Den finsk-svenske naturforsker Peter Forsskål (1732-1763) blev vel kun 31 år, men satte dog markante mærker i historien, her i landet nok bedst kendt som deltager i den store danske ekspedition til ”det lykkelige Arabien”, hvor han omkom i byen Yarim i Yemen (af malaria; på gaden kastede folk sten efter europæerne med den døende). Som elev af den store systematiker Linné står også Forsskål som opdager af mange dyre- og plantearter, og Linné opkaldte selv en art brændenælde efter sin yndede elev for at indikere Forsskåls polemiske væsen, der ofte bragte ham i kontroverser. Jeg vil da heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at han i både væsen, politisk budskab og nysgerrighed bringer mindelser om en berømt nutidig dansk-svensk dissident, hvis pointe i øvrigt også er, at det er lykkeligt med araberne – hjemme hos dem selv.

Forsskål var en ægte polyhistor, der akademisk skrev om både teologi, filosofi, jura, økonomi og naturvidenskab, ligesom han var et sproggeni der hurtigt lærte arabisk, men mest kendt blev han for sit skrift Tanker om Borgerliga Friheten, der i 1759 unikt tog forskud på mange af de frihedstanker, der ellers først fik betydning med den franske revolution og den amerikanske forfatning. Det lille skrift er ordnet i paragraffer, hvor han indleder med at konstatere, at man er mest fri, når man lever mest muligt efter egne tilbøjeligheder, så næst efter livet selv bør man skatte frihed højest, dog begrænset af det, der skader andre.

Den borgerlige frihed består for Forsskål i ”begrænset regering og ubegrænset frihed for det skrevne ord”, medmindre dette er indlysende uanstændigt, injurierende, opfordrer til forbrydelser eller er blasfemisk mod Gud. Dette var vel at mærke den kristne gud, som det dengang endnu var ret utænkeligt at krænke, men som Forsskål tilføjede (hvilket dog i det udgivne skrift var slettet af censuren), kan guddommelige åbenbaringer lige så lidt som personers ære skades af ytringsfrihed, for ”sandheden vinder altid, når den kan benægtes og forsvares ligeligt”.

Ud over det principielle har Forsskål også allerede det nu klassiske pragmatiske forsvar for ytringsfriheden: ”En klog regering vil snarere lade sine undersåtter udtrykke deres utilfredshed med penne end med andre våben.” Og i et brev til den svenske konge forsvarede han yderligere sit standpunkt: ”Det er indlysende, Deres Majestæt, at der er utilfredse folk i ethvert rige. At der ikke er få i Sverige fremgår af de ofte planlagte eller faktiske oprør. Det er lige så velkendt, at der kun er to måder at undgå skadelige følger af utilfredshed, den ene kræver blæk, den anden blod. Hvis de utilfredse får lov til at tale frit, kan de tilbagevises, oplyses og forvandles til en oplyst offentlighed. De, der taber argumentationen, mister deres utilfredshed og desuden deres tilbøjelighed til oprør.”

Dette ræsonnement af Forsskål er blevet kaldt naivt; tilmed Voltaire anså sværdet snarere end ordet for at være afgørende i den politiske udvikling. Men Forsskåls hidtil uset radikale forsvar for fri debat kan i det mindste ses som et ideal, der desværre igen er relevant som fyrtårn i en stadig mørkere epoke for friheden. Hans kritiske tilgang kan i det hele taget tjene som model; i sin disputats Dubia de principiis philosophiae recentioris, ”Tvivl angående principperne i nylig filosofi” (1756), skrev han i indledningen: ”Jeg er, følgende min faders kloge råd, vant til at udføre mine videnskabelige studier på en sådan måde, at jeg så vidt muligt forsøger at modbevise alt, og således at jeg nedskriver de årsager, jeg har været i stand til at finde. Resultatet var, at jeg først søgte efter det tvivlsomme, og senere at det dukkede op af sig selv.”

Næsten al debat, i særdeleshed den politiske, går jo endnu i dag beklageligvis ud på alene at opsøge det, der bekræfter éns i forvejen indtagne standpunkt eller formodninger, og at fortrænge det modstridende, snarere end Forsskåls kritiske metode. Han fortjener sandelig mht. mange aspekter i højere grad, end det nu er tilfældet, og da især i Norden, at være en af de ”klassikere”, der henvises til i nutidens strid, hvor de principielt samme fronter fra epoken med repressiv enevælde over for de første moderne samfundsreformatorer desværre genfindes.