Der hersker sandelig udbredt islamofobi i dagens Danmark, men den kommer jo ikke fra islamkritikere. Den florerer blandt det flertal, som aldrig åbent ytrer sig imod islam, skønt opinionsundersøgelser klart viser et stort islamkritisk flertal i befolkningen. De åbne islamkritikere lider jo netop ikke af islamofobi, thi så ville de jo holde kæft. Misforholdet mellem den trods alt meget lille gruppe, der siger fra, og det store islamkritiske tavse flertal viser omfanget af islamofobien. Det kræver trods alt et vist mod at tirre ”fredens religion”, men tilmed Danmarks officielle politik er styret af islamofobi; man lægger en dæmper på kritikken af frygt for helligkrigerne.

Og helligkrigernes mest anvendte våben er trods alt ikke blodig terror, men hverdags-jihad mod tilmed forsigtige tegn på anti-islamisk holdning. Blot et typisk eksempel, da min Facebook-ven Mathias forleden skrev et par ord om ofrene i anledning af tiårsdagen for Omar El-Husseins terrorangreb på mødet i Krudttønden i København. ”Din skadet dreng,” var den umiddelbare reaktion i kommentarfeltet. At håne handicap hos meningsmodstander er ikke for lavt. En angivelig dansker Daniel skriver bl.a. ”Hvad så din alkoholiker. Hvorfor tror du alle muslimer er dårlige pga en person skriver grimt. Eller fordi der findes nogle syge personer i verden der begår terror. Troede du var konverteret til islam for nogle år siden husker du sad i den lorte kører stol og sagde de smukke ord.” Forsøg på argumentation mod opdigtede påstande iblandet skældsord er typisk. Og fra en tyrker Ramazan MT (identiteter på Facebook er jo altid tvivlsomme) lyder det bl.a. ”Kom igen når du har mere end 10 hjerneceller”.

Og denne lavine startede altså bare med en enkel ihukommelse af to terrorofre. Hvor mange gider så at lægge ud med bare en smule direkte kritik? Overalt er hverdags-jihads stormtropper årvågne mod kritiske pip fra værtsfolket, selvfølgelig ikke uden danske medløbere, ligesom under den tidligere Besættelse. Sigende er tilstanden for jøderne, hvor israelske flag og manifestationer er tabu og straks chikaneres, mens modparten får lov at dominere i gadebilledet, dog forholdet mellem nationaldanske manifestationer og pro-muslimske er ikke meget anderledes. Men mainstream-medierne taler ud over om antisemitisme næsten kun om hverdags-”racisme” mod fremmede og groft sprog fra såkaldte populister.

Man behøver dog ikke at studere debatten fra firserne og frem meget for at indse, hvilken part der har tålt mest grovhed. De første årtier stod venstrefløjens stormtropper for den, men efter et vist punkt i befolkningsudskiftningen har de importerede helligkrigere overtaget det meste grove arbejde. De virker da også mere skræmmende end danske teenagere med ring i næsen, sorte læber og farvet hår. Resultatet er blevet den herskende islamofobi, altså paradoksalt et omvendt fænomen af det almindeligvis hævdede. Således må Rasmus Paludan kaldes den mindst islamofobiske dansker, da han jo mest modigt har stået op imod islamiseringen. Og dét er jo rationelt begrundet, ikke udsprunget af lammende frygt, der vel er forståelig, men jo kun vil føre til endnu mere underkuelse fremover. I det mindste blot at markere, hvor man har sin sympati, såsom mindeordene om Krudttønden, er et første skridt til et samlet folk, a la lys i vinduerne 4. maj for den tidligere besættelse (men levende lys i Koranen vil selvfølgelig batte mere).