noget andre toner end over for indvandringskritiske forslag om at inddrage alle fordele og ulemper ved ikke-europæiske befolkningssegmenter i statistikken!

Ikke alene behandler Lidegaard ingen af de kulturelle og demografiske problemer ved masseindvandring; han hævder, at tidligere årtiers indvandringskritik nu bør vendes på hovedet, idet problemet er blevet arbejdskraftmangel og de hindringer, lovgivningen har indført for arbejdsimport. Som altid er der et gran af sandhed i den radikale kritik, men han påpeger jo ikke problemets kerne i menneskerettigheds-religionen, der vanskeliggør forskelsbehandling af attråværdige og uønskede indvandrersegmenter. Den velkendte kritik af ”højrepopulismen”, at den ser reelle problemer, men ikke har løsninger, gælder mere præcist for dens modparter. Ifølge Lidegaard opfører menneskene sig sært nok stadig som ”simple dyr”: ”Det er, som om at vi ikke kan mobilisere til handling, før vi ser og oplever øjeblikkelig livsfare.” Jamen det er jo en præcis beskrivelse af radikal konventions-absolutisme.

I sin bogs slutord beskriver Lidegaard den ”største trussel mod min personlige livsglæde”, nemlig ”uvisheden om mine børns fremtid”. Han er her ikke uden selvkritik: ”Det er på min vagt, at koncentrationen af CO2 er fordoblet i atmosfæren, torsk og stenbider udryddet i flere danske farvande og drikkevandet inficeret af PFAS og pesticider.” Ja, og også på hans vagt, at islam er yderligere konsolideret i Danmark og antallet af muhamedanere sikkert fordoblet (skønt sidstnævnte påstand er vanskelig at bevise pga. den uvilje mod præcis statistik, som Lidegaard efterlyser i andre sammenhænge). En stor del af Lidegaards bog handler om belastningen af sundhedssektoren, de mange uden for arbejdsmarkedet og de dårligere resultater i uddannelsessektoren, hvor en femtedel af de unge stadig stopper efter folkeskolen. Den ret store sammenhæng mellem disse problemer og islamiseringen nævnes dog slet ikke (ligesom kriminalitet forbigås i tavshed), og i omtalen af hans hovedprogrampunkt, miljøet, indgår altså end ikke en overvejelse af fordele og ulemper ved atomkraft, men der køres også her kun i den velkendte rille. Det er vanskeligt at se, hvorfor Lidegaard og de andre toneangivende mener, at den forroste ”midte” har monopol på saglige løsninger, mens de angivelige populister står for den enøjede kritik og luftkasteller.