Lidt sent har jeg opdaget denne bog, men må dog alligevel omtale den på grund af dens uhyggelige aktualitet samt fængende prosa og overbevisende fremstillingsform. Abbott er en ældre englænder af beskedne kår, der undrer sig over, hvordan han er kommet til at leve i en tredjeverdensby, London. Han iagttager i bybussen, hvor skræmmende ligeglade og fremmede alle er for hinanden, hver fra sit sted i verden og stadig levende mentalt på dette i de nye omgivelser, og han længes efter en by med folk, der opfører sig ordentligt, har forståeligt sprog og manerer, en by uden farlige tredjeverdensbilister osv. Han ”ønsker desperat,” at alle de fremmedetniske ikke var der. ”Det multikulturelle London er én stor provokation.” Hans lokale bystyres hjemmeside er oversat til 53 sprog. Bosætterne gider ikke engang lære modersmålet i det land, de koloniserer. Den legendariske engelske høflighed er erstattet af racismeanklager, hvis man beder nogen skrue ned for musikken midt om natten…

I en række korte essays beskriver han med uhyggelig klarhed den ubønhørlige demografiske udvikling i Storbritannien, siden det første skib med tredjeverdensindvandrere ankom til London i 1948. Da advarede Labour-premierministeren Attlee i øvrigt om, at ”en indstrømning af farvede mennesker til bosættelse her sandsynligvis vil skade harmonien, styrken og sammenhængen i vort samfundsliv.” En noget mere klarsynet holdning end hos det moderne Labour, som har lukket 3 mio. indvandrere ind siden 1997. Abbott kalder rammende disse politikere for ”svæklinge, der tror, de er gode, fordi de mangler kløer” – ligesom ”frygtsomme mænd, der kalder deres cølibat for moral, kalder de deres lammelse for en politik” på fremmedområdet, hvor total eftergivenhed hersker.

Imens har en af hovedskurkene, Tony Blair, tjent omkring 60 mio. pund på ”rådgivning” af ikke mindst afrikanske og arabiske despoter. Den anden hovedskurk er Jack Straw, af Abbott kaldt ”paddehatten” (ligesom visse svampe hvid udenpå, brun indeni, et modstykke til de fremmedes overløbere, ”kokosnødderne”)… Dertil kommer myriaderne af blot naive og uvidende, anført af Prins Charles, ven med fundamentalistiske bødler, og Londons fhv. borgmester Ken Livingstone, der roser islams tolerance og som helt har Yusuf al-Qaradawi, en ledende fortaler for muslimsk overherredømme og jødehader…

Abbott kan ikke lade være med at ironisere over Gandhis berømte sarkasme over for engelsk civilisation (”Jeg synes, den ville være en god idé.”). Millioner af Gandhis landsmænd valgte jo efterfølgende at flytte til denne civilisation, hvilket antyder, at den ikke var så ringe endda. Da inderne anført af Gandhi følte, at tiden var kommet til at fordrive englænderne fra Indien, gjorde de det bare. Gjorde englænderne nu noget parallelt, ville det være et utåleligt ”brud på menneskerettighederne”… Kolonialismen er fortid, men i samme fortid har mange i Europa lidt mindst lige så meget som de farvede folkeslag, fx de britiske børn i det 19. årh., hvor de arbejdede 16 timer om dagen på tekstilfabrikker og lignende steder. Nu skal efterkommerne af disse ”undertrykkere” bøde for statslig politik ved at betale for racefremmede ”ofres” velfærd og udsættes for deres vold og såkaldte kultur.

Holdningen udtrykkes i Storbritannien særlig absurd i ”racerelations”-industrien. Alene mellem 2002 og 2009 blev der indgivet rapporter om en kvart million ”racistiske hændelser”. Hvilket vel at mærke ikke er noget bevis på racisme eller ”islamofobi”, men langt snarere på de fremmedes ”vantrofobi”. Hertil kommer, at de fremmede kriminelle nu har indset, at englænderne respekterer ”religion”, hvilket yderligere styrker islam i landet, da kriminelle selvfølgelig nu dækker sig bag en religiøs facade for at blive behandlet mildt. Og moskéerne er fredede, lovløse steder.

Mange politikere på alle niveauer i Storbritannien har nu islamisk og anden førmoderne baggrund, og overalt følger der korruption, misregimente, nepotisme og det, der er værre, med i kølvandet. Abbott detaljedokumenterer mange sådanne sager, men mest forargeligt er dog den måde, de korrupte får lov at fortsætte på, fordi man frygter racisme-anklager ved at gøre dem til pariaer. Der er også mange Manu Sareen-typer, nominelt kristne, men på alle måder i sving for at konsolidere islam i deres nye land.

