Hvis man vil låne denne bog på Bibliotek.dk, fremgår det af den korte præsentation der, at den er for læsere med ”et højreradikalt syn på islam”. Dét er sigende for den generelle modtagelse af Helmuth Nyborgs forskning, hvor data søges delegitimeret af værdidomme. Det kan gå i en politisk debat om anvendelsen af Nyborgs indsigter, thi man kan jo have den holdning, at det eneste humane over for dem, der af skæbnens ugunst ikke kan producere værdier selv, er at lade andre betale for dem. Men også flere af Nyborgs forskerkolleger har primært affærdiget ham med, at han står for forkastelige ”værdier”, hvilket jo ikke giver nogen mening, andet end: ”Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta”!

Hovedpointen i Nyborgs ærinde er en advarsel mod den sænkning af intelligensniveauet, der synes at indtræde ved indvandring sydfra, idet menneskeheden kan opdeles i ”økotyper” alt efter hvilken ”økozone”, altovervejende bestemt af breddegrad, deres æt er udviklet i (kun delvist sammenfaldende med det gamle racebegreb). Og intelligensen tiltager typisk, jo længere væk fra ækvator en person har rod. Det er mildt sagt ikke nogen ny erkendelse, den var fx stadig en selvfølge for cirka 100 år siden, se blot i Salmonsens Konversationsleksikon, skrevet af den tids ledende eksperter. Efter anden verdenskrig blev enhver tale om biologiske forskelle mellem menneskegrupper dog odiøs; Hitlers excesser har om noget undergravet Europas evne til selvforsvar. Nyborgs forskning kan derfor siges at være ”blot” nye tilgange og mere evidens for det, snusfornuften egentlig godt ved i forvejen. Men nogen skal jo sige det, og det egentlig bemærkelsesværdige er vel også mindre teorierne selv end den modtagelse, de har fået, hvor alle principper om forskningsfrihed og fair behandling er blevet gjort til skamme.

En stor del af Nyborgs bog handler da heller ikke om hans forskning som sådan, men om modtagelsen af den og om vilkårene for kontroversielle idéer generelt i den aktuelle tidsånd. De sidste næsten 300 sider af bogen udgør faktisk et tillæg med ældre debatindlæg (desværre i ret stort omfang med gentagelser) med imødegåelse af kritikere. Det er beskæmmende, hvor dybt modparter er sunket over for i alt væsentligt retlinet forskning, som man blot er ideologisk imod. Vel at mærke har Nyborg også fået støtte fra fremtrædende udenlandske forskere, og anonyme rundspørger inden for ekspertkredse viser, at holdningen til, hvorvidt mennesket primært af bestemt af arv eller miljø, er fordelt omtrent 50/50 blandt de relevante forskere, dvs. omtrent halvdelen er nogenlunde enige med Nyborg, selv om de måske ikke vil lægge navn til, hvilket siger noget om vilkårene, men også om at uenighed her i høj grad burde være legitim.

Men Nyborg kan med data fra amerikanske universiteter vise den enorme overvægt af ”progressive” holdninger blandt akademikere (forholdet er helt op til 60 demokrater pr. republikaner blandt universitetsansatte). I Danmark er skævheden noget mindre, men den herskende socialkonstruktivisme, der slet ikke tror på begrænsninger givet af medfødt intelligens, dominerer faktisk i vid udstrækning over hele det politiske spektrum. Dog kan man jo på flere fagområder, der ikke behøver at inddrage den biologiske problematik, se det gale ved befolkningsudskiftningen, således er det ti år siden, at demografen P.C. Matthiessen og politologen Gunnar Viby Mogensen skrev, at indvandringen fra ulande til Danmark allerede havde passeret det maksimum, landet kan tåle ”uden at tage alvorligt skade” (80% af befolkningstilvæksten i Danmark står reelt ikke-danske nu for). I øvrigt er det også ti år siden, at juraprofessor Ole Hasselbalch skrev en JP-kronik med samme titel som Nyborgs bog, ”Sidste udkald for Europa”. Det antyder dog, at selv om det sandelig er på sin plads at råbe vagt i gevær, er ”sidste” et dynamisk begreb, der ikke bør føre til selvopgivelse, fordi der (med garanti) ikke sker noget i morgen!

