I bidragene til den akademiske mursten af en antologi, Islamisation (Edinburgh University Press, 2017, 530 sider), gennemgås islamiseringsprocesser fra en lang række lande i hele det område, der nu er underlagt eller stærkt påvirket af islam, fra Centralafrika til Fjernøsten. Tidsmæssigt primært fra ”profetens” dage og indtil cirka år 1800, med enkelte moderne perspektiveringer, men islam er den samme i dag som i de første godt tusind år, så mange erfaringer kan ses som lærerige.

Først og fremmest kan det fastslås, at islamisering kan foregå på mange måder, man kan ikke forudse den som én bestemt proces; islam er meget tilpasningsdygtig efter forholdene uden at tabe sine endelige mål af syne. Det må også defineres, hvad der menes med islamisering: Hvor omfattende og dybt skal den slå rod i en befolkning, før den kan siges at være en realitet? Her er det et generelt træk ved islam, at den i egen opfattelse er succesfuld, når folk i det ydre, formelt og i skikke, har overtaget troen. Fra et islamisk perspektiv skelnes der ikke mellem ”ydre” og ”indre” konvertering, den sidste følger af den første, hvilket vel også i store træk er realistisk. Begivenhederne får efter et vist punkt deres egen uimodståelige logik; som det siges i bogen, ”er det vanskeligt at undgå den enkle iagttagelse, at omvendelsesprocessen til en verdensreligion i sidste ende tenderer mod at gå én vej efter en generation eller to med tumult.”

Sigende er det, at det islamiske bud om ”religiøs tolerance” lige fra starten har betydet, at andre skal tolerere islam, ikke at islam skal tolerere andre. Det fremgår også af bogens dokumentation i form af breve fra ”profeten” til lokale herskere, hvor Allahs ”sendebud til alle folk” i den ”medfølende” guds navn gav dem tilbuddet om at underkaste sig frivilligt eller at få sendt en hær imod sig. Mentaliteten, at tolerancen kun skal gå én vej, fremgår generelt også af den senere historie, hvor islamiseringsprocesser typisk følger en S-formet kurve: I starten går det langsomt, efter et vist punkt pludselig hurtigt, og så senere langsommere igen, når processen nærmer sig sin fuldendelse. Vel at mærke er det næppe gået så hurtigt, som det fremgår af islams egen historieskrivning. Sandsynligvis ikke engang kerneområdet Arabien blev helt islamiseret i ”profetens” levetid, men først adskillige generationer efter. Muslimer har dog haft interesse i at gøre tidspunktet tidligst muligt, så flest mulige slægter kunne hævde at være efterkommere af de første troende (og også for at fremstille islam som noget, der hurtigt vakte begejstring, ikke noget man modstræbende blev påtvunget).

Motivet for at slutte sig til islam har fra starten ikke mindst været de praktiske, herunder rent økonomiske fordele. Samme motiv er der jo i dag under Vestens offer- og minoritetsdyrkelse, og man må, også af demografiske årsager, antage, at islamisering i dag kan forløbe hurtigere end i førmoderne tid. Den ”bastardkultur” eller tilsyneladende blandingsprodukt, som tit er resultatet blandt indvandrede muslimske segmenter, og som spreder sig til den indfødte ungdom, er ikke kun noget moderne produkt; en synkretisme eller religionsblanding har ofte været et midlertidigt resultat også under islams tidligere historiske ekspansion; islam er dog dygtig til at lade den mere subtile fremfærd falde ud til egen fordel. Således overtog man jo tilmed i Mekka bare det førislamiske helligsted og den sorte sten (Ka’baen) og gjorde det til sit eget.

Lige fra starten var det i islam den vigtigste målestok for rettroenhed, at man viste sig villig til at føre hellig krig og at migrere for at overvinde og omvende ikke-muslimer. Det fremgår af antologiens udførlige kildehenvisninger (fx side 91) til historiske dokumenter. At stræbe på Guds vej betyder emigration plus at kæmpe, det fremgår også af Koranen, der citeres (fx sura 8, 72): ”De, der har troet og har migreret og stræbt med deres ejendele og deres personer på Guds vej, og de, der har givet dem ly og hjulpet dem – de er hinandens venner. De, der har troet, men ikke migreret – du har ingen forpligtelse til venskab med dem, før de migrerer.”

Man kunne gennemgå hvert case-study med relevante pointer, jeg vil her nøjes med at omtale islamiseringen i Kina. Skønt med tidlig muslimsk tilstedeværelse fik problemet først større omfang midt i 1700-tallet med den kinesiske anneksion af Xinjiang-provinsen med stor muslimsk befolkningsandel. Det var som at skyde sig selv i foden. Der begyndte ”etniske, religiøse, sociale, økonomiske og politiske konflikter” imod staten, som vedvarer i dag. Det er faktisk ikke undertrykkelse, men den kinesiske stats forsøg på at fremstå som forsvarer af minoriteters rettigheder, der startede lavinen. Som omfatter en stor, moderne fremgang for den importerede salafisme og mange islamistiske renhedsbevægelser, såsom wahhabisme og det Muslimske Broderskab. I det ydre ses det fx i opførelsen af moderne moskéer efter arabisk tradition, mens moskéer i Kina tidligere var opført i buddhistisk arkitektonisk stil. Den aktuelle ret brutale undertrykkelsespolitik i Kina må ses som et noget desperat forsøg på at håndtere denne lavine, man tidligere har åbnet for ved forsøg på tolerance, en advarende skrift på væggen for den nyligere igangsatte islamiseringsproces i Vesten, der dog synes at forløbe på samme uhyggelige måde (for de vantro) som så mange gange i historien.