Forfatteren Robert J. Donia har som historisk ekspert forhørt Karadžić under retssagen mod ham, og bogen udtrykker den konventionelle holdning til Karadžić, men dog med mange tankevækkende aspekter. Konflikten var jo på mange måder en model for det, der er ved at ske i Europa generelt. Som Mark Steyn har skrevet: ”Hvorfor kollapsede Bosnien i det værste slagteri i Europa siden 2. verdenskrig? I de 30 år før nedsmeltningen var de bosniske serbere gået tilbage fra 43 procent til 31 procent af befolkningen, mens de bosniske muslimer var øget fra 26 procent til 44 procent. I en demokratisk æra kan man ikke overtrumfe demografien – bortset fra med borgerkrig. Det indså serberne, ligesom andre på kontinentet vil det i de kommende år: Kan man ikke formere sig hurtigere end fjenden, så udryd dem. Problemet, som Europa står over for, er, at Bosniens demografiske profil nu er profilen for hele kontinentet.” Donia supplerer, at havde serberne ventet et årti med opgøret, havde muslimerne haft absolut flertal i Bosnien.

Den ret fremstående psykiater og digter Karadžić gjorde først som 45-årig sin entré i politik og afskyede egentlig dette hverv, men påtog sig det, fordi han mente, at serberne var ved at blive ofre i et selvstændigt, demokratisk Bosnien med muslimsk dominans. Nu kan man jo ikke afspille historien igen og vide, hvad serbernes skæbne var blevet, hvis de bare havde givet efter, og det er også et problem med en bog som denne, at den fokuserer på serbisk fremfærd, så man ikke ser det fulde omfang af muslimernes modsvarende etniske rensninger. Donia understreger, at Karadžić ikke viste noget tegn på ”had” mod muslimerne, men simpelt hen så dem som en hindring for oprettelsen af en bosnisk-serbisk stat. Og hvis dette ikke lykkedes, så han serberne selv som hovedskyldige. ”Vi er selv farligere for os end alle vore fjender,” sagde han. ”Ved at ødelægge vor egen nationale og kulturelle identitet fortsatte vi det folkemord, vore fjender har udfoldet imod os.” I sin første tid som leder af partiet SDS mente Karadžić, der havde omgåedes alle kulturelle grupper i multikulturelle Sarajevo, det muligt at skabe ”lighed, gensidighed og borgerlig fred” blandt kroater, serbere og muslimer, men ret hurtigt fangede situationens dynamik alle parter. Donia viser klart, at Karadžić langtfra kun ledte, men også måtte følge det bosnisk-serbiske parlament, der i høj grad førte an i krigeriskhed, og egentlig antinationalistiske dissidenter var uhyre få også i de menige befolkninger på alle sider.

Om det internationale samfunds indgreb i Bosnien skriver Donia som indledning: ”De serbiske ledere lod ikke til at være klar over, at Europa var grebet af eufori over at have indført og opretholdt den type multikulturelle samfund, som serberne havde til hensigt at afmontere.” Den vestlige tilgang var de typiske liberal-demokratiske værdier med absolut despekt for integriteten af de etnonationale grupper, der var afgørende for konfliktens parter. Som Republika Srpskas senere vicepræsident Koljević udtrykte det: ”Hvis man vil forhindre folk i at slås, eller skabe tillid blandt dem, må man først adskille dem.” Der burde skabes homogene områder, men de allerede stedfindende spontane folkeflytninger burde komme under regeringskontrol for med Koljevićs ord at ”hæve dem til et civiliseret niveau”.

At omverdenen strittede imod, øgede med tiden serbernes desperation, så det endte i myrderier, som det dog er en overdrivelse at kalde ”folkemord”, som det kaldes i biografiens titel. Donia påpeger også, at europæiske og amerikanske diplomater knap 100 år før havde blåstemplet de massive folkeflytninger mellem Grækenland og Tyrkiet, men at man nu så på sådanne tiltag med afsky. Så man fik blodig borgerkrig… EU blåstemplede godt nok med den såkaldte Lissabon-aftale i 1992 Bosniens opdeling efter etniske grænser, til bl.a. serbernes relative tilfredshed, men den aftale løb vestmagterne fra igen. I stedet kom Vance-Owen-planen, som 98 % af serberne afviste. Men det var aldrig serbernes plan at ”udrydde” Bosniens andre folk; der skulle udpeges områder også til dem.

For Karadžić var de adskilte folk en del af den skabte verdens orden. Ligesom der også er planter, som ikke kan vokse tæt sammen: ”De skal adskilles for at trives.” Et sådant verdenssyn vakte afsky hos USA’s ambassadør Zimmermann, der efter et møde med serberne rapporterede, at ”især Karadžić ser verden i grelle begreber med etniske opdelinger og had, og er parat til at gå til helvede, hvis det kræves for at få hans serbiske republik”. Karadžić var dog parat til at mindske selv det område, serbiske styrker havde kontrol over, hvis det betød, at de bosniske serbere kunne få deres egen stat, ”hvis suverænitet ikke betvivles,” og ”som kan være vor for altid, så vi i den kan organisere et demokratisk samfund, økonomi, kultur og medier i frihed, et blomstrende serbisk samfund”. Som ekspræsident Carter konstaterede efter et mæglings-besøg hos Karadžić: ”Amerikanerne har kun hørt én side af historien.”

