Bogen om politisk korrekthed i Trumps epoke er fra 2019, men med en ny epoke for døren kan en genopfriskning være relevant. Bogens undertitel er ”Trussel mod friheden eller ideologisk syndebuk?”; spørgsmålstegnet skal nok indikere, at de akademiske bidragydere til antologien, som ellers er anti-Trump, forsøger at se sagen fra flere sider. I stedet for viser de bare, at der ikke er særlig meget uskyldig syndebuk over den politiske korrekthed, som gerne vil censurere, hvis den helt får magt som agt.

Forfatternes hovedpointe er, at skønt nogle politisk korrekte på venstrefløjen går ud ad en tangent, benytter Trump-lejren dette til at udskamme alle ”progressive” tiltag, og ret indiskutable fremskridt for diverse minoriteter rulles tilbage. Dog ser man på forfatternes egne skildringer, maler de selv fanden på væggen og bruger igen og igen de samme få citater som belæg for en generel reaktionær, ja fascistisk trussel i Trump-bevægelsen. Sandheden synes at være, at der ikke er noget principielt nyt i de aktuelle stridigheder; man kan kalde dem mere intensive på visse områder (sammenlign dog med 1960’erne, 30’erne eller andre perioder). Modsatte politiske lejre portrætterer faktisk altid modparten fra den værste side og benytter sig af at ramme mest effektivt, når de andre står godt for hug. Trump-lejren kunne såmænd lave en bog med samme undertitel, idet alle Trumps bredt anerkendte gavnlige forslag af modparten stemples som odiøse pga. nogle tilfælde af præsidentens ”verbalekstremisme”.

Bogens første kapitel handler om det nok reelle fænomen, at det med Trump er blevet mere legitimt at kritisere minoriteter uden at blive kaldt racist. Kun en begrænset kreds af tilhængere af hvidt overherredømme får generelt racist-stemplet. Det er for de politisk korrekte forfattere et tilbageskridt, men er det ikke bare samme respekt for ytringsfrihed og ret til at definere sig selv, som alle andre segmenter tildeles? Islamiske ekstremister synes jo også i debatten at være begrænset til egentlige terrorister, ligesom man heller ikke nænner at kalde tilmed den mest mørkerøde fløj for kommunister, fordi de ikke selv gør det. At der i nogle årtier gik inflation i racist-stemplingerne, gjorde dem ikke mere sagligt berettigede af den grund. Man kan selvsagt have lov til at mene, at en modpart er racist, men dét bidrager jo ikke til sagen selv. Ligesom udpegningen ”Du er jo kommunist!” faktisk heller ikke i sig selv er et argument mod forslag til økonomiske reformer. Mere frugtbart vil i begge tilfælde være udpegning af, hvad der konkret er kontraproduktivt etc.

I bogen defineres den politiske korrektheds kerneindsigt, nemlig at sproget bruges til undertrykkelse, hvorfor den centrale opgave er at ændre sprogbrugen, så følger ændringer i praksis med. Jamen det er så igen samme fremgangsmåde, den modsatte lejr bruger, når den fx hellere taler om illegale migranter end om flygtninge. Der er tale om en for så vidt legitim, typisk demokratisk kamp om interesser, prioriteringer, værdier, og den politisk korrekte lejr har ikke adkomst til at stille sig specielt såret og misbrugt an, tværtimod er banen bare blevet mere jævn for begge parter nu, hvor Trump nægter at overholde det akademisk korrekte nysprog, som alle ledende politikere ellers nogenlunde har fulgt. Det er kun urimeligt, hvis de politisk korrekte står for noget særlig sakrosankt, og det er da også skråsikkerheden herom, der præger bogens indlæg. Vel kan begge parter kaldes skråsikre, og selve demokratiet kan kaldes truet, hvis en af dem bliver for enerådende. Blandt akademikere og journalister er der dog stadig en sådan overvægt at Trump-kritikere, at ensretning i Trumps retning er en utopi. Men et meget brugt skræmmebillede, i øvrigt ligesom under den såkaldte mccarthyisme, der aldrig ændrede den overvejende ”progressive” mentalitet blandt meningsdannere, tværtimod.

Det er for en af bogens bidragydere ”skræmmende”, at Trump under Charlottesville-urolighederne i 2017 bedømte modparterne heri som ligeværdige. Det er højre- og venstreradikale ikke ifølge det typiske akademiske syn, men så er det vel også netop ekstra relevant, at magthaveren understreger lovens neutralitet. Progressives meningsytringer er reelt langt mindre i fare for kriminalisering end den modsatte fløjs, skønt de er dygtige til at posere som forfulgte og undertrykte, og får mere ørenlyd for budskabet. En anden af bogens bidragydere kritiserer, hvordan Trump tager enkelte begivenheder, fx nogle muslimers fremfærd, og derudfra generaliserer, men i bogen bruges dog igen og igen samme metode med omvendt fortegn. Det er vel igen sådan, al debat nu engang fungerer, givetvis ret ørkesløst og usagligt, men det må så påpeges i stedet for, at man spiller offer i unik grad for noget, man faktisk også gør selv.

