Københavns Byrets seneste dom om, at Rasmus Paludan overtrådte den såkaldte racismeparagraf med udtalelser om somalieres intelligens, kan sættes i perspektiv med udtalelser af Karen Blixen, der jo stadig er et stort mainstream-ikon. I sit radioforedrag fra 1950 om sin muhamedanske tjener Farah udtaler Blixen: ”Afrikas mørke Folk, der er saa fremmelige som Børn, synes at være standset i Udviklingen paa forskellige Alderstrin. De egentlige Indfødte, de Folk, der arbejdede for mig paa Farmen, Kikuyuer og Kavirondoer, var alle som smaa Børn langt mere udviklede end jævnaldrende Børn af vor egen Race, men de standsede, aandelig set, brat op paa et Standpunkt der omtrent svarer til et 9-aarigt europæisk Barns. Somalierne kom noget videre, de naaede og bevarede bestandig en Mentalitet som vore Drenges imellem 13 og 16 Aar.”

Farah var somali, de regner sig ifølge Blixen ”for nogles Vedkommende endogsaa for Efterkommere af Profeten, og de har i det hele taget meget høje Tanker om sig selv. De er alle fanatiske Muhamedanere.” Sådan en var Farah, vel at mærke var han en særdeles god tjener for Blixen, men det er dog sigende, at hun erkender, at han straks tog hendes hus ”i Besiddelse”; fra dag ét ”talte han om Huset selv, og om alt deri som ’mit’ eller allerhøjst som ’vort’” … Og han følte sig ”højt hævet” over Blixens indfødte kenyanske stab.

Blixen kommer i sit foredrag også ind på islams væsen. Hun kalder islam ”den Religion, som forlanger at Mennesker samtykker. Og Profeten samtykker ikke med Overvindelse eller Smerte, men med Henrykkelse.” Islam giver sig ikke som kristendommen ”af med at retfærdiggøre Guds Fremfærd imod Menneskene, dens JA er betingelsesløst.” Hun ser også det træk i sin cheftjener og sætter det i kontrast til den moderne europæiske mentalitet: ”Farah var, som alle Muhamedanere, uden Frygt. Jeg kan ikke sige, om disse Stammer er blevet hvad de er, gennem at være i Profetens Haand i 1200 Aar, eller om hans Lære er gaaet saa dybt i dem, fordi de selv fra Begyndelsen har lignet ham og han dem. Europæere benævner dette Livssyn Fatalisme, men i Følge den almindelige Brug af Ordet er dette ikke rigtigt. Jeg tror ikke, at mine Somaliere opfattede det, som om alt hvad der skete var forudbestemt, og derfor uundgaaeligt. Men de havde i Hjertet Sikkerhed for, at hvad der skete var det rette. De var en Menighed af Ja-Sigere.”

Kort sagt er det bemærkelsesværdigt, hvor stor ligheden er i Blixens erkendelser om afrikansk åndsudvikling og om islam, hvilke hun har erhvervet på grundlag af mangeårig førstehåndserfaring, og Rasmus Paludans erkendelser. Mainstreams kulturikon og den straffelovsramte politiske paria er i høj grad på bølgelængde i disse væsentlige spørgsmål; forskellen i den herskende tidsånds syn på dem må vel rationaliseres med, at Blixen ”levede i en anden tid”, men det rokker dog ikke ved sandhedselementerne i netop disse sager!