Man kan ikke kritisere islam rammende uden først at forstå dens tiltrækningskraft. Der er tale om en guddommeliggørelse af beduinernes livssyn, der med sympatisk blik (uden at forfatteren dog blev muslim) blev rammende skildret af ”Lawrence of Arabia” i hans bog Visdommens syv Søjler: ”De var et folk af primitive farver, eller snarere af sort og hvidt, som altid så verden i konturer. De var et dogmatisk folk, der foragtede tvivl – vor moderne tornekrone. De forstod ikke vore metafysiske vanskeligheder, vore indadskuede spørgsmål. De kendte kun sandhed og løgn, tro og vantro, uden vor tøvende fastholden ved finere nuancer.”

”Dette folk var sort og hvidt ikke blot i syner, men i dets inderste udrustning: sort og hvidt ikke blot i klarhed, men i trangen til at gå til ekstremer. Deres tanker fandt kun hvile i yderligheder. Efter eget valg følte de sig hjemme i superlativer. Undertiden syntes selvmodsigelser at beherske dem samtidigt med forenede kræfter, men de indgik aldrig på noget kompromis: de forfulgte logisk adskillige uforenelige meninger til absurde slutninger uden at fatte, at de var uforenelige. Med koldt hoved og rolig dømmekraft, uforstyrreligt uvidende om det spring i tankegangen, de derved begik, sprang de fra en linie til en anden, der ikke kunne møde den første. De var et indskrænket, snæversindet folk, hvis træge sind lå brak i ligegyldig resignation. Deres fantasi var livlig, men ikke skabende. Der var så lidt arabisk kunst i Asien, at de næsten kunne siges ingen kunst at have, skønt deres overklasse var gavmilde mæcener og havde opmuntret alle de talenter i arkitektur og pottemagerkunst og andet kunsthåndværk, som deres naboer og undertvungne folk frembragte. Ikke heller frembragte de store industrier, for de savnede organisation både på legeme og sjæl. De opfandt intet filosofisk system, ingen sammensat mytologi. De styrede deres kurs mellem stammens og hulens afguder. Som det mindst sygelige af alle folkeslag havde de modtaget livets gave uden spørgsmål, som noget selvindlysende. Det var for dem noget uundgåeligt, der var påført mennesket med brugsret, men uden at det kunne kontrollere det. Selvmord var noget utænkeligt og døden ingen sorg.”

Denne mentalitet blev videreført i islam, en religion med universelle ambitioner, men dybt præget af forholdene, hvorunder den opstod. Som Lawrence videre skriver: ”Ørkenens beduin, der var født og opvokset der, havde med hele sin sjæl indoptaget denne dens for fremmede alt for barske fattigdom, fordi – men det følte han selv kun uklart – der var han helt fri. Han gav afkald på materielle bånd, behageligheder, alle overflødige ting og andet, der kunne binde, og opnåede til gengæld en personlig frihed, som stadig førte ham på grænsen af hungernød og død. Han så ingen dyd i selve fattigdommen: han nød de små laster og luksus – kaffe, friskt vand, kvinder – som han stadig var i stand til at bevare. Han havde i sit liv luft og blæst, sol og lys, åbne vidder og en stor tomhed. I naturen var der hverken menneskeværk eller frugtbarhed: Kun himlen foroven og den jomfruelige jord forneden. Der kom han ubevidst Gud nær. For ham var Gud ikke tegnet i menneskets billede, ikke til at tage og føle på, ikke moralsk og etisk.”

Ørkenboerens golde erfaring ”ribbede ham for medlidenhed” og førte til ”en nydelse af lidelsen, en grusomhed, som betød mere for ham end alle goder. Ørkenaraberen fandt ingen glæde, der lignede glæden ved frivilligt at holde sig tilbage. Han fandt nydelse i afsavn, forsagelse og selvbekæmpelse. Han gjorde sindets fattige nøgenhed lige så sanselig som legemets nøgenhed. Han frelste måske sin egen sjæl – og det uden fare – men ved en hård selviskhed. Hans ørken blev et åndeligt ishus, i hvilket der blev bevaret et syn af Guds enhed, uberørt, men uforbedret for alle tider. Hertil kunne undertiden søgende sjæle fra den ydre verden for en tid søge ud og derfra i afsondretheden betragte den slægt, de ville omvende.”

Således fortsætter Lawrence karakteristikken af ørkenaraberen og hans tro på flere sider, der alt i alt belyser meget af den adfærd, man ser blandt muslimer i Vesten i vor tid, og også forklarer den fascination, som dissidenter fra flere lejre her udviser for islam. Men ser jo både i venstre- og højreorienterede kredse tiltrækkende elementer i den ovenfor gengive karakteristik set i forhold til vestlige værdier, i særdeleshed de moderne af slagsen, materialistiske og livsuduelige. Den moderne egentlige højreekstremisme står ikke tilfældigt i stor ideologisk gæld til den franske filosof René Guénon (1886-1951), der døde i Kairo som Abdel Wahed-Yahia som overbevist muslim. Fx i hans bog La Crise du monde moderne (1927) finder man også den typiske (radikale) højreorienterede kritik af det moderne Vesten udtrykt: Hele den vestlige civilisation er bygget på løgnagtige, illusoriske forudsætninger, såsom videnskabelig evolution, teknisk fremskridt, den udelukkende materielle grådigheds magt, kvantitetens triumf over kvaliteten, at have over at være. Vi er dømt til katastrofe, vel at mærke så Guénon Muhammed som profeten herimod, ikke den tyske antisemitiske fører i hans samtid. Begge profeter kunne dog have nikket i sympati til Guénons følgende ord fra 1929: ”Historien viser tydeligt, at den manglende forståelse af denne hierarkiske orden (den, som sikrer det åndeliges fortrinsstilling over det verdslige) overalt stadig medfører de samme konsekvenser: social uligevægt, forvirring i hvervene, de mest inferiøre elementers herredømme og derfor også intellektuel degeneration …” Disse tanker blev i øvrigt videreudviklet af italieneren Julius Evola, ”den italienske Guénon”, som i endnu højere grad er blevet cheftænker for den egentlige højreekstremisme.

Det er klart, at der er væsentlige sandheder i iagttagelserne om det vestlige forfald, men hvad islam-sympatisører og højreekstremister (de er i øvrigt ikke sjældent de samme) konkluderer, er bare at give fuld udblæsning a la Muhammed hvad angår teokratiske, totalitære og militante tanker for i en negativ afhængighed at skabe en slags modvægt til moderne vestlig opløsning. Det er en forståelig og nemt fordøjelig refleksreaktion, men kontraproduktiv på flere måder, både fordi langt de fleste i Vesten trods alt finder mentaliteten frastødende, og fordi man da også med rette må sige, at det er at smide barnet ud med badevandet. Den egentlige og vanskelige udfordring består i at have både styrke og frihed i Vesten, ikke bare forskertse indlysende fremskridt. Netop denne specifikt vestlige syntese står ikke mindst Stram Kurs for; alt for sjældent påpeges de principielle væsensforskelle mellem dette parti og den ægte højreekstremisme, der i samme genre som islam ser nysgerrighed, samfundsmæssig frihed og demokrati som fjender, ondets rod, i stedet for som mulig kilde til stærke og selvstændige borgere, der vil stå værn om deres folk og land.