Det fremgår af biografien, hvordan både muslimer og kroater løb fra aftaler som optakt til krigen, men i overensstemmelse med den herskende historieskrivning fremstilles serberne som den drivende kraft. Mens Donia tegner et pænere billede af Milošević end sædvanligt, giver han Karadžić et endnu større ansvar for Srebrenica-”folkemordet”, end det ellers sker. Selv dette sætter dog ikke Karadžić i en særlig forbryderklasse i forhold til ledere, hvis folk tilmed har været i en mindre udsat situation. Fra 2. verdenskrigs bombninger af Dresden, Hiroshima og Nagasaki over Vietnam til NATO’s bombning af Serbien er mange civile blevet ofret af regeringer, der ikke af den grund blev pariaer, tværtimod. Det var de bosniske serberes drøm om en nationalstat på et tidspunkt, hvor den slags var imod tidsånden i Vesten, der i udgangspunktet gjorde alt serbisk odiøst.

Da serberne tog FN-personel i Bosnien som gidsler, nød Karadžić således at chokere verden og svarede kritikere: ”Når de spørger, om det er pænt at gøre den slags, spørger jeg, om det er pænt at bombe de serbiske bagtropper og skræmme vore børn og ældre til at flygte. Så kan ingen svare.” Donia mener, at Karadžić var dygtig til at ”overdrive betydningen af løfter, andre havde givet ham, og at ignorere bestemmelser, han fandt ubelejlige” – men om hvilke politikere kan man ikke sige dét? Derimod er det blandt politikere i vore dages Europa sjældent at finde det, som Donia udpeger som årsagen til Karadžićs angivelige forbrydelser, nemlig at ”han elskede sit eget folk for højt”. Langt større forbrydelser er måske i vente, fordi politikerne nu elsker deres eget folk for lidt…

Helt absurd er det at læse om, hvor meget især Sveriges fhv. statsminister Carl Bildt pressede på for at få Karadžić retsforfulgt – Bildt, der er en hovedansvarlig for en af de største etniske forbrydelser i det moderne Europa, tilmed mod sit eget folk. I forhold til Bildt må Karadžić siges at være en patriotisk engel, og han kunne da også efter sin politiske karriere sige: ”Når en mands samvittighed er ren, når han ved, at han har arbejdet for sin nations interesser og ifølge Guds bud, har han ingen klager.” I sine mange år på flugt fandt Karadžić ikke mindst ly i Bosniens ortodokse klostre, og han fik ro til igen at skrive poesi, børnebøger og videreudvikle sit store projekt med at integrere folkedigtning og gruppepsykologi, som han havde påbegyndt før sin politiske karriere. Da ophold i Bosnien i 2003 blev for farligt for ham, flyttede han til Beograd og skiftede helt identitet, tillagde sig stort skæg og fletning og blev en efterspurgt alternativ behandler under navnet Dragan Dabić. Han blev noget af en guru, der trak stort publikum til sine foredrag, uden at han blev genkendt, og i helsetidsskrifter skrev han artikler, der er gennemtrængt af hans nationale tænkning. Således hedder det, at éns indre selv kun kan udvikles ordentligt i éns egen kultur: ”Referencerammen og hele systemet af tro, meninger og værdier hviler på et kulturelt fundament, og med en fjerntstående kulturs værktøjer kan vi kun fuldføre et ’begynderniveau’, mens vi i vor egen kultur ikke har nogen begrænsninger for fremskridt.”

Aftnerne tilbragte ”Dragan Dabić” ofte på en lokal nationalistisk bar ved et bord under et billede af Karadžić og general Mladić, og jævnligt spillede han traditionel serbisk musik på sin enstrengede gusla for barens andre gæster. I sandhed det stof, myter er gjort af, og mange bosniske serbere følte da også, at så længe de bare vidste, at Karadžić var et sted og levede og arbejdede, var der stadig håb for deres folk. At han skulle hives i retten som krigsforbryder af de samme magter, som ”elsker menneskeheden for højt” og derfor har skabt kaos og folkemord fra Libyen til Mellemøsten og andetsteds, og som samtidig reelt bereder vejen for folkemord på deres egne via masseindvandring, er en af historiens grusomme ironier. På mange måder er de bosniske serberes og Karadžićs skæbne så vist både en inspiration og en advarsel for os andre om, hvilken ustoppelig og grum begivenhedskæde folkeblandinger og antinationalisme medfører.