I bogens indlæg om fake news og sociale medier smider den akademiske skribent helt den videnskabelige maske og giver fuld udblæsning med snak om ”sadismen i højrefløjs-personlighedsstrukturen, der higer efter magt over andre” snarere end at ønske ægte samfundsreformer. Det klinger bl.a. derfor hult, når der i bogens slutord manes til, at progressive ikke synker til samme lave, lede retoriske niveau som Trump-lejren. Det er allerede sket gennem mange år, tilmed i akademisk kontekst og ikke blot på gadeplan; nu gives der bare igen med samme mønt. Og man må igen og igen benoves over venstreorienteredes magiske evne til at kende modpartens inderste motiver! Teorien om den ”autoritære personlighed” anvendes flittigt, men må dog logisk siges at passe mindst lige så godt på dem, der nogenlunde blindt tror på mainstream-medierne og deres helte. Den persondyrkelse og ønsket om at følge en frelser, bogen beskriver mht. Trump, har jo også sit spejlbillede i dyrkelsen af især Obama, som blev hyldet allerede for sine flotte løfter snarere end præstationer. Og ønske om magt over andre … Tja, det har vel enhver, der vil ændre samfundet, særlig de der vil ændre det fundamentalt.

Mest rammende synes bogen at være i sin skildring af moderne mediers virkemåde; de skal døgnet rundt finde noget at skrive om og må derfor kolportere ”en strøm af pseudo-begivenheder”. Det har Trump været dygtig til at bruge, idet han med sin fremfærd uafbrudt gav godt stof, mens mere kedelige konkurrenter nok kunne være saglige, men ikke fangede interessen. Igen er kritikken dog et tveægget sværd, idet de woke jo med spektakulære aktioner og griben efter halmstrå for at markedsføre nye offerroller også udnytter mediernes virkemåde. Faktisk har venstrefløjen i mange årtier været langt dygtigere end modparten i således at føre sig frem, og man er vel nu nærmest fortørnet over, at Trump går på deres hidtidige enemærker med mindst samme PR-flair. Bogen portrætterer paradoksalt nok medierne som et redskab for den herskende kapitalist-klasse, hvor man tier om samfundets grundlæggende skævheder, skønt alle mulige mærkesager fra de krænkedes segmenter dog hyppigt markedsføres loyalt og indigneret, mens modparter notorisk præsenteres som ”kontroversielle”! Og kritikken af angivelige fortielser får typisk ikke de politisk korrekte til at lægge en dæmper på egne krav om marginalisering af synsvinkler, der er dårlige i deres verdensbillede.

En af forfatternes autoriteter er sigende nok Noam Chomsky, der med tilslutning citeres for at kalde Trumps stil for en afvigemanøvre, der skal fjerne opmærksomheden fra en generelt reaktionær tilbagerulning af samfundet; tendensen hertil er ifølge Chomsky ”så systematisk, at den ikke kan være uplanlagt”. Det er jo selvsamme konspirationsteoretiseren, der ses som kritisabel i Trump-lejren. Venstrefløjen har dog i hele sin tilgang altid været størst i konspirationsteorier; alle personers meninger (blandt modparten) tolkes konsekvent i lyset af en skummel herskende klasses forsøg på at få eller bevare magt, i en debat tales der aldrig ærligt, kun med statister. Ligesom den politisk korrekte ideologi altid kun tænker i grupper og deres magtforhold, et centralt klagepunkt er den ”privilegerede” holdning, at spillereglerne i det nuværende samfund er ens for alle, og enhver bare høster frugterne af sin indsats. Der ønskes derimod positiv særbehandling af medlemmer af grupper, som i tidligere generationer blev negativt diskrimineret. Man kan ikke være overrasket over, at dette skaber modvilje blandt ”privilegerede” grupper, hvis enkelte medlemmer (oftest med rette) ikke føler sig privilegerede. For en nøgtern betragtning er der virkelig ikke, som de politisk korrekte mener, her tale om en sort-hvid moralsk kamp, men om en interessekamp, hvor alle kneb tages i brug af begge parter, og det sømmer sig ikke for den ene at posere på en piedestal som særlig uretfærdigt forfulgt offer.

Luigi Esposito og Laura Finley (red.):

Political Correctness in the Era of Trump.

Threat to Freedom or Ideological Scapegoat?

(Cambridge Scholars Publishing, 2019. ISBN 978-1-5275-2077-6)