“Usigtbar Luft – hvem viser vej?
Det danske Folk ser hen til dig.

Hvor staar han plantet, fast, solid,
Urokket i en opløst Tid!

Med Snilde og en given Kraft
Han griber Hamren ved dens Skaft

Og driver, med et skønsomt Sind
I rigtig Vinkel Sømmet ind,

Hvor saas Essensen af et Land
saa samlet i en enkelt Mand?

Med Gyroskopets Tørn i Slægt
Han sikrer Rigets Ligevægt.

Vi elsker ham. Med Djervhed, Takt
Han staar for Folkefred paa Vagt.

Et Ave Stauning! En Nation
sin Skæbne ser i hans Person.

Der gaar en Tak fra By og Land
I Dag til Danmarks Førstemand.”

Således skrev Johannes V. Jensen i Politiken om statsminister Stauning på dennes 60-årsdag i 1933. Mange i hele det politiske spektrum synes med benovelse at betragte Mette Frederiksen som en, der går i Staunings fodspor til samling og forsvar af landet. Givetvis da også en stærkere og mere beslutsom leder end de aktuelle borgerlige alternativer, men alle kender dog også typen, der uden stedsans meget selvsikkert og beslutsomt går den stik modsatte vej i forhold til den rette. At være en ”stærk leder” er ikke altid en dyd.

Stauning havde for 100 år siden en konkret opgave i at opbygge et velfærdssamfund for alle. Dét mål har nu sejret sig selv ihjel, og Frederiksen må finde andre projekter. Et udbredt kritikpunkt mod Stauning har været, at han fokuserede for meget på Danmark uden sans for det storpolitiske. Her kan Frederiksen siges at være stik modsat; hun vil agere statskvinde på de internationale bonede gulve og gøre Danmark til foregangsland, koste hvad det vil for os.

Staunings projekt var et Morten Korch-agtigt folkefællesskab, Frederiksens er det ”internationale samfund”. Man kan jo emsigt blande sig overalt ved at fokusere på, at alting hænger sammen i den moderne verden; dermed bliver der ingen principielle grænser for global aktivisme, et bundløst kar for danske midler. Dog ignoreres det gamle visdomsord, at hvis vi vil have indflydelse i verden, får verden også indflydelse hos os. Mens det er klart, at man ikke kan ignorere ”verden”, er det omvendt også klart, at vil man være rollemodel for det moderne Vesten, bliver éns handlemuligheder mht. afgørende skridt for Danmarks eksistens meget begrænsede. TINA-mentaliteten, ”There Is No Alternative”, er mantraet for de toneangivende liberaldemokratiske politikere.

Mantraet betyder bl.a., at befolkningsudskiftningen er irreversibel. Det bliver trods alle skønne ord ikke fra Frederiksen og hirdmænd, at der kommer yderligere skridt henimod Muhamedanerfrit Danmark, ligesom man heller ikke vil vove opgør med ting som konventioner og racismeparagraf. Stadig mere vil besluttes i internationale fora, ikke via dansk folkestyre, ligesom en stadig større del af danskernes økonomiske midler bruges til grøn og regnbuefarvet ideologi; både individuel frihed og national frihed får stadig snævrere rammer, osv. Frederiksen holder givetvis i modsætning til flertallet af de hovedløse høns i Folketinget en stram kurs, men det er ikke den rette stramme kurs for en nationaldansk fremtid! At oppositionen i bedste fald bare fortsætter suppedasen, gør ikke Frederiksen til valget for nationalkonservative, der uanset aktuel (manglende) styrke kun har eksistensberettigelse i opposition til både røde og blå.