Jørgen Staun underviser og forsker nu på Forsvarsakademiet i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Tidligere arbejdede han på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han skrev om bl.a. radikalisering, således den her omtalte afhandling om islamiseringens grundlæggende årsager. Medforfatteren er en hollandsk sociolog, hvis forskning ”fokuserer på forholdet mellem kollektiv ydmygelse og radikalisering blandt unge muslimer i Vesten”. Man aner tendensen – hvem mon er skyld i nævnte ydmygelse? – og konklusionerne i deres bog om ”rødderne” til radikalisering skuffer da heller ikke i den retning.

Forfatterne indleder med en kritik af herskende fasemodeller for radikalisering, som går ud fra, at radikalisering gradvist enten typisk finder sted ”oppefra og ned”, dvs. en person kommer under indflydelse af en yderligtgående autoritetsperson såsom en imam, eller ”nedefra og op”, personen begynder (ud fra en række individuelle motiver) selv at sætte sig ind i fx salafistiske budskaber og kommer derigennem i dårligt selskab. Farerne ved sådanne modeller er for forfatterne, at man ved at anskue de tidlige faser som en vej mod radikalisering kan stigmatisere en hel minoritet, fx betyder stærk optagethed af islam ikke nødvendigvis, at man bliver terrorist.

Desuden afliver forfatterne nogle udbredte myter om terrorister, fx af de kommer fra nedre samfundslag. Tværtimod er der tendens til større støtte til yderligtgående blandt bedre uddannede og de lidt mere velstående muslimske lag (angiveligt fordi disse snarere end bunden oplever ikke at kunne få opfyldt deres ambitioner i Vesten). Og der tegnes et billede af den moderne udvikling af islam, hvor der stadig mere er tale om en ”global islam”, løsrevet fra et bestemt sted og en specifik kultur, og det er særlig denne universelle islam, der virker tiltrækkende på unge muslimer i Vesten; de identificerer sig i stigende grad som blot ”muslimer”, uden andre tilhørsforhold. Det er klart, at dels kan dermed islam konsolideres hos os uanset ”integration” i øvrigt, og dels bør det (min tilføjelse) give større frihed ytringsfrihedsmæssigt, idet islamkritik så netop er kritik af islam og ikke alt muligt andet, som kan kaldes ”racisme”! Forfatterne mener plausibelt nok, at den ”rene” muslimske identitet har større potentiale for radikalisering, ikke mindst fører konflikter overalt i verden dermed til radikalisering alle mulige andre steder. Dog uanset identitet har de islamiske netværk ofte nogle demografiske fællestræk, understreges det i afhandlingen.

Forfatternes anbefalinger til en ny politik imod radikalisering er i tråd med deres grundsyn, at islamisk identitet i Vesten bør afdramatiseres, bortset fra for så vidt angår den meget lille gruppe af radikaliserede, dvs. med terrorpotentiale. ”Målet bør være at skabe et miljø, hvor det blotte syn af en skægget muslim i traditionelt tøj ikke vækker frygt blandt flertallet, og hvor muslimer ikke behøver at føle sig bange og truede.” De, der ifølge de gamle radikaliseringsmodeller blev sat i en risikogruppe, bør kort sagt i stedet betragtes som almindelige borgere, der bør inkluderes mest muligt, blive respekterede medlemmer af samfundet. Myndighederne bør desuden på alle måder hjælpe individer, der reelt har været ved at radikaliseres, men nu vil væk, fx ved at tilbyde hjælp til ny bolig, job, uddannelse mv. Kort sagt den sædvanlige velfærdslogik, at jo mere man dummer sig, jo mere belønnes man for det.

Afhandlingens egentlige svaghed forekommer dog mig at fremgå af dens regnestykke om radikaliseringens proportioner. Forfatterne kommer således frem til, at ”ikke engang 0,3 procent af den samlede muslimske befolkning i Holland burde betragtes som potentielt farlig”. At ”kun” 2500 muslimer i landet ses som udsatte for ægte radikalisering, indrømmes alligevel at være et stort problem. Dog med radikalisering menes her jo kun efter forfatternes definition sandsynlige terrorister; at en meget stor del af resten enten mere eller mindre passivt sympatiserer med disse eller dog står for en helt anden samfundsorden end den traditionelt vestlige, problematiseres ikke (at gå ind for sharia ad ”fredelig” vej er fx ikke radikalt!). Man kan sige, at det heller ikke er afhandlingens emne, som dog derved bliver ret irrelevant, men vel at mærke på en fatal måde, idet bagatelliseringen af farer altså fører til anbefaling af en ganske generel appeasement-politik over for islam i Europa. Dette er i det større perspektiv tilmed farligere end nogle tusind terrorister, idet islams mål jo derved kan nås uden disses brag og bulder undervejs.