Fra totalitære regimer kendes hagiografiske skildringer af lederskikkelserne, dvs. ukritiske biografier kun med hyldest og omtale af de angiveligt lyse sider. Sådanne bøger om fx Hitler, Stalin, Mao og Kim Il-sung er af ringe værdi som kildeskrifter og får blot den oplyste læser til at trække på smilebåndet. Derfor kan det undre, at Oxford University Press stod for udgivelsen af Tariq Ramadans hagiografi om ”profeten” Muhammed, Budbringeren, i Danmark kolporteret af Jyllands-Postens Forlag (2008). Men Ramadan, ”euro-islams” ledende ideolog, har selvfølgelig også haft diverse akademiske positioner som ”forsker” i Europa og har undervist i bl.a. Oxford; så burde der jo også på Københavns Universitet oprettes en position som apologetisk forsker i Mogens Glistrup, danskernes profet.

Lektor ved Carsten Niebuhr-instituttet Peter Bruun Christensen kommer i sin indledning til den danske udgave med et forsvar for Ramadan. Billedet af Muhammed har aldrig været ”statisk”, hedder det, hvilket åbenbart retfærdiggør tilmed det mest selektive skønmaleri. Skriver man på samme måde om anden verdenskrig, er det kriminel revisionisme. Selvfølgelig kan man påpege, at nyere forskning antyder, at Muhammed aldrig har eksisteret, men er en syntese af flere historiske skikkelser, og således er banen fri for en hvilken som helst skildring af ”profeten”, positiv eller negativ. Men hvorfor så overhovedet bruge ham som forbillede, så kan man jo også bare prædike de doktriner, man nu engang går ind for. Vil man stå fast på en historisk kerne af sandhed, bliver man jo i vore dage nemt beskyldt for odiøs ”essentialisme”; alt er åbent for tolkning. Dog er det den almindelige opfattelse af Muhammed som lovreligiøs krigsherre med globale ambitioner, der konkret gælder i politik, og at tage andre tolkninger for gode varer vil reelt være eftergivenhed over for denne krigsherres soldater. Peter Bruun Christensen gennemgår i sin indledning kritikken af Ramadan, særlig at han, når mikrofonen er slukket, beskyldes for at sige noget andet end i sine offentlige udtalelser. Det gør han sikkert, men selv om man holder sig til hans offentlige ord, hænger de ikke sammen.

Den angivelige forsker Ramadan gør i sin indledning historieskrivning om Muhammed til en nærmest esoterisk videnskab, forbeholdt de i forvejen troende, med ordene: ”Den, som ikke formår at elske, formår ikke at forstå.” Med kritisk tilgang til ”profeten” er man altså pr. definition udelukket fra en korrekt forståelse af ham, hvilket jo er en smart(?) måde på forhånd at delegitimere kritik. I betragtning af, hvor tvivlsomme alle kilder altså er ifølge seriøs forskning, er det ironisk sagt imponerende, hvor detaljeret og skråsikkert Ramadan kan skildre sin elskede profets levned. Principielt vigtig er dog hans konstatering, med henvisning til Muhammeds barnebrud Aisha som kilde (den pædofile problematik kommenteres naturligvis ikke), at Muhammeds karakter, dvs. den moral, der ligger til grund for hans adfærd, ”var Koranen”. Således behøver man mindre at bruge de tvivlsomme biografiske kilder end simpelthen læse Koranen for at forstå Muhammed, og her burde advarselslamperne jo blinke tilstrækkeligt for alle vantro.

Så al Ramadans skamros af Muhammed virker ørkesløs, men derfor kan tendensen jo alligevel illustreres. ”Han viste altid respekt over for alle kvinder, mænd og børn, som til gengæld viste ham taknemmelighed og dyb kærlighed”. Han var ”sanddru og en mand af sit ord”, en ”troværdig og værdig person”, ”mildhed og venlighed var essensen i hans lære” etc. Af koranhenvisninger bringer Ramadan selvfølgelig meget selektivt kun dem, der stiller Muhammed i rosenrødt skær, således når den taler om hans ”sublime moral”. Tiltag som jihad og taqiyya er blot berettigede modtræk over for omverdenens uretfærdige behandlinger af muslimer, der generelt kun er uskyldige ofre. Bortset fra i ekstreme situationer ”forventes muslimer altid at sige sandheden og det uanset prisen”. Kender man lidt mere nøgterne skildringer, ved man jo, at den partiske altid forstår at skildre en hvilken som helst aggressiv fremfærd uskyldigt, ligesom at Hitler kun forsvarede sig mod polske overgreb, Putin mod ukrainske osv. Men en læser, der kun kender Ramadans skildring af Muhammed, hopper jo nok på limpinden. Ramadan forstår kløgtigt at portrættere islam sådan, at den nærmest bliver essensen af kvinde- og frihedsrettigheder, ja af alt, hvad der er positivt for den moderne tidsånd!

I forhold til det tvivlsomme i enhver overlevering fra den arabiske ørken i 600-tallet nærmer Ramadans ”historieskrivning” sig fri fabulering. ”Muhammed var i stand til at udtrykke kærlighed og samtidigt give den videre til andre. Hans hustruer var glade for hans nærvær, ømhed og kærlighed, og hans ledsagere elskede ham med en intens, dyb og meget gavmild kærlighed. Han gav og tilbød sit nærvær, sine smil, sit væsen, og hvis en slave henvendte sig til ham eller ønskede at bringe ham til den anden ende af byen, gik han med, han lyttede, han elskede”. Tilmed Ceaușescu på højden af sin magt ville nok krumme tæer over at blive beskrevet i dét toneleje af sine hofdigtere.

Når Muhammeds værste fremfærd beskrives, fx massakre på jøder, skriver Ramadan bare abstrakt i forbifarten, at der ”opstod konflikter”, men det havde ”ikke på mindste måde indvirkning på de grundlæggende principper i forholdet mellem muslimer og jøder: Gensidig anerkendelse og respekt” … Det kræver sandelig et højt abstraktionsniveau at fastholde angivelige principper, der ikke blev fulgt konkret, som vigtigere end de reelt stedfundne myrderier. Hvor meget er sådanne principper så værd i praksis? Det er ligesom, at jihad defineres som ”søgen efter fred”. Sådan kan det jo også udtrykkes, at en krigsherre selvfølgelig ønsker fred – når fjenderne er besejret. Nærmere en sandhed kommer nok Muhammed-citatet fra en konflikt: ”Gør det nødvendige for at skabe uenighed blandt dem! … Krig er bedrag!” Beskrivelsen af Muhammed som sød og rar er en del af den aktuelle krig mod Vesten. Man bør bide mærke i Ramadans karakteristik af sin profet: ”Han holdt sig strengt til sine principper, men samtidig udstrålede han en utrolig menneskelig varme.” Det moderne Vesten lægger vægt på det sidste for sine helte, som jo bare skal være ”sympatiske”, men vi vantro bør jo nok snarere holde os for øje, at de varige principper for sharia og kalifat og imod vantro er vigtigere i islam end den nok så smukke taktiske facade.