Problematikken er altså ikke ny. Her kan tilføjes, at det er godt 100 år siden, at den fremtrædende zoolog Hans Jacob Hansen i Jyllands-Posten (5. august 1923) gengav intelligensundersøgelser over amerikanske værnepligtige, hvoraf det fremgik, at over 45% af den voksne befolkning ikke stod højere eller endog lavere end gennemsnittet for 12-års børn, ”hvilket just ikke taler til Gunst for udstrakt demokratisk ’Selvstyre’.” Danske udvandrere stod endog en del under dette gennemsnit, hvorfor vi ”ikke bør være for indbildske.” Nu kan jeg ikke tjekke baggrunden for denne undersøgelse (men må som lægmand også generelt i vid udstrækning tage faglige påstande for pålydende), men i hvert fald får man fra så mange kilder en erkendelse af, at tilmed de angiveligt relativt intelligente danskere ikke har råd til at blive meget dummere (aktuel dansk dumhed er så vist en større trussel end sydlændingenes). Alene usikkerhedsprincippet burde give større ørenlyd for Nyborgs advarsler: Er der bare en lille chance/risiko for, at han har ret, bør vi undlade at eksperimentere med det uoprettelige! Og sandhedsværdien af nutidig forskning er selvsagt ganske upåvirket af, om lignede forskning for 100 år siden var fejlbefængt eller blev misbrugt i inhuman grad (hvilket også fordømmes stærkt af Nyborg).

Med rette påpeger Nyborg, at der er en ”voldsom asymmetri i argumentationen” mellem dem, der forsvarer den toneangivende benægtelse af vigtigheden af arvelig intelligens, og deres modpart. Typisk toneangivende er det at fremdrage en række eksempler på fremragende sydlændinge og indvandrere, men IQ udelukker jo netop ikke sådanne, tværtimod angår den en statistisk fordeling, hvor den vigtigste forskel er, at der er flere meget intelligente individer i befolkninger, som har rod på steder med ”kold vinter”, der i evolutionen har sorteret flere mindre intelligente fra end sydpå. Debatten med de toneangivende har i Nyborgs øjne karakter af ”tomgangs-mudderkastning”, og i stedet for symbolpolitiske værdidebatter, hvor man mener at kunne ændre biologiske kendsgerninger med flere ressourcer, foreslår Nyborg oprettelsen af et ”nationalt samlende evolutionsråd”, der skal rådgive kommende regeringer. I øvrigt ser Nyborg som eneste redning fra borgerkrig nu en undtagelsestilstand, hvor der ryddes op, og størstedelen af indvandrerne sydfra hjemsendes ”ærefuldt”, dvs. humant og med penge på lommen til bosættelse andetsteds.