Da Abbott skrev, var det kommet dertil, at i over 1600 engelske skoler var engelsk mindretalssprog, og dette antal steg ugentligt. Alene fra Manchester flyver der hver uge 20.000 muslimer til Pakistan for at besøge slægtninge. Abbott fremhæver, at den afgørende taktik beskrevet i Carl von Clausewitz’ klassiker Om krig er at sørge for at være fjenden overtallig på rette sted og til rette tid. Dette nøglepunkt har især muslimerne fattet. Som profeten Muhammed taler de fleste om fred, indtil de er mange nok til at føre krig.

De moderne indvandrere er som børn, der spiller et spil uden virkelighed. De kan nemlig tage hjem til enhver tid. Det kan de menige europæere ikke, de er allerede hjemme på det eneste sted, de har. Indvandrerne iscenesætter sig som forfulgte, men det er reelt værterne, som må bære konsekvenserne af de fremmedes problematiske adfærd. Ingen af den tredje verdens kulturer passer i England. For en sikh er det også vigtigere at være sikh end englænder. Men værst er muslimerne. Abbott fatter ikke, hvorfor man i det moderne Vesten pludselig skal tage en absurd og barnlig overtro alvorlig, endsige ”respektere” dette nonsens, bare fordi andre fremturer i at være enfoldige. Muslimerne er i øvrigt også ”fuldstændig ligeglade med de 1000 bøger, jeg har læst,” pointerer Abbott. Begyndende med Illiaden og Odysseen afviser muslimerne jo alt, der ikke angår islam. Denne holdning bør være gensidig. Intet forhindrer jo muslimerne i at købe en enkeltbillet til deres fædres land med de ønskede islamiske skikke og blasfemilove.

At ville ændre menneskets natur markant er ørkesløst. ”Hulemanden, der fra sin hule fik øje på en fremmed, rakte ud efter sin kølle,” påpeger Abbott. ”Folk ønsker ikke at blive løbet over ende af udlændinge med en sær religion, af en anden race eller med eksotiske (og af og til frastødende) skikke, selv om det skulle betyde en midlertidig én procents stigning i økonomisk vækst.” Det betyder ikke, at englænderne er racistiske, Men ligesom ethvert andet folk på Jorden foretrækker de at leve blandt deres egen slags, folk de kan genkende og stole på.

For at vende den fremskredne katastrofekurs behøver vi nu en vrede, der er ”kold, klar, rationel og uden eftergivenhed”. For ”selv angiveligt små og uskadelige ændringer i vore skikke kan faktisk ende i vor kulturs ødelæggelse.” Abbott afviser argumentet, at vi ikke kan ”straffe alle indvandrere på grund af nogle fås ugerninger”. I alle sammenhænge straffes de mange for nogle fås ugerninger. Fordi et mindretal bliver alkoholikere, skal alle betale stor alkoholskat, fordi nogle få er tyve, skal alle have lås på døren, osv.

Abbott afslutter sin bog med en uhyggelig beretning om ”William den Erobrede” år 2066 (en klar modpol til Vilhelm Erobreren 1000 år før). Den gamle kong William iagttager magtesløs muslimernes definitive overtagelse af landet, som foregår helt legitimt i det ”liberale demokratis” optik. De tilbageværende indfødte lever som et ynkeligt segregeret proletariat. ”De, der troede, at racerne ville blandes og danne en ny race, viste sig at have taget fejl. Så lidt integration har fundet sted, at racerne faktisk er vokset fra hinanden; man ville nu let kunne tro, at de var forskellige arter.” Men mens en ny, mørk middelalder sænker sig over landet, samler kernen af de tidligere foragtede ”nationalister” og ”racister” våben og planlægger oprør mod overmagten…

Det er ikke let at yde den glimrende – og derfor også isnende – litterære fremstilling retfærdighed, og det forekommer mig i det hele taget, at der langtfra ydes sådanne faktuelt prægede værker retfærdighed i forhold til rent skønlitterær fabuleren over emnet (såsom Houellebecqs). Abbott burde føres frem som en af de helt store advarere, men han forbliver typisk nok ganske anonym for den store offentlighed. Profeter er altid miskendte i deres hjemland, men også i danske medier er den nye litterære genre, som Abbotts bog er et fremragende eksempel på, stadig fortiet samizdat-litteratur (eller når man ikke kan undgå omtale , nedsables de ligesom Lars Hedegaards bøger), hvilket siger meget om tidsånden og kun bekræfter Abbotts pointer.