At kalde netop afdøde Jean-Marie Le Pen for Frankrigs Churchill kan synes omvendt, al den stund han i mainstream-medierne er blevet portrætteret som nazi-apologet. Man har hængt det op på, at han i et par udtalelser for mange år siden synes at have bagatelliseret jødeudryddelserne, skønt han sagligt set sammenlignede dem med de samlede lidelser under anden verdenskrig. Givetvis var hans udtalelser på flere måder malplacerede, skønt de også må ses på baggrund af den franske historiske splittelse i måden at håndtere det tyske angreb på. Uanset hvad gør Le Pens holdning til fortiden hverken hans eller modparters aktuelle politik værre eller bedre. For de toneangivende er tvetydige udmeldinger om den velkendte ”kontroversielle” fortid selvsagt ”gefundenes Fressen”, der gribes med vellyst for at stemple uglesete i nutidens debat, hvor irrelevant for denne fortidig problematik end er.

De pænere mindeord over ham i disse dage nøjes med at kalde ham ”provokatør”, men det er såmænd også tankevækkende, at advarere mod befolkningsudskiftningen ret typisk betegnes således, skønt den herskende politiks støtter dog sagligt set snarere burde ses som provokatørerne. Men for nu at blive ved sammenligningen med Churchill, kan man pege på flere lighedspunkter. Le Pen citerede med tilslutning hans kendte holdning, at demokrati er ”et meget dårligt system, men jeg kender ikke bedre”, og Le Pen stod da også reelt på linje med Churchill i kamp for de mere klassiske europæiske værdier såsom nationalisme og frihedssamfund. Vel at mærke i så høj en grad, som også Churchill opfattede dem, at Le Pen et par generationer senere stod som en anakronisme i en epoke, hvor helt andre ”værdier” blev opfattet som de sandt europæiske. Mange moderne historikere ser jo i tråd med disse Churchill som en odiøs racist og imperialist, kun en gradsforskel snarere end en væsensforskel bedre end Hitler. Stod Churchill frem med uændrede holdninger i dag, med sit slagord om at bevare England hvidt etc., var han klart for ekstrem for fx Dansk Folkeparti, som da heller ikke ville have noget at gøre med Front National, så længe Le Pen den Ældre stod i spidsen for det.

Tilmed detaljer i Le Pens levnedsløb ligner Churchills, således hans ungdomsindsats i kolonitropperne, hvor Le Pen dog virkede mere omsorgsfuld for de koloniserede folk end Churchill, fx sørgede han omhyggeligt for at begrave faldne modstandere efter islamisk ritual. Le Pen har i øvrigt aldrig kunnet kaldes anti-islamisk, tværtimod havde han gode relationer til flere islamiske ledere. Han var indvandringsmodstander på gammelnationalt grundlag kombineret med nostalgi for kolonierne, men havde han fået magt som agt, havde islam jo dog derved heller ikke fået særligt fodfæste i Frankrig. Dét er nu blevet realiteten for næste generation af indvandringskritikere, som derved også må fokusere mere på islamisering.

Man kan sige, at Le Pen også over for den tyske invasion i 1940 mere så en national kamp end en ideologisk, mens nutiden jo typisk i anden verdenskrig kun ser de ideologiske modsætninger og forflygtiger, at det dog primært var national overlevelse, som motiverede i kampen mod tysk overherredømme, ikke mindst for Churchill. På hans tid var der mange aspekter i vestlig mainstreams holdning, som nutiden (trods tolkningen af krigen som antinazistisk!) nærmest ser som fascistiske eller værre, en tid som Le Pen havde rod i og derfor kunne ”provokere” med at videreføre. Men i den store sammenhæng stod han som sin tids mest kendte politiske advarer mod et fænomen, der truer Europa med katastrofe af mindst samme dimensioner, som Churchill afværgede. Le Pen fik mindre personlig succes, og mange ”pænere” indvandringskritikere ynder at forklare det med hans utidige provokationer. Hans datters modsatte kurs viser dog også farerne ved at give for meget køb på programpunkter (og så endda forblive paria).

Den sørgelige kendsgerning er, at uanset hvilken politisk strategi indvandringskritikere vælger, får de alle omtrent samme modtagelse af mainstream, så længe de tillader sig at stå fast på det væsentlige, som Le Pen sammenfattede i sit motto ”franskmændene først”. Skønt han ved sin fremfærd vakte anstød, er det i øvrigt et tilsyneladende paradoks, at han i sit parti i mange år holdt sammen på et meget bredt spektrum af nationale holdninger. ”Front National” var en slags national enhedsliste, og ikke mindst heri var han forbilledlig i forhold til de fleste politiserende nationalsindede, der typisk er næsten mere intolerante over for afvigende nationale retninger end over for den befolkningsudskiftning, de alle med rette hævder er tidens største udfordring.