Han har dog ikke opgivet demokratiet mere, end at han nu indsamler underskrifter til opstilling af sit ”Fremtidspartiet”, hvilket i Stram Kurs-optik jo er ærgerligt, da han passede så godt som kandidat her. Det er ikke en benægtelse af hans videnskabelige indsigter, at man kan betvivle, om de egner sig til at være hovedpunkt for et politisk parti. Debatten vil uundgåeligt komme til at dreje sig om hans resultaters gyldighed snarere end problemerne selv, og det er jo også sådan, at der er en næsten fuldstændig overlapning mellem IQ-problematikken og de mere anerkendte problemer med islam og anden uintegrabel kultur, som indvandringskritik har fremført i årtier uden det biologiske aspekt. Nyborg ser nærmest debat om kultur og religion som overflødig i forhold til den biologi, som han mener determinerer resten, ligesom fx ”kontrajihadister” kun ser islam som relevant, men det er dog en falsk modsætning; det er samme problem, og politisk må der anvendes det perspektiv, som i en given situation får mest succes. IQ-problematikken er et rammende svar til dem, der tror, at endnu mere integration og uddannelse er løsningen, men der er lang vej endnu, før sådanne IQ-argumenter finder samme bredere modtagelse som islamkritik. Desuden kan man jo spørge, om den egentlige kamp ikke er om en mentalitetsændring til det naturlige ”eget folk først”, uden hvilket heller ikke accept af IQ-indsigter nødvendigvis fører til remigration. Grundlæggende er der jo tale om en moralsk, ikke en intellektuel eller videnskabelig kamp, og det legitime forsvar af eget folk begrundes dybest ikke med, at indvandring vil gøre os fattigere, men at en hvilken som helst befolkningsudskiftning (også ”højkvalitets”) er det i sig selv afgørende onde, berøvende danskerne det eneste, de kan kalde hjem. Dét er faktisk en mere restriktiv holdning end Nyborgs, når han fx skriver: ”I princippet kan alle være/blive/agere danske, hvis blot de har tilstrækkelig hjerne og IQ kapacitet til at uddanne og forsørge sig selv og sine i et højteknologisk samfund, samt nok altruisme til at kunne /ville bidrage til velfærdssamfundet.” Intelligens og danskhed er dog to forskellige målestokke.

Man er nødt til at spille djævlens advokat og se på, hvad indvendingerne mod Nyborgs konklusioner ville være. Fx lader han 200.000 års udvandring fra Afrika mod nord, med hårdere vilkår her, forklare, ”hvorfor høj IQ-nordboere gennemsnitligt har et afslappet analytisk forhold til bibeltolkning, hvorimod sydlige lav IQ folkeslag har brug for simple dogmatiske, tekstnære tolkninger, udlagt af autoritative skriftlærde. Arvelighed for religiøsitet er 35%.” Den slags vil nok virke skråsikkert på mange, som vil tænke, at europæerne dog havde en lignende religiøsitet indtil for få generationer siden. Vore gener er vel næppe ændret siden Korstogene og Trediveårskrigen. Man skal desuden faktisk kun tilbage til slutningen af 1800-tallet, før de i dag rigeste lande havde forhold som de i dag fattigste. Og hvor Nyborg nævner, at polske indvandrere så glat integreres her, fordi de har samme IQ, kan man studse, fordi polakkerne dog religiøst og politisk er så meget anderledes end danskerne. Der kan altså komme vidt forskellige samfund ud af samme IQ, i de væsentlige valg står man fri (inden for de givne rammer), ”ren” kulturdebat er ikke irrelevant.

Kort sagt kan Nyborg udmærket have ret i en generel årsagsforklaring, men hvorfor dog i stedet for disse meget store perspektiver ikke fokusere på de nutidige forskelle, som er tilstrækkelige for de nulevende generationer og givetvis vinder større genklang. At stor sydlandsk indvandring til Danmark ligefuldt er katastrofal i overskuelig fremtid forflygtiges ikke. Holder ”vi” blot stand det indeværende århundrede, hvor alene kulturforskellene på så mange parametre er kolossale, må en fjernere fremtids danskere se den tids situation an. Folk som Søren Krarup og Mogens Glistrup så ikke mindre præcist problemet end Nyborg, men slog på andre aspekter. De forskellige nationale retninger har talt hinanden for meget ned, her kan alle have brug for eftertanke. Vel at mærke er Nyborgs skelsættende bog en af de væsentligste mursten i den forhåbentlig snart samlede nationale bygning; trods det tunge stof letlæst og et uundværligt opslagsværk for enhver seriøs debattør.

Helmuth Nyborg:

Sidste Udkald for Europa.

Forbudte ord om Indvandring, Religion, Fertilitet og IQ.

(Forlaget Kasandro, 2024. 695